Kun en tåbe frygter ikke MUS

Jeg elsker at få konstruktiv kritik. Det er jo sådan, jeg bliver bedre.​​ Har du også hørt dig selv komme med den klassiske hverdagsløgn?​

Jeg siger det især under MUS-samtaler, mens jeg smiler på sådan en underlig fjæset måde. Inde under Jokeren-masken pisker mine følelser forvirret rundt. Det hele er underligt. Min hyggelige chef er pludselig så formel. Jeg opfører mig som på min første date med folkeskolens fodboldhåb. Hvad jeg vil have at spise? Bare det samme som dig… blink, blink.​

Chefens afværgende kommentarer om, at det her er ’tøhø lidt stift med de her MUS-skemaer, men vi må jo til det’ hjælper ikke rigtig. Stemningen er skizofren, for på én måde har jeg ondt af min chef, fordi han er tvunget til at være MUS-ambassadør og helt humorforladt anderledes, end han plejer. På den anden side virker han større og mere mægtig, hvilket ikke indbyder til omsorg. Jeg har i øvrigt også gennemskuet den lille skål Twist midt på bordet. Mig narrer du ikke med den good cop-manøvre!​

Hvordan bedømmer du selv din faglige indsats, står der i skemaet. Der følger en skala med. Og så kan man selv bedømme, om man vil lægge sig i toppen som en selvsikker Zlatan Ibrahimović med risiko for, at chefens bedømmelse er lavere, og det hele bliver endnu mere som et afsnit af ’Klovn’, end det allerede er. Man kan også lægge sig lavere på skalaen, være lidt ydmyg og høflig, men det indebærer en risiko for, at chefen forveksler det med manglende ambitioner og engagement. Vær ikke snobbet, vær ikke vigtig, vær ikke underdanig, som Emma Gad skrev. Men hvor er balancen svær at ramme til lige netop MUS.​

Jeg kan ikke lide at blive vurderet åbenlyst. Kritik er bare ikke rart, hverken konstruktiv eller nedbrydende. Jeg kan heller ikke rigtig lide ros. Det gør mig akkurat lige så beklemt, fordi:​

1. Jeg har et satirisk/mistænksomt gen, der frygter, at chefen pludselig bryder ud i skoggerlatter og siger: 'Ej, du troede vel ikke, jeg mente det?!​'

2. Jeg tænker, han nok skal finde ud af, at jeg ikke fortjener ros. Jeg lider af ’aldrig god nok’-folkesygdommen, hvilket konceptet ’udviklingssamtale’ understøtter perfekt, for man skal vel ikke udvikle på noget, der er godt, som det er? Jeg frygter den dag, jeg bliver gennemskuet som uduelig, og hvor det bliver pinligt, jeg har labbet rosen i mig som en glad hundehvalp. ​

3. Den mest ærlige form for ros er mere i løn, men det må man ikke tale om under en MUS: IKKE TALE OM ELEFANTEN I RUMMET.

4. Både ros og ris gør magten synlig. Den, der vurderer, har bukserne på. Det er ligesom, at den smukkeste, mest velklædte dame til et frokostselskab har mest overskud til at rose Ullas buksedragt. Hun ved godt, hendes tøj er federe og føler sig ikke truet. ​

Noget af ubehaget handler vel om, at danskere generelt – især på arbejdspladser med højtuddannede – ikke har det særlig godt med magt. Den skal i hvert fald ikke være alt for synlig. Hey… Ingen grund til at puste sig op. Vi kan vel snakke os frem til tingene over en fredagsøl!

Magtforholdet træder glasklart frem til MUS-samtalen, hvor årets øvrige 364 dage står på selvledelse, små forventningsafstemmende samtaler og tillid. På MUS-dagen vokser der sildesalat og de dér gyldne skulderkoste ud fra min ellers så tilforladelige chefs habitjakke.​

Omvendt føler jeg mig lidt nusset og er overbevist om, jeg har noget mellem tænderne, selvom jeg børstede dem tre gange inden samtalen. Jeg er jo til en form for jobsamtale på et job, jeg troede, jeg havde fået. ​

​Qua accept af nævnte magtforhold og utilstrækkelighedsgen, så stiller jeg selvfølgelig også op til MUS næste gang og gør mit bedste for at dosere min ærlighed rigtigt.​

Man skulle jo nødig gøre stemningen akavet.​​