På ledelsesseminar med ronkedorerne

Styrelsesdirektøren holdt strateginotatet op, så de øvrige direktionsmedlemmer ved mødebordet kunne se det.

”Direktionssekretariatet har lavet et udkast på baggrund af ledelsesseminaret,” fortsatte han. ”Jeg synes, det ser rigtig godt ud.”

Jeg skævede rundt til direktørerne ved bordet. En samling forstenede bureaukrater, hvis primære bidrag til ledelsesseminaret havde været en uhyre målrettet tilgang til fortæring af retterne på buffeten. ’Ronkedorerne’, som vi kaldte dem. Og som vi nu forhåbentlig kunne sparke lidt liv i med en serie målrettede strategiinitiativer.

”Jeg ved ikke …”

Styrelsesdirektøren vendte sig mod stemmen. Kommunikationschefen. Den eneste i lokalet, som ikke tilhørte ronkedor-generationen, men faktisk var yngre end mig. Et ’ungt håb’, direktøren havde hentet ind fra en af kommunikationsbranchens varmluftsfabrikker.

”Nu var jeg jo ikke med på seminaret,” fortsatte han. ”Men når jeg læser dokumentet, synes jeg, at det virker lidt tungt og procesorienteret.”

Procesorienteret? Hvad bildte han sig ind? Han var dårligt kommet ind ad døren.

”Det er jo en strategi,” forklarede jeg med noget, der forhåbentlig var en overbærende mine. ”Det ligger i sagens natur, at der er tilknyttet en proces.”

”Spørgsmålet er måske bare,” fortsatte han,” om det, medarbejderne går og savner, er en ny strategi?”

Jeg kiggede rystet på manden. Hvad fanden var det for et spørgsmål? En strategi var jo ikke noget, man ”gik og savnede.” Som en hyggelig udflugt på den første forårsdag. En strategi var en regnvåd cykeltur i november. Noget, man tvang folk til at gennemgå for at få dem til at flytte sig fra et sted til et andet.

”Det handler jo om at sætte nogle klare, strategiske mål for styrelsens arbejde,” forsøgte jeg.

”Men bliver de nogensinde nået?” Han sendte mig et uskyldigt blik. ”Jeres klare mål?”

”Det er jo præcis derfor…” Jeg gjorde min stemme hård for at lukke debatten. ”… at der i den nye strategi er et styrket fokus på at eksekvere på målene.” 

Jeg vendte mig mod direktøren. Nu måtte han sætte manden på plads. Så opdagede jeg hans tvivlende ansigtsudtryk.

”På den anden side,” sagde han langsomt. ”Havde vi vel også fokus på at eksekvere strategien sidste gang?” 

Jeg stirrede lamslået på direktøren. For det første var det overhovedet ikke rigtigt. Sidste gang havde vi haft fokus på at ’implementere’ strategien. For det andet…

”Hvis I spørger mig,” sagde kommunikationschefen, mens jeg ledte forgæves efter et for det andet. ”Så tror jeg, at vi skal begynde at tænke meget mere agilt. Måske arbejde med lidt rapid prototyping.”

Rapid prototyping? Det vidste jeg ikke engang, hvad betød.

Direktøren sendte mig et venligt – medlidende? – blik. ”Jeg tror, vi må erkende, at vi har tænkt lidt gammeldags.”

Han vendte sig mod kommunikationsdirektøren. ”Vil du ikke samle projektet op? Og måske som det første…”