Thomas droppede karrieren. Uden plan B

Årets MUS-samtale mellem Thomas Damgaard Hasselager og hans kontorchef i Erhvervsministeriets departement blev kort.

Kontorchefen indledte, som man nu gør det, med det forløbne år: ’Du blev udnævnt til specialkonsulent og har leveret på højt fagligt niveau. Jeg har givet dig nye opgaver, og dem har du også løftet fint’, sagde hun.

Så kom stikordet. Hun spurgte: ’Men hvad med din arbejdsglæde? Jeg kan ikke mærke den på samme måde som før?’ Han svarede: ’Ja, du har set rigtigt’.

Han fortalte hende, at han havde besluttet at sige op. Uden et nyt job eller en plan på hånden. Han forklarede, at det ikke handlede om Erhvervsministeriet, hans kolleger, chefer eller arbejdsopgaver, men om ham selv. Han følte ikke, at arbejdet og rollen som embedsmand gav mening længere, og at det krævede en grundig tænkepause for at finde motivationen igen.

Kontorchefen blev først paf. Så sagde hun, at hun syntes, han var modig.

Da han fortalte sine kolleger det, var responsen overraskende positiv.

“Rigtig mange – også i mit netværk og blandt mine gamle venner fra statskundskab – sagde til mig, at de også nogle gange tænkte sådan. De tog hatten af for, at jeg turde handle på det. Men i min generation oplever jeg, at det er en fremmed ting at tage en tænkepause fra arbejdslivet.”

Papir, papir, papir

På de seks år, han har været færdig som djøfer, har han været gennem hele embedsmandens cyklus:

Fra §-20 spørgsmål til politikudvikling. Ministerskifter, omorganiseringer, udlandsrejser med ministre og departementschefer. Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, i Erhvervsstyrelsen og til sidst specialkonsulent i Erhvervsministeriets departements EU-team. Internationale opgaver hele vejen: Sikkerhedspolitik, EU, global handel.

Det var en enormt god grunduddannelse. Enormt spændende til at starte med. Men så falmede det.

Følelsen af meningsløshed voksede langsomt frem, især efter han blev far til Viggo, som bliver storebror lige om lidt.

“Man kommer hjem med en indbakke med mails, man burde læse og reagere på, men vil jo gerne være til stede med sin familie. Mange af mine tidligere kolleger arbejdede, når deres børn var lagt i seng. Men det havde jeg svært ved at finde motivationen til. Efter at jeg havde fået Viggo, begyndte jeg for alvor at tænke over mit arbejdsliv. Når man skal være væk hver dag fra ens børn og også arbejde om aftenen nogle gange, skal det være for noget meningsfyldt. Og det var det ikke længere for mig.”

I et ministerium handler det meget om papirer. Papirer, som sendes frem og tilbage. Rapporter, stillet ind i reolen.

“Hvor vigtig er man egentlig som menneske i dén proces? Hvor var jeg som den person, jeg er? Hvilken forskel gjorde jeg, når det kom til stykket? Det, fandt jeg ud af, var særligt vigtigt for mig, og det havde jeg svært ved at se.”

’Jeg skulle have været mere nysgerrig’

Efter en tryg middelklasseopvækst i de glade 90’ere valgte han studie efter interesse.

Gik på den første årgang på Københavns Universitet, der flyttede ind på Kommunehospitalet. Han hang ud i Jacques D. – statskundskabernes fredagsbar opkaldt efter EU-kommissionsformanden Jacques Delors, og som Thomas Damgaard Hasselager i et par år var bestyrelsesformand for.

På studiet faldt statskundskaberne hurtigt i takt på samme spor. Folk stod i Jacques D. og fortalte anekdoter fra deres studenterjobs i de vigtige ministerier og de store interesseorganisationer.

Han gik med hele vejen og så sig ikke til siden. Studiejob i Rigspolitiet, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. I praktik på ambassaden i Moskva og i FN i New York. Tog orlov for at arbejde i næsten et år på den danske Nato-repræsentation i Bruxelles.

“Nej, jeg fortryder ikke mit valg af studie. Men jeg ville ønske, jeg havde været mere nysgerrig på, hvad der var min vej, og hvilke andre veje jeg også kunne have sporet mig ind på under studiet.”

Embedsmænd skulle ud i praktik

Det havde ikke hjulpet at skifte til et andet ministerium. For han følte ikke, at han kunne få forløst sig selv i rollen som embedsmand.

Det er ikke ’systemets’ skyld, lyder det fra Thomas Damgaard Hasselager. Men derfor burde man alligevel gøre noget for at gøre embedsmandsrollen mindre lukket om sig selv.

“Jeg arbejdede i Erhvervsministeriet for at skabe bedre vilkår for erhvervslivet, men har aldrig selv været i en privat virksomhed. Jeg synes, at alle embedsmænd skulle prøve at arbejde i den sektor, de nu beskæftiger sig med. Fx i et praktikforløb eller en udvekslingsordning.”

Ledelse burde også prioriteres meget højere.

“Jeg har været i tre ministerier og set, at det ikke altid er dén med de bedste lederkompetencer, som får lederjobbet. Det er oftest den fagligt dygtige, som belønnes med en lederpost. Nogle ledere har begge dele. Det havde min sidste kontorchef. Men det er langtfra altid tilfældet.”

Investering i fremtiden

Ofte får man heller ikke ret meget feedback i et ministerium, og slet ikke på den person man er, siger han.

Dét går han efter i det nye, han skal finde. Han skal ikke bare skifte job, han skal lave det store skifte. Han vil ikke tilbage til det samme bare et andet sted.

Allerhelst vil han noget med børn og unge.

“Hjælpe dem afsted under en paraply, der hedder at skabe en bedre og mere bæredygtig verden. Det afgørende er, at jeg mærker, at jeg gør en helt konkret forskel for andre mennesker og får en mere direkte feedback på det, jeg laver.”

Det kan være som iværksætter, i et projekt eller som underviser.

Han stoppede i ministeriet i august og er nu på dagpenge.

Han gør alt muligt: Kaffemøder, netværk, frivilligt arbejde, iværksætteri. Det er den måde, han tror, han finder sin nye vej på.

Samtidig søger han de jobs, man skal søge som dagpengemodtager. Også nogle, han godt ved, er svære at få.

“Man skal lære at håndtere afslag og acceptere, at de valgte én med direkte erfaring på feltet. Sådan er det at lave et brancheskifte. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke er hårdt. Og der er ingen garantier for, at jeg finder det rigtige job. Vi djøfere har meget af vores identitet bundet i vores jobs, og nu er den del af min identitet der ikke mere.”

Har du fortrudt?

“Nej. Jeg lærer så meget af den her proces. Prisen for min tænkepause er, at vi bliver boende lidt længere i vores lejlighed på Vesterbro og venter med at finde et større sted. Det er en investering i min fremtid, og det var nu, jeg skulle gøre det.”

“Der er mange, som har sagt til mig, at de også godt ville have en tænkepause. Og det er en luksus. Det husker jeg mig selv på de dage, hvor det er hårdt.”

Juristen, der blev eksistentiel rådgiver

Cand.jur. og master i psykologi, Kim Steen Nielsen, driver firmaet Corporate Care, hvis erklærede mål er at hjælpe organisationer, ledere og medarbejdere med at holde balancen, skærpe opmærksomheden og finde meningen.

Han har selv været igennem præcis de samme overvejelser som Thomas Damgaard Hasselager, da han i sin tid forlod en klassisk juristkarriere som bl.a. advokat og leder i finanssektoren.

"Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at jeg i min karriere som jurist og leder altid var lidt på vildspor. Der var et eller andet inden i mig som trængte sig på. Ligesom Thomas fortæller, handlede det om at gøre en forskel for andre mennesker. Det forsøgte jeg da også at gøre som leder. Men det var ikke nok, og ofte blev kompromiserne for store."

Det tog noget tid at nå erkendelsen af, at han skulle skifte retning. For det gik rigtig godt med karrieren. Han fik anerkendelse, steg i graderne og tjente godt.

"Men det holder jo ikke i længden, at facaden er flot, men du ikke føler, at der er fylde inden i. I dag er facaden måske knap så prangende, men jeg har fundet mit kald."

Lige nu er han i gang med en foredragsserie om at træffe valg.

"I dag har vi mere end nogensinde før mulighed for at vælge. Men vi risikerer at fare vild i mulighederne og miste os selv i vores higen efter at opnå så meget som muligt."

Som Søren Kierkegaard skrev, drejer livet sig ikke om at blive dette og hint, men om at blive sig selv, pointerer han.

"Det handler ikke nødvendigvis om at skifte job, ægtefælle eller holdning, men om at blive bevidst og reflektere om, hvad der giver mening for dig, og hvordan du bedst kan bidrage til at gavne andre. Ofte er du på rette spor, men af og til skal der træffes nogle svære valg. Det kræver, at du for en tid tør tabe fodfæstet. Skal jeg komme med ét enkelt råd, så start med at finde lidt ro, hvor der er tid til eftertænksomhed, refleksion og til at mærke efter. Find nogle at dele dine tvivl og tanker med. Hvis du indser, at du skal skifte retning, så start med det første skridt, og hold så retningen."