”Da vi lavede vores undersøgelse, talte jeg med mange, der havde svært ved at tale om løn. Og én af dem fortalte mig, at hvis han alligevel blev nødt til det, gjorde han det på en måde, som jeg har ladet mig inspirere af – for jeg har også svært ved at fortælle, hvad jeg tjener. Derfor siger jeg først, at jeg er kandidat i sociologi, har en ph.d. og har været 15 år på arbejdsmarkedet, hvoraf de fem er som leder. Og først derefter fortæller jeg, at jeg tjener 53.000 kroner inklusiv pension – eller faktisk plejer jeg at pakke det ind og komme med et lavere tal ved at sige, at jeg får cirka 45.000 kroner + pension.”