LinkedIn er som at tage på Crazy Daisy

Homo sapiens fik verdensherredømmet via evnen til at forestille sig ting, der ikke findes konkret, fx religion, virksomhedsstrategi og papirpenge, samt evnen til at netværke, sladre og indgå alliancer for at fremme fælles interesser. Det står der i den fremragende ’Sapiens – A Brief History of Humankind’, som jeg p.t. læser.

Derfor kunne man tro, at LinkedIn er toppen af civilisation. Men kradser man lidt i overfladen, så minder LinkedIn også om en fredag på Crazy Daisy, hvor vi er varer af forskellig værdi. Det hele er i hvert fald et godt stykke fra Aristoteles tanker om den gode handling for den gode handlings egen skyld, eller at mennesket har værdi i sig selv, ikke qua præstationer. Kom med mig ind på LinkedIn-baren:

Der er de dyre og ekstra attraktive med meget magt, alfamenneskerne. Alle vil have en luns af deres jagtbytte. Alfaerne slipper af sted med at sige noget forholdsvist banalt eller endda viklet så meget ind i tidens buzz-words, at ingen rigtig forstår meningen. Alligevel vælter det ind med kudos, likes og delinger fra hele kødranden af os almindeligt dødelige bargæster omkring dem: Hørte I lige, hvad han sagde om at vækste, være innovativ og proaktiv på den lange bane, droppe silotænkning og det dér andet groundbreaking? Wow!

Alfaerne danser med præcis dem, de lyster. Og fortæller de en joke, nyder de godt af flokledereffekten, der som bekendt giver minimum 10 sekunders ekstra latter fra de omkringstående i forhold til, hvis en tilfældig account manager crackede samme munterhed.

Nå, ja. Og så er der os andre: Den store grå masse med FOMO, der har hørt, vi går glip af en masse muligheder og netværk, hvis vi ikke dukker op. Og så står jeg pludselig dér og koncentrerer mig om at se vigtig og målrettet, men positiv og energisk ud på en mindre loose måde end ovre på Facebook selvfølgelig. Jeg er sminket med en særlig LinkedIn-makeup, nemlig den autooversatte, engelske profiltekst, hvori jeg klart lyder mere attraktiv, end jeg er i virkeligheden: Føj, en opvågning det kunne give en stakkels arbejdsgiver efter en vild nat i byen, tænker jeg både lidt skamfuld og lidt stolt over at kende barens uskrevne regler. En foundation dækker desuden de værste huller i cv’et, og mine erfaringer har fået et ekstra pift kindrødt. Jeg overbeviser mit nordjyske jantelovs-selv om, at det er fair med makeup, eftersom alle andre også gør det. Jeg kaster mig ind i festen, hvor jeg for det meste bare smuglytter til de andres kommentarer.

Fx går den kendte ”Det er ikke dig. Det er mig”-sætning igen på LinkedIn, bare modereret. Dén, hvor man i parforholdsregi i virkeligheden klandrer den nu tidligere partner for at være kedelig eller uengageret. Eller man har fundet sig en langt mere cool type. På LinkedIn lyder sætningen blot: ”Tak for en fantastisk rejse. Jeg har været utrolig glad for at arbejde i XXX, men jeg trængte til nye udfordringer.” Man holder ligesom kattelemmen åben til det gamle job. Man har brug for at have en professionel booty call-liste, hvis den bedre scoring kikser. 

En liste, andre bargæster ville give en hel dåse Dax Wax for at have, nemlig dem, der er ”på jagt efter nye udfordringer.” Dem, der styrter rundt i et forsøg på at charme, for de ved udmærket, at jo tættere på klokken fem vi kommer, jo sværere er det at lande en rimelig aftale. Med vandkæmmet hår og tiltagende mismod skyder de stadig mere tilfældigt med løfter om, at de er robuste og omstillingsparate.

Brr. Det ser ikke rart ud. Godt det ikke er mig. Man nikker påtaget selvsikkert til alfaerne, klapper udvalgte andre på ryggen med en klar forventning om, at de returnerer venligheden senere.

Og skynder sig ud af det dér kødmarked, for man har det jo i grunden rarere derhjemme. I hvert fald indtil den røde notifikationslygte tændes igen.