Bag facaden er advokatbranchen præget af urimelige vilkår

Det havde været et spændende år, men efter at jeg var skiftet til en ny afdeling, blev tempoet skruet i vejret, og det kunne mærkes. Jeg var i Roskilde på advokatkursus, og opgaverne tikkede ufortrødent ind, mens jeg lå under dynen og mærkede hjertet hamre i brystet.

Den kommende uge tog søvnproblemerne til og blandedes med koncentrationsbesvær og almindelig tristesse over situationen. Jeg klarede mig igennem med en kort sygemelding (og psykologsamtaler). Andre omkring mig var ikke så heldige. Vi kendte alle sammen krigshistorierne om unge fuldmægtige, der blev langtidssygemeldte med stress.

I en Djøf-undersøgelse fra 2016 havde 54 pct. af advokater og advokatfuldmægtige lidt af stress, og 24 pct. var stressramte på tidspunktet for undersøgelsen. Årsagen er ofte et højt arbejdspres med mange hastesager og uforudsete opgaver, samarbejdsproblemer med chefen og konkurrence med kolleger. Ifølge Djøf arbejder advokatfuldmægtige – ofte direkte fra jurastudiet og i midten af 20’erne – i snit 47 timer om ugen. I de store advokathuse arbejder halvdelen af alle ansatte 50 timer eller mere om ugen.

Hverken ledelsen i firmaerne eller Djøf virker optagede af EU’s arbejdstidsdirektiv, som fastslår, at en medarbejder ikke må arbejde mere end gennemsnitligt 48 timer om ugen over en periode på fire måneder. Det skyldes formentlig, at unge professionelle typer med karrieren foran sig sjældent rejser dén slags sager. De bider tænderne sammen og smutter diskret ud af bagdøren, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet.

I tillæg til de lange arbejdstider er problemet, at advokatfirmaerne ledes af partnere og advokater, der er dygtige jurister og forretningsmænd, men ikke nødvendigvis dygtige ledere. Derfor afhænger den enkelte ansattes velbefindende i høj grad af, om vedkommende er heldig eller uheldig i tildelingen af leder. I den førnævnte undersøgelse havde kun 1 pct. af de stressramte advokater og advokatfuldmægtige oplevet, at chefen gjorde dem opmærksomme på, at de virkede stressede. Blandt dem, der blev sygemeldte, gik 48 pct. direkte tilbage på fuld tid efter raskmelding. Det er ikke overraskende, at de fleste forlader skuden efter et par år.

Fra Djøfs side bliver det sjældent til mere end beklagelser over ”bekymrende” tendenser og hensigtserklæringer om at ville ”udvikle branchen”. Som reaktion på endnu en undersøgelse om arbejdstider opfordrede man hen over julen advokaterne til at ”give det en prøve med at være i nuet”. Det bliver næppe Djøf, der tager det store opgør med kulturen.

Spørgsmålet er, om firmaerne selv gør, for de største af dem kan stadig vælge og vrage, når de rekrutterer deres fremtidige arbejdskraft på jurastudiet. Firmaerne tilbyder en potentiel envejsbillet til eliten, det faglige miljø er i top, og branchen nyder godt af en kulturel – ikke mindst amerikansk inspireret – glorificering. Frem for alt tilbyder de finansiel frihed i form af en høj grundløn suppleret med lukrative bonusordninger, der dog også er nøglen til fastholdelse af det hårde arbejdspres.

Den glitrende facade krakelerer desværre ofte i mødet med virkeligheden. Et københavnsk advokatkontor er meget langt fra et afsnit af ”Suits”, og de høje lønninger bliver et lille plaster på såret, når filmen knækker. Det trækker lange spor at blive udsat for stress i en ung alder. Advokatfirmaerne har et ansvar, for lange arbejdstider kombineret med dårlig ledelse er simpelthen urimelige vilkår.

Firmaerne bør bruge færre penge på studiemesser og PR-indsatser og flere penge på lederudvikling og HR-medarbejdere, der rent faktisk har indflydelse. Partnerrekruttering bør i højere grad end i dag ske på baggrund af lederevner.

Med konsekvente krav om lange arbejdstider afskrækker firmaerne også den stadig større gruppe unge, der vægter fritiden højt. Og man har heller ikke formået for alvor at gøre sig interessante for de kandidater, der med en idealistisk tilgang til karrieren ønsker at gøre verden til et bedre sted.

I sidste ende er det næppe i firmaernes langsigtede interesse at skræmme nuværende og potentielle medarbejdere væk. I stedet burde man imødekomme de unge menneskers behov, skabe fleksible rammer og finpudse firmaets sociale profil. Dét ville få hjerterne til at banke for firmaet – på den gode måde.

Med venlig hilsen

Frederik Waaben, tidl. advokatfuldmægtig og advokat, i dag politisk konsulent

Svar fra Djøf

Frederik Waaben fortæller en trist historie om alt for meget arbejde og alt for lidt ledelsesmæssigt fokus på trivslen på advokatkontorerne.

Den historie er han desværre ikke alene om, hvilket talrige undersøgelser da også dokumenterer. Stress og alt for lange arbejdstider er et velkendt fænomen i advokatsektoren. Alt for mange risikerer at brænde ud på den konto.

Jeg er ikke enig med Frederik Waaben i, at Djøf ikke tager problemet seriøst. I medierne har vi gentagne gange – og med stigende styrke – påpeget, at sektoren har et seriøst problem, der på sigt kan skade advokatsektorens muligheder for at tiltrække og ikke mindst fastholde dygtige unge jurister. I Djøf ser vi en klar tendens til, at yngre kandidater i stigende omfang efterlyser en fornuftig balance mellem arbejde og fritid. Og her er advokatsektoren klart udfordret.

Jeg fornemmer også en stigende bevidsthed hos advokatkontorerne om, at det er nødvendigt at arbejde på en anden måde. Men det er svært at vende en supertanker, og der er nogle meget sejlivede traditioner, det tager tid at ændre.

Men det afholder os ikke fra at prøve – selv om vi hverken kan eller vil diktere, hvordan arbejdsforholdene på advokatkontorerne skal se ud. Til gengæld bruger vi alle anledninger til at få skabt en dialog med arbejdsgiverne om, at det er nødvendigt at ændre kurs, hvis man vil kunne fastholde ikke kun yngre kvinder, når de har fået børn, men også de yngre mandlige advokater. Alt for meget talent går til spilde på grund af urimelige arbejdsforhold.

Derfor er jeg glad for at kunne fortælle, at vi om kort tid kan præsentere en ny stor undersøgelse af ledelsesforholdene i advokatsektoren, hvor vi får et solidt fundament for en fornyet dialog om, hvordan vi kan få bedre ledelse. For jeg er helt enig med Frederik Waaben i, at problemerne i høj grad skyldes dårlig ledelse.

Venlig hilsen

Mathias Krarup