I tillæg til de lange arbejdstider er problemet, at advokatfirmaerne ledes af partnere og advokater, der er dygtige jurister og forretningsmænd, men ikke nødvendigvis dygtige ledere. Derfor afhænger den enkelte ansattes velbefindende i høj grad af, om vedkommende er heldig eller uheldig i tildelingen af leder. I den førnævnte undersøgelse havde kun 1 pct. af de stressramte advokater og advokatfuldmægtige oplevet, at chefen gjorde dem opmærksomme på, at de virkede stressede. Blandt dem, der blev sygemeldte, gik 48 pct. direkte tilbage på fuld tid efter raskmelding. Det er ikke overraskende, at de fleste forlader skuden efter et par år.