"Jeg har det stadig, som om jeg snyder mig til at have fri"

Der var jo ikke så mange, der blev studenter dengang i 70'erne. Specielt ikke nede på Sydfalster. Så da jeg først blev student, lå det fuldstændig i kortene, at jeg skulle på universitetet. Jeg kunne lige så godt være blevet jurist som økonom. Men jeg tror nok, at jeg blev økonom, fordi jeg var god til at regne.

Jeg har nu arbejdet på finansområdet i snart 45 år. Jeg har været med, fra før lommeregneren kom til. Det har været et privilegium at have indflydelse på udviklingen i så mange år.

Det første job, jeg søgte, var et studiejob i Udenrigsministeriet. Det fik jeg ikke. Det andet job var i Realkreditrådet. Det fik jeg. Dengang blev job slået op nede på universitetet i en gammel glasmontre. Jeg tror, at jeg kom til at tage jobopslaget ned, så der faktisk kun var én ansøger.

Selvom jeg var yngste økonom og stadig læste, så fik jeg lov til at være med – også til det rigtige økonomarbejde. Det var en gave på det tidspunkt at få lov til at komme ind i maskinrummet, hvor tingene skete, så tidligt.

Jeg havde ikke siddet her i dag, hvis jeg ikke havde fået studiejobbet i Realkreditrådet. Sådan er livet jo – du kommer til at stå i en pokkers masse situationer, hvor du skal vælge, om du går til højre eller til venstre. Hvis jeg havde fået det første job i Udenrigsministeriet, så kunne det have været noget fuldstændig anderledes, jeg lavede nu.

Jeg er stor modstander af den der meget pushy måde at få studerende igennem uddannelsessystemet i dag. For min egen erfaring – både som studerende og arbejdsgiver – har været, at det er en fantastisk kombination at få lov til at arbejde, samtidig med at man læser.

Når jeg lavede prognoser der i slutningen af 70'erne, cyklede jeg over til et edb-bureau ved Rådhuspladsen med en hel kasse hulkort. Så kunne jeg cykle tilbage efter nogle timer for at hente de udskrevne resultater. Hvis der var fejl, måtte jeg køre dem alle igennem igen. I dag ville man kunne gøre det på en lommeregner.

De tekniske muligheder er vanvittigt anderledes nu til dags. Det er selvfølgelig en god ting – men det har også ændret måden, man tænker økonomi på.

Vi økonomer er pokkers gode til modeller, men så snart det kommer over i den psykologiske del, så bliver det svært. Man skal passe på med at tro, at man kan forudse alt med modeller og matematik. Det synes jeg, at man gør nogle gange.

Da finanskrisen var ved at starte, blev jeg indkaldt til møde sammen med en kollega. Han var ude at spille golf med nogle kunder og havde slukket sin mobil. Jeg blev nødt til at køre ud til golfbanen og fræse ud til hul nr. 13 i en golfvogn for at hente ham. Kunderne stod måbende og kiggede efter os.

Det var tankevækkende, at mindre end 12 måneder før finanskrisen virkelig brød ud, sagde de store amerikanske banker, at ’der ikke var nogen problemer’. Jeg mødte én mand fra et amerikansk finanstilsyn, der kunne se, at noget var i ubalance. Men alle, der sad og regnede på det dér, kunne ikke se noget.

Det, man nok mest vil huske og drille mig med, var opkøbet af Forstædernes Bank (der resulterede i milliardtab for Nykredit, red.) lige op til krisen. Jeg blev efterfølgende kritiseret for, at det var uheldig timing. Jeg sagde også selv, at jeg var verdensmester i bad timing lige på det tidspunkt. Jeg mener dog stadig ikke, at det var en fejl. Men var det den rigtige pris, nu hvor vi har set, hvordan det udviklede sig? Nej. Men det kunne man jo ikke vide på det tidspunkt.

Det er nemmere at være topchef end nummer to. Du har masser af mennesker, der hjælper dig, og du har store muligheder for selv at prioritere, hvad du vil lave. Din frihedsgrad til at agere er ret stor, når du sidder i førersædet. Der har jeg det rigtig godt med at være.

Jeg har endnu ikke vænnet mig til at holde fri med god samvittighed. Jeg har det stadig, som om jeg snyder mig til at have fri. Den der lidt dårlige samvittighed – hvis jeg nu cykler en tur en onsdag eftermiddag – den har jeg stadig. Det tager lang tid at komme af med den.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg aldrig har arbejdet i udlandet. Jeg havde muligheden for det i mine yngre år, men jeg var for meget en kylling til at turde gøre det. Den længste rejse, jeg havde haft på det tidspunkt, var en tredages-busrejse til Harzen med præsten, da jeg skulle konfirmeres. Så skridtet blev for stort for mig.

Jeg har tjent mange penge. Det har ikke været eksorbitant, men det er klart, at hvis du sammenligner det med en almindelig lønindkomst, så er det mange penge. Men jeg har fra starten af holdt det offentligt – jeg har ikke skjult det. Vi skrev lønindkomsterne i regnskabet ved Nykredit. Vi var ærlige om det.

Jeg elsker morgener. Sådan en cykeltur i Dyrehaven, når solen står op, og hjortene brøler, det er en dejlig oplevelse.

Jeg har altid – siden jeg var 20 år – cyklet eller løbet en time om morgenen. Nu går jeg også i vandet. Det er sådan, jeg lader batterierne op. Jeg tror, at det ville have været vanskeligt for mig bare at stå op og gå på arbejde uden at have haft de morgener der.

Jeg har lært, at man skal være ærlig over for sin mavefornemmelse. For pokker, man kan ikke sætte alt på formler. Så hvis man står i de situationer, hvor man skal beslutte, om man skal gå til højre eller venstre eller sige ja eller nej, så er det vigtige at mærke efter og at være ærlig over for sig selv.

Man kan ikke markedsføre sig ud af et dårligt image – du er nødt til at have en god og sammenhængende historie. Dan dig et billede over, hvorfor du gør de ting, du gør – for dem skal du kunne stå på mål for. Især når du er topchef.

Jeg kunne godt forestille mig, at jeg begynder at skrive på et tidspunkt. Men jeg føler ikke, at jeg har tiden til det nu. Risikoen er naturligvis, at når først jeg får tiden til det, så er jeg blevet sådan en gammel knark – så er der jo ikke nogen, der gider at læse om, hvad jeg mener.

Fortalt til Emma Brink