"Det er en fundamentalt anden måde at arbejde på, som jeg skal vænne mig til"

Ditte Rust føler sig en anelse på udebane i sit nye arbejdsliv som forsker. For hvad skal vinklen være i de enkelte kapitler i bogen? Hvordan skal de hænge sammen, og hvordan skal hun i det hele taget strukturere sit arbejde?

Hun har forladt advokatvirksomheden Gorrissen Federspiel for at blive ph.d.-stipendiat på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Under studiet havde hun tre forestillinger om, hvad hun gerne ville bruge sin uddannelse på: Hun ville arbejde for domstolene, i advokatbranchen, og hun ville gerne være forsker. Nu kan hun sætte flueben ved det hele i en alder af 35 år.

Ditte Rust skal skrive om nogle af de juridiske udfordringer, der opstår ved brugen af autonome skibe – altså skibe uden mandskab.

Det helt rigtige tidspunkt 

Hun overvejede dog meget længe, inden hun sendte en ansøgning afsted.

”Jeg arbejdede med mit speciale, sø- og transportret, hos Gorrissen Federspiel, der er et af de absolut førende advokatkontorer på området. Og jeg var så heldig, at jeg fik tildelt den type sager, som jeg syntes var mest interessante. Samtidig havde jeg nogle enormt gode kolleger, og jeg kunne godt lide kontakten til klienterne.”

Der var to hovedårsager til, at hun alligevel endte med at søge forskerstillingen.

”Jeg er lidt af en nørd, og jeg havde fået et rigtig godt indtryk af forskningsmiljøet som student – et inspirerende miljø, hvor der er plads til livslang læring og ro til fordybelse.”

Den anden årsag var, at tidspunktet var det helt rigtige.

”Jeg har tre mindre børn. Og jeg må erkende, at det var lidt svært at forene advokatlivet med familielivet.”

Ditte Rust var ellers blevet tilbudt en deltidsstilling hos Gorrissen Federspiel.

”Og jeg tror også, det kunne have fungeret. Men jeg var bange for at komme til at opleve mig selv som den halte hest i væddeløbet, fordi jeg i det hele taget har det vanskeligt med at gøre noget halvt. Og der er ingen tvivl om, at når man er på de store advokatkontorer, er det sjovest at være der, hvor man kan være med i det forreste felt. Men det kan man kun, hvis man er i stand til at prioritere arbejdet rigtig højt og smide, hvad man har i hænderne, når der kommer hasteopgaver ind. Og det er svært, når man også rigtig gerne vil være sammen med sine børn.”  

Angstprovokerende 

Kan du så mærke, at dine skuldre er faldet lidt ned?

”Nej, det er ikke sådan entydigt, at jeg slapper mere af. Det er lidt angstprovokerende her i starten, hvor min selvdisciplin er afgørende for, om jeg når mine mål. Som advokat skal du jo bare udføre de opgaver, du får tildelt. Her sidder jeg nogle gange og tænker over, hvem der overhovedet kommer til at læse min opgave. Men jeg føler mig også privilegeret. Jeg kan sidde og nørde inden for mit eget felt og få betaling for det.”

Skiftet fra advokat til forsker har været lidt af et kulturchok, synes hun.

”På et advokatkontor lander sagerne kontinuerligt og nærmest automatisk på dit bord. En forskerkarriere er jo radikalt anderledes. Her er du din egen herre, og du skal selv administrere en tre år lang forskerstilling, hvor slutproduktet er en bog. Fra at have haft en stilling, hvor du har ekspederet sager hver dag, hvilket også er meget tilfredsstillende, har jeg dage nu, hvor jeg har vanskeligt ved at sætte en finger på, hvad jeg har udrettet. Det er en lidt frustrerende følelse, som jeg tror, jeg lige skal lære at håndtere.”

Har du fortrudt dit skifte?

”Nej. Men det er en fundamentalt anden måde at arbejde på, som jeg skal vænne mig til. Jeg må se, hvad tiden bringer. Det kan være, at jeg kommer til at befinde mig rigtig godt som forsker, men det kan også være, at jeg fx kommer til at savne kontakten til klienterne og de mere håndgribelige opgaver. Men jeg har jo min uddannelse som advokat, så jeg kan altid vælge at gå tilbage, når jeg har gjort min afhandling færdig.”