En opsang og to gode råd fra toplobbyist for kvindesagen

Vores selvtilfredshed med de sidste 100 års fremgang på ligestillingsområdet i Danmark maskerer de seneste års stilstand – og medfører en stærk modvilje mod lovindgreb på området. Sådan lyder analysen fra Joanna Maycock, generaldirektør for European Women's Lobby, af Danmarks ligestillingsproblemer. Det var også et af talepunkterne, da hun i slutningen af september gæstede Djøf til en snak om ligestilling.

Joanna Maycock kan remse et væld af udfordringer for ligestillingen i Danmark op. Men den største er altså, at vi hviler på laurbærrene, fordi vi tror, at vi allerede er i mål.

Spoiler alert: Det er vi ikke.

Lang vej igen

”Udefra tænker vi på Danmark som et moderne, progressivt og lige land, men så er der bare ingen forklaring på, hvorfor 90 % af barselsorloven tages af kvinder,” siger Joanna Maycock.

Det er ikke kun på barselsområdet, at ligestillingen halter. I Danmark er det gennemsnitlige løngab mellem mænd og kvinder på 12,8 %. Andelen af kvinder i Folketinget er aldrig nået over 40 %. Mindre end hver femte bestyrelsesmedlem er kvinde.

Så selvom kvinder er nået op på siden af mændene på flere områder – som uddannelsesområdet – er der stadig lang vej igen til at være ligeligt stillede.

Kønskvoter virker

På EU-plan er området, der halter allermest, kvinder i magtpositioner. Og her peger Joanna Maycock på én effektiv metode, der har virket for flere af de andre medlemslande. En metode, der ikke er særlig populær herhjemme: Kvoter. 

”Vi ved, at kvoter er det eneste, der virkelig virker for at ændre på magtbalancen mellem mænd og kvinder, når det kommer til parlamenter, regeringer og topposter i erhvervslivet,” siger Joanna Maycock og peger på Spaniens underhus som et eksempel.

Den spanske regering vedtog i 2007 en lov om, at partiernes kandidatlister skal bestå af mindst 40 % af hvert køn. Dengang sad kvinderne på 36,6 % af pladserne i underhuset. Til parlamentsvalget i april i år blev 47,4 % kvinder valgt ind.

Det gør de kvindelige, spanske politikere til de bedst repræsenterede blandt alle EU-medlemslandene. Og det er ifølge Joanna Maycock et godt eksempel på, at lovgivning virker.

”Kvoter er ikke målet. Kvoter er et middel til at opnå lighed i magtfordelingen. Ingen elsker kvoter, og ingen forventes at elske dem. Men de virker, det har vi beviser på fra hele verden. De hjælper med at åbenbare problemet og skaber incitament for politiske partier, bestyrelser osv. til at lave ændringer,” siger hun.

Men kvoterne kan – og bør – ikke stå alene.

”Man kan ikke indføre kvoter, og så regne med, at alt bliver fint. Man bliver nødt til at ledsage dem med at kigge på måder til at tackle de strukturelle barrierer og den diskrimination, kvinder møder,” siger hun.

Opgør med stereotyperne

Joanna Maycock mener, at kvinder i magtpositioner ofte både skal være dygtigere og barskere end deres mandlige kollegaer. For deres person og deres privatliv bliver dømt langt hårdere. En pointe, CBS-professor Sara Louise Muhr også understregede i Djøfbladet tidligere på året.

”Kvinden i magtpositionen dømmes for ofte negativt i medierne. Så er hun ikke lige så god som en mand, eller så er der noget galt med hende, fordi hun vil have magt. Hun er kynisk, overambitiøs, og svigter sin familie. Hun dømmes for at have børn eller for ikke at have nogen; for at være for smuk eller ikke smuk nok,” siger Joanna Maycock.

Det tager lang tid at ændre på den opfattelse, for den skyldes ifølge Joanna Maycock stærke bias og indgroede kønsstereotyper i samfundet.

Så hvordan ændrer man folks bias og samfundets kønsstereotyper? Ved at udfordre dem. I hjemmet. På arbejdspladsen. På gaden. Ved at tænke over, hvem der gør hvad: om det altid er kvinden i hjemmet, der husker fødselsdage, skriver lykønskningskort og køber gaver. Om det er hende, der rydder op efter de mandlige kollegaer på kontorets fælleskøkken.

For det er de små hverdagsting, der virkelig betyder noget, hvis man skal skubbe til stereotyperne. Men Joanna Maycock understreger også, hvor vigtigt det er, at alt ansvaret ikke kommer til at ligge på den enkelte kvindes – eller mands – skuldre. For ligestilling mellem kønnene er i den grad også statens ansvar.