”Ballet er en form for meditativ øvelse for mig”

Balletten er en form for nørderi ligesom juraen, siger Anne Mette Kargaard.

”Teknikken kan altid finjusteres. Man går ned og undersøger nogle ting i detaljen, og man vil også altid gerne lige gøre det lidt bedre.”

Ud over at arbejde på det Sundhedsvidenskabelige Fakultetssekretariat på Syddansk Universitet og at være mor til tre underviser hun tre hold i ballet i fritidsafdelingen under Det Kgl. Teaters Balletskole i Odense – kvinder og mænd i alle aldre. Hun har selv danset, siden hun var 13 år.

Også da hun var gravid og i de fem år, hvor hun pendlede mellem Odense og et job i det, der i dag hedder Styrelsen for Patientklager.

”At danse ballet har altid være en rigtig god hobby for mig, men på et plan, som ikke bare er motionsballet.”

Hun har danset en masse hovedrollepartier. Engang var det tåspidsskoene og tylskørterne, der fascinerede. Nu er det noget andet, der driver hende.

”Jeg ser det lidt som et helle, hvor jeg lige får tanket op igen. Og så kan jeg godt lide det med at udfordre mig selv, blive dygtigere, men også bare dét, der ligger i at være helt koncentreret – at nyde musikken og dansen. Det er en form for meditativ øvelse for mig.”

Hun bliver ikke selv undervist længere. Hun ville egentlig gerne, men der er ikke rigtig nogen tilbud til én i hendes aldersgruppe. Mange af dem har småbørn, og så kan det være svært at finde tiden, som hun siger.

”Jeg har heldigvis et rigtig godt bagland. Uden min mand og nogle rigtig gode bedsteforældre ville det ikke have kunnet ladet sig gøre. Men efter at jeg er holdt op med at pendle til København, er det faktisk, som om jeg har fået enormt meget tid forærende. Så jeg føler mindre travlhed, og jeg får energi af at danse.”

Hun underviser børn fra 10 år og kvinder på over 70 år, der også har danset hele deres liv.

”Man skal ikke gøre det for pengene. Betalingen er rent symbolsk. Men der er altid noget ved balletverdenen, der har fascineret mig, uden at jeg har haft et brændende ønske om at blive professionel.”

Og så var muligheden der heller ikke rigtig for en professionel karriere som balletdanser.

”Dengang havde Den Kongelige Ballet ikke satellitskoler. Og tanken om at skulle til København… nej. Jeg tror heller ikke, at mine forældre syntes, det var en god idé.”

Så det blev juraen.

”Det passer rigtig godt til mig. Som person har jeg altid været meget regelret. Og jeg startede på studiet med en lidt naiv idealistisk tanke om at gøre noget godt for andre. Og det synes jeg også, jeg gør i dag som færdiguddannet. Jeg har stor stolthed i det, jeg laver, og jeg synes, jeg hjælper andre, der hvor jeg kan.”

Og det gælder altså, uanset om det er juraen eller balletten.