Funktionærloven skal støves af

26-09-2012
2 min.

Djøf får opbakning fra uventet kant til at få ændret funktionærloven fra 1938. Ikke flere fyringer uden begrundelser og fuld løn under barsel til både kvinder og mænd, lyder kravet.

”Du passer ligesom ikke ind her. Du er fyret.”

Der er ingen beskyttelse at finde i funktionærloven for den medarbejder, der får sådan en besked slynget i hovedet. I dag kan arbejdsgivere kvit og frit slippe fra at fyre en medarbejder uden først at give en advarsel og en saglig begrundelse, hvis ansættelsen har varet under et år. 

Funktionærloven fra 1938 giver også kun kvinder ret til halv løn i fire uger før og op til 14 uger efter fødslen. Og mændene har ingen ret til barsel med løn overhovedet. På den måde stiller loven dem ringere end funktionærer, der er ansat i det offentlige, og også ringere end mange privatansatte, der er ansat på en arbejdsplads, hvor der er indgået en overenskomst.

Modernisering ønskes nu

Funktionærloven trænger til en tur med den store støvkost, mener Djøf, der gennem flere år har arbejdet på at få ændret loven. Og de får nu opbakning fra advokat og partner i Horten, Finn Schwarz. Han er ekspert i ansættelsesret, men han er også arbejdsgiver og lever af at rådgive arbejdsgivere. Alligevel mener han heller ikke, at arbejdsgivere skal kunne slippe afsted med at fyre en medarbejder, der har været ansat under et år uden at give en saglig begrundelse og uden at skulle betale en godtgørelse.

”I Norge og Sverige er der en meget stærkere beskyttelse af medarbejderne. Funktionærloven er simpelthen utidssvarende,” sagde Finn Schwarz på et debatmøde om en mere moderne funktionærlov, som Djøf var vært for den 25. september.

Han mener ikke, det kan være rigtigt, at arbejdsgiverne kan tænke i at skille sig af med en medarbejder lige inden, der er gået et år.

”Det er jo ganske gratis for dem at opsige en medarbejder, der har været ansat i 11 måneder og 22 dage. Og så er det jo bare med at komme ud over stepperne og glemme alt om advarsler, så ansættelse ikke kommer til at gå ud over et år,” sagde Finn Schwarz.

Barselsorlov til mænd

Og når det gælder barselsreglerne i funktionærloven, er han af den overbevisning, at de i det mindste burde være på niveau med aftalerne inden for det offentlige og i mange private overenskomster og personalepolitikker. Her er både kvinder og mænd sikret fuld løn under barsel.

Djøfs ønske om en øremærkning af tre måneders barselsorlov til mændene kommenterede han ikke. Men da det ligger i regeringsgrundlaget, skal det nok komme på bordet på et eller andet tidspunkt, lød det fra arbejdsmarkedsordførerne fra S og SF, Leif Lahn Jensen og Eigil Andersen, der også var repræsenteret på mødet. Og hvis ikke der sker noget, så stiller Enhedslisten det som beslutningsforslag, lød det fra Jørgen Arbo-Bæhr.

Uklare i mælet

Hvad der i øvrigt sker med funktionærloven ligger stadig hen i det uvisse. S og SF er enige om, at der skal en eller anden form for serviceeftersyn til på et eller andet tidspunkt. Dansk Folkeparti, der var repræsenteret ved Bent Bøgsted, advarer mod, at der kan ske forringelser, hvis man begynde at pille ved funktionærloven. Og det der med øremærket orlov til mænd, ville han slet ikke bakke op om. Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten tilkendegav, at han nok skulle bearbejde S og SF, så der kommer til at ske noget med den ’gamle og støvede’ funktionærlov.  

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.