Dagpengehovedpinen kan ikke forsikres væk

23-08-2012
3 min.

Man kan forsikre sig mod det meste. Men en lønforsikring, hvis man ryger ud af dagpengesystemet, bliver for dyr.

I Realkreditforsikringen kan man nu forsikre sig mod fyring, så kreditforeningen betaler op til et års låneydelse, så man ikke skal gå fra hus og hjem med 17.000 i dagpenge.

I forvejen har man siden omkring år 2005 via fagforeninger og a-kasser kunnet tegne fradragsberettigede, såkaldte lønforsikringer eller tillægsforsikringer i forsikringsselskaberne og få udbetalt et beløb oveni dagpengene i et antal måneder, hvis man bliver fyret. Hvor meget og hvor længe afhænger af, hvor meget man vil betale.

Men hvad med en ’udfaldsforsikring’, hvor man forsikrer sig til en udbetaling, hvis man efter en fyring og to års forgæves jobsøgen ryger ud af dagpengesystemet og ikke kan få bistandshjælp?

Bliver alt for dyrt

Alt kan lade sig gøre, og sådan et produkt ville forsikringsbranchen også godt kunne skrue sammen. Men i forvejen er tillægsforsikringerne, som der ikke er så stor volumen i, dyre. Ikke mindst hvis man vil have en udbetaling, der kan mærkes, lyder det fra branchen.

En ’udfaldsforsikring’ vil blive endnu dyrere, for når man går ledig så længe, at man falder ud af dagpengesystemet, er risikoen for, at man ikke får job igen så stor, at det vil blive en meget dyr forsikring, lyder det samtidig.

”I forsikringsbranchen er det altid en afvejning mellem risiko og spekulation,” forklarer forsikringsrådgiver Kim Sejer fra Sejer & Svendsen.

”Én ting er, hvis man uforudset bliver fyret. Men hvordan sikrer et forsikringsselskab, at den langtidsledige gør alt, hvad han/hun kan for at få et job og for ikke at indløse forsikringssummen?” siger han.

Under to procent af akademikerne har tillægsforsikring

Niels Bjerre, forsikringschef i Akademikernes A-kasse, AAK, tror ikke på, der vil være mange kunder blandt akademikere til et sådan produkt.

”Finanskrisen har kun medført en mindre stigning i antallet af medlemmer, der har tegnet en tillægsforsikring. Den andel, der betaler til vores tillægsforsikring, er stadig under to procent,” forklarer han.

”Jeg tvivler på, at mange virkelig vil tegne en forsikring, som forudsætter, at du først skal have været arbejdsløs i to år. I forvejen er det en betydelig økonomisk belastning for akademikere at blive fyret og gå ledige i to år,” siger han.

Hvis akademikere ønsker at tegne en tillægsforsikring, vil de vælge dækning i den første del af perioden, vurderer Niels Bjerre.

”De fleste håber jo på at komme i job i løbet af få måneder.”

HK´ere nu med obligatorisk lønforsikring

Fagforeningen HK Kommunal har pr. 1. juli i år indført en obligatorisk og dermed meget prisbillig lønforsikring gennem forsikringsselskabet ALKA. Alle 45.000 medlemmer skal betale 35 kr. til den. Til gengæld er de i et halvt år sikret en supplerende ydelse ved siden af dagpengene, så de kommer op på 80 procent af deres hidtidige løn.



HK Kommunal har slet ikke tænkt tanken, at man kunne udvide forsikringen til udover dagpengeperioden.

”Der er jo et kommercielt problem i det. Det vil set fra forsikringsselskabet svare til, at man laver en brandforsikring målrettet til dem, som ved, at deres hus kommer til at brænde. Forsikringspræmien bliver for høj,” siger faglig konsulent i HK Kommunal, Børge Bisgaard.

Men der er også et alvorligt politisk problem i det, understreger han.

”Når vi har gjort vores lønforsikring obligatorisk, er det ene og alene, fordi vi på nuværende tidspunkt ikke kan se nogen udsigt til, at man forhøjer dagpengesatserne. Men rent politisk mener vi stadigvæk, det er en statslig opgave at skabe et økonomisk sikkerhedsnet ved ledighed, og vi ønsker ikke en privatisering af dagpengesystemet."

To procent djøf-medlemmer med tillægsforsikring
  • Djøf tilbyder en tillægsforsikring gennem Topdanmark.
  • Man skal være i job for at tegne en tillægsforsikring. Ledige, studerende og folk over 55 år kan ikke.
  • To procent – i alt 1.051 – af Djøfs erhvervsaktive medlemmer har i dag en sådan tillægsforsikring (pr. 1. juli 2012).
  • Siden finanskriseåret 2008 og til nu er antallet af djøfere, der har tegnet tillægsforsikring gennem Djøf, steget med i alt 323 personer. Det svarer til lidt over en halv procent af de erhvervsaktive djøf-medlemmer.
  • Lønforsikringer er fradragsberettigede.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.