Forskere: Vi har for travlt

Som professor arbejder man derimod i gennemsnit 50 timer om ugen, mens lektorerne i snit arbejder 46 timer. Og også de midlertidigt ansatte – adjunkter, post.doc’er og ph.d.’er – ligger med 40-41 ugentlige arbejdstimer over timetallet i kontrakten.

Trods de ekstra timer på kontoret svarer 59 procent af forskerne, at de har svært ved at nå deres opgaver. Det viser en ny undersøgelse, som Rådgivende Sociologer har udført for magasinet FORSKERforum.  I alt 1.276 universitetslærere har deltaget.

Syv timer til forskning

Især lektorer og professorer er utilfredse med de mange arbejdstimer. 41 procent af dem svarer således, at arbejdstiden er uacceptabel.

Det er forståeligt, mener Karsten Boye Rasmussen, der er lektor på Syddansk Universitet og formand for Universitets- og forskningsudvalget i Djøf.

”Det siges ofte, at vi forskere arbejder så meget, fordi vores job er con amore, men det er jo ikke den reelle forklaring. Hvis man ser på, hvor lang tid lektorer og professorer bruger på undervisning og administration, så er der kun syv timer tilbage om ugen til forskning, hvis de skal holde sig inden for de 37 timer. Og syv timer er langtfra nok.”

Behov for lokale aftaler

Både i 2006 og 2009 viste undersøgelser lignende arbejdstid for universitetslærerne som FORSKERforums 2012-resultater. Der er altså ikke umiddelbart noget, der tyder på, at arbejdsbyrden er for nedadgående.

Hvis det skal ændre sig, er der brug for lokale aftaler om arbejdstid, siger Karsten Boye Rasmussen.

”Det her kan ikke løses med et dekret ovenfra. Der skal forhandles aftaler, der tager udgangspunkt i forholdene på det enkelte universitet, så det f.eks. står klart, hvor mange timer om ugen der skal bruges på at undervise og forske.”

Mange års usikkerhed for unge forskere

At der er behov for at få både arbejdstiden og opgavemængden under kontrol, giver FORSKERforum-undersøgelsens afsnit om stress et klart tegn på.

29 procent af de adspurgte forskere svarer nemlig, at de er så stressede, at det går ud over deres arbejdsevne.

Karsten Boye Rasmussen finder kombinationen af høj arbejdstid og et betydeligt stressniveau bekymrende – ikke bare i nuet, men også for universiteternes fremtid:

”Det tager lang tid, fra man starter som ph.d., til man kan få en fast stilling som lektor. I alle de år, hvor man er ph.d., post.doc. og adjunkt, er man i permanent usikkerhed. Hvis de faste stillinger bliver ved med at indebære lang arbejdstid og for mange opgaver, er spørgsmålet, om de bliver ved med at være attraktive. Gider de unge så overhovedet gå igennem alt det besvær og al den usikkerhed?”

Karsten Boye Rasmussen pointerer, at han oplever, at universiteterne i stadig stigende grad tager de ansattes stressproblemer alvorligt.