Vi skal ikke stå til rådighed døgnet rundt

26-06-2012
2 min.

I mange andre lande står medarbejderne til rådighed 24 timer i døgnet, men det er de færreste danske arbejdsgivere, der har dén forventning. Forventningen ligger nærmere hos os selv.

Lidt over hver fjerde danske lønmodtager har en chef, der forventer, at de svarer døgnet rundt. Og selv om det trods alt er en del, er det langt mindre end i andre lande. I Norge står næsten halvdelen konstant på spring for deres arbejdsgiver, og i Kina er det næsten to tredjedele.

Det viser en undersøgelse fra det internationale rekrutterings- og vikarbureau Randstad, der har interviewet lønmodtagere i 31 lande. I Danmark er resultaterne baseret på svar fra 400 lønmodtagere. 

Presset kommer fra os selv

Men selvom mange danskere og i særdeleshed djøferne i dag er udstyret med smartphones og hjemmeopkobling, så fornemmer Bodil Gavnholt ikke, at djøfernes chefer har en endnu større forventning om, at de kan forstyrre deres medarbejdere døgnet rundt.

”Det er nærmere djøferne selv, der kan have svært ved at styre deres arbejdstid og er ’på’ døgnet rundt. Det er f.eks. ikke unormalt, at de sætter autosvar på deres indboks og alligevel svarer to minutter efter, de har modtaget en mail,” siger Bodil Gavnholt.

Og netop i disse krisetider kan det godt være, at vi lægger et ekstra pres på os selv for at være online hele tiden, siger arbejdslivsforsker Karen Albertsen, TeamArbejsliv.

”Vi får større fokus på at promovere os selv og markere, at vi laver noget. Og hvis chefen selv sender mails sent om aftenen, føler vi os måske nok i højere grad pressede til at svare med det samme.” 

Pres udefra

Men presset kommer ikke udelukkende fra os selv. Karen Albertsen mener, at alt peger på, at der også i Danmark vil være stigende forventninger om, at vi er online døgnet rundt. Med globaliseringen kommer vi nok til at mærke et større ydre pres på at være tilgængelige efter klokken 17.00, mener hun.

”Hvis du er ansat i en asiatiskejet virksomhed, hvor andre arbejder, mens du i princippet holder fri, kan det godt blive svært at holde 100 procent fri fra telefon og mail,” siger Karen Albertsen. 

Italesat pres

Men selvom der trods alt er en del danskere, der ifølge Randstads undersøgelse, har en chef, som forventer, at de er online ud over den normale arbejdstid, så er det stadig i den lave ende i forhold til andre lande.

”Det kan nok forklares med, at vi har været gode til at italesætte stress og det grænseløse arbejde og mange steder har fået sat nogle rammer for det. Og det tror jeg, der kommer endnu mere af fremover,” siger Karen Albertsen. 

Misforstået pres?

Men hvis der ikke allerede findes aftaler på området, kan det kun gå for langsomt med at få forventningsafstemt med sin chef, mener Bodil Gavnholt. For hun ved godt, at mange djøfere føler sig pressede til at arbejde mere end godt er, og når de så får mails fra deres chef klokken elleve om aftenen og igen før solen står op, og deres kolleger er online tæt ved midnat, kan det være svært at lade mail være mail.

”Men det er langt fra sikkert, at chefen forventer et svar tilbage udenfor normal arbejdstid. Se chefen i øjnene og spørg, hvad forventningerne er til dig. Hvor hurtigt skal du reagere på en mail, og hvordan skal du tolke det, når chefen sender dig en mail klokken ti om aftenen?” lyder rådet fra Bodil Gavnholt.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.