Studiejob giver ikke eksamensfri

08-06-2012
1 min.

Arbejder du ved siden af studierne, giver det ikke sig selv, at du kan skrue ned for arbejdstiden, når eksamen nærmer sig. Sørg for klare aftaler med chefen.

Sommerferien er så småt på vej. Men inden man som studerende kan lade bøgerne hvile på reolen, skal eksamenstiden klares.

Det kan være noget af en udfordring, hvis man samtidig skal passe sit studiejob nogle dage om ugen. Derfor får Djøfs studenterrådgivning en del henvendelser fra studerende, der vil vide, om de har krav på at få fri i eksamensperioden.

Men det er der ingen garanti for, forklarer chefkonsulent i Djøf Bodil Gavnholt.
”Uanset om man er postbud, arbejder i et fitnesscenter eller har studierelevant arbejde, har man ikke krav på at kunne holde fri eller arbejde mindre i de perioder, hvor studiet kræver, at man er meget på. Har man en kontrakt på 10 eller 15 timer om ugen, kan man ikke regne med, at det er okay kun at arbejde fem timer.”

Hendes råd er, at man som studerende laver en aftale med sin chef i god tid. Faktisk bør man få skrevet eksamensperioden ind i sin ansættelseskontrakt.



”Allerede før du starter i jobbet, er det en god idé at tænke din årscyklus igennem: Hvornår kommer studiet til at fylde meget? Sørg så for at få en konkret aftale om, hvad du kan og må i den periode. De fleste chefer ved godt, at studerende har travlt, men det er dig selv, der skal være oppe på dupperne for at kunne få fri,” siger Bodil Gavnholt.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.