Må chefen forstyrre dig i ferien?

19-06-2012
1 min.

Er det ok, at chefen sender dig mails eller ringer til dig i din ferie? Det korte svar er nej – men der er alligevel nuancer.

Som udgangspunkt har din chef ingen ret overhovedet til at forstyrre dig i din ferie. Sådan lyder det klare budskab fra Helene Rafn, chefkonsulent i Djøf.

”Man har på ingen måde forpligtigelse til at tjekke mails eller svare på dem, og du behøver i princippet ikke tage telefonen – heller ikke selvom det er chefen, der ringer,” siger hun.

Ja, rent faktisk har du pligt til at holde helt fri fra arbejdet, når du holder ferie.

”Hvis du har optjent feriepenge hos en tidligere arbejdsgiver, har du skrevet under på, at du kun kan få udbetalt pengene, hvis du reelt set holder fri. Arbejder du alligevel lidt hist og pist i løbet af din ferie, har du jo underskrevet på et forkert grundlag,” siger Helene Rafn. 

Vær konstruktiv

Alligevel opfordrer hun dog til, at man har en konstruktiv tilgang til at blive forstyrret i sin ferie.

”Hvis man har en arbejdsgiverbetalt telefon, forventer chefen nok ikke, at den er slukket i tre eller fire uger. Og hvis det drejer sig om et opkald fra en frustreret kollega eller chef, der ikke kan finde en vigtig sag, vil det nok være dumt ikke at bruge de par minutter, det tager at hjælpe,” siger Helene Rafn. 

Erstatningsferie

Men handler det om reelt arbejde, fordi der opstår en akut situation, så forholder det sig anderledes.

”Hvis du og chefen er enige om, at du bliver nødt til at arbejde i din ferie, fordi der er opstået noget uopsætteligt, så skal I aftale, at du så for eksempel tager to feriedage på et andet tidspunkt,” siger Helene Rafn, der i øvrigt ikke selv har nogen planer om at tjekke mails i ferien.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.