Brixtofte ville have snuset en whistleblower op

Men da BT i januar 2002 lå inde med en plasticpose med rødvinsbilag fra restaurant Sepp i Farum Arena og havde fingeren på aftrækkeren, var der en embedsmand fra rådhuset, der sang. Han sneg sig en mørk aften op af havegangen til journalist Morten Pihls Holte-villa og bekræftede, at historien var god nok.

’Jeg har aldrig været her. I har aldrig talt med mig. Det må ikke komme frem. Jeg har aldrig nogensinde været her. Aldrig. Det må I love mig’, lød hans første sætning.

”Nej, det var ikke mig,” siger jurist Erik Geert Pedersen, der forrige år gik på pension efter at have været ansat i Farum, senere Furesø Kommune siden 1998.

”Men beskrivelsen i Morten Pihls bog gør, at jeg kan gætte, hvem det var.”

Selv er han blevet afhørt af Farum-kommissionen i to omgange for syv-otte år siden. Læsning i den 16 bind store færdige rapport maler billeder frem i farver for ham.

Erik Geert Pedersen kom til Farum fra Allerød Kommune. Han var blevet headhuntet af chefen for Planafdelingen. I Planafdelingen var de meget kritiske overfor Brixtofte og talte forarget om, at hvis man var sponsor for Farum Boldklub og ejede noget jord, fik man en lokalplan.

Erik Geert Pedersen fik aldrig selv en ulovlig ordre af Peter Brixtofte. To gange fik han en skideballe for at have fulgt sin egen holdning om juraen i aktindsigtssager. Èn gang sagde Planafdelingen fra: Man nægtede at rette i et kritisk notat om et kollegiebyggeri, og det gjorde den tekniske chef også. Han blev derpå sat på den berømte champignonkur: Deporteret til et mørkt sted og fik hældt møg ned over sig. Andre blev derefter sat til at skrive notatet om.

Ingen turde blæse i fløjten

Leif Frimand, den ordførende direktør, skrev under på gældsbreve om lån for 340 mio. kr. vel vidende, at byrådet ikke havde fået besked. Det er en klokkeren kriminel handling.

”Det kom jeg lidt uforvarende til at vide. En af de andre direktører, som jeg på et tidspunkt fik kontor tæt på, vidste det og havde brug for at betro sig til nogen. Det blev så til mig. Jeg fortalte det ikke videre til nogen. Moralsk set burde jeg have gjort det. Men jeg var menig medarbejder, havde intet med sagen at gøre og havde ingen pligt til at gøre det.”

Som ansat i Farum dengang løb man selv hele risikoen, hvis det var kommet frem, at man havde sladret.

Derfor glæder det ham at læse, at Farum-rapporten skriver, at forløbet kan ’give anledning til genovervejelse af behovet for lovgivning om meddeleret og – navnlig – ansættelsesretligt værn og i den sammenhæng, om vejledninger og etiske regler rækker’.

Men rapporten er for spag, mener han.

”Man skal have pligt til at ytre sig også om måske ulovlige forhold, ikke kun om klart ulovlige ting. Meddeleret kan kun fungere i den ideelle verden, hvor chefer og medarbejdere ikke glider af på kritik eller afviser at behandle den seriøst.”

Og så skal det sikres, at man ikke kan fyres eller skades bagefter, fastslår han.

”Jeg giver ikke så meget for det, når rapporten skriver om et ’økonomisk værn’. Hvad er et par års ekstra løn værd, hvis man bliver fyret og har svært ved at få et tilsvarende job igen.”

En whistleblower-ordning i Farum Kommune ville ikke have været ret meget værd, mener han. Brixtofte vidste jo ret præcist, hvem der vidste hvad om de forskellige sager og ville hurtigt have snuset den formastelige op.

Så skulle den da have været totalt anonym og have ligget et sted langt væk fra kommunen.

”Men hvis der havde været en sådan instans, er jeg ret sikker på, at der var et par af kollegerne i Planafdelingen, der ville have brugt den.” 

Hold jer fra rovdyrscirklen

De mindst fire bøger, der for længst er skrevet om Farum, beskriver malende Brixtoftes hang til at ansætte chefer uden kommunal erfaring og relevant uddannelse - tit nogen han reddede ud af et problem. Eller hvordan han trak bestemte op nedefra, gav dem en høj løn og frynsegoder, lukkede dem ind i sin magtcirkel og blæste dem op til noget stort, for på den måde at gøre dem afhængige af sig. Og når de så kom på kant med ham: Flytte dem rundt, degradere dem, kujonere dem og sætte dem ned i løn.

Som Helene Lund, SF-medlem af Farum Byråd, sagde til djøfbladet om en cand.polit. fra Finansministeriet, der tilbage i 1994 hastigt forlod borgmestergangen efter kun ni måneder.

”Han var vores sidste rigtige kommunaldirektør.”

Med Brixtofte vidste Erik Geert Pedersen fra start af, at han skulle holde sig langt fra indercirklen, hvis han ville overleve. Han holdt armslængde. Kaldte ham aldrig ’Peter’, altid ’borgmesteren’. Rejste sig fra bordet, så snart han kunne fra de få rødvinsmiddage, han deltog i. Undgik fryns, fik ikke sit lønniveau skruet op.

Alle kommunale embedsmænd bør holde armslængde til deres politikere, mener han.

”Det er den helt fatale fejl! Jeg har set det så mange gange, ikke kun i Farum: At embedsmænd føler, at borgmesteren eller udvalgsformanden er en flink fyr, de maser sig indenfor det, jeg kalder rovdyrscirklen og – endnu værre – elsker at sole sig i minkforet af slængkappen. Men på et tidspunkt bliver politikeren trætte af dem, og så har vi balladen.” 

Slap for let

Kommissionen har afhørt imponerende 220 personer.

”De har været grundige. Hvis formålet var én gang for alle at få beskrevet 100 procent, hvad der foregik i Farum dengang, så er der valuta for de mange penge.”

Men han er ikke imponeret over kommissionens fremadrettede anbefalinger og forslag. De er nedtonede.

”Byrådet fra dengang slap for let, og de slipper for let i rapporten. De så sig ikke for gode til, da skandalen rullede – i hvert nogle af dem – at tørre ting af på embedsværket, som de selv havde haft ansvaret for.”

Tilsynsrådet slipper for let. Man skal tage ekstra stærke briller på, når man har at gøre med enevældige bykonger.

Kommissionen giver Brixtoftes flade struktur med sideordnede direktører uden samlet overblik en del af skylden for, at det gik, som det gik, mener han.

”Men kommunerne skal ikke tilbage til et pyramidehierarki. Så vil de unge da ikke arbejde der. Der er de vist lidt virkelighedsfjerne.”

Og så skriver de, at der ikke er grund til lave regler om kommunaldirektørens beføjelser i forhold til borgmesteren.