Arbejdsfordeling - og job til flere

Den økonomiske krise har bidt sig fast. Der er omkring 25 millioner arbejdsløse i Europa. Det danske boligmarked ligger underdrejet i dybfryseren. Arbejdsløsheden blandt djøfere er rekordhøj. Og det gør ondt, fordi dækningsgraden for djøfere er meget lav, og de berørte djøfere har mistet deres arbejdsliv. 

Hvad kan der gøres i denne situation så langt fra ’normalen’?

Min præmis er, at efterspørgslen på arbejdskraft i Danmark vil være mindre end udbuddet i en årrække, og at vi derfor er nødt til at handle på kort sigt. Det er ikke længere forsvarligt – hverken ud fra politiske, økonomiske eller humanistiske bevæggrunde – at fortsætte med laissez faire-politikken.

De direkte ramte af arbejdsløshed betaler en for høj pris både menneskeligt og økonomisk. Jobsøgende ekskluderes, diskriminieres (unge/ældre), marginaliseres osv. For samfundet er det også et stort problem, at den unge og veluddannede arbejdskraft parkeres på reservebænken, når de er en vigtig del af vores fremtid, hvis vi stadig vil bevare velfærdsstaten. Og de offentlige finanser lider lige nu med et underskud for 2012 på omkring 100 milliarder kroner. 

Mit forslag er at se på arbejdsfordeling og jobrotation.

Når der helt klart ikke er job til alle, der gerne vil arbejde, må vi gå nye veje i organiseringen af dagens arbejdsmarked i Danmark, hvis vi virkelig ønsker at afhjælpe de værste gener af krisen, og at flest muligt kommer hele ud på den anden side af krisen.  

Mit forslag går ud på, at vi midlertidigt tilpasser udbuddet af arbejdskraft til efterspørgslen i de kommende år. Det kan ske ved arbejdsfordeling og jobrotation. 

Arbejdsfordeling er velprøvet i både udlandet og i Danmark fx i form af den såkaldte ’skraldemandsmodel’. OECD har fremlagt studier fra 2008-2009, der viser, at arbejdsfordeling er en sikker vej til at øge beskæftigelsen. 

Jobrotation kan også siges at være velprøvet i Danmark fx i forbindelse med indførelsen af barselsorloven og kan selvfølgelig sagtens udvides i omfang, frekvens mv. Det ville være oplagt at tænke mere systematisk i efteruddannelse og innovation for den ’faste styrke’, som normalt ikke har tid til at forlade arbejdspladsen med henblik på at fordybe sig i arbejdspladsens fremtidige udfordringer.

Vi har kort sagt brug for en seriøs debat om arbejdsfordeling og jobrotation.  

Hvad koster det?

Jeg mener, at arbejdsfordeling skal indføres uden offentlige subsidier; i modsat fald vil det blive for dyrt under den aktuelle krise ved ikke at bidrage til mindre, offentlige udgifter til dagpenge osv. Det kan diskuteres, om ordningen skal gøres frivillig eller kun skal gælde bestemte delmarkeder på arbejdsmarkedet. Hvis arbejdsfordeling ikke skal gøres obligatorisk, kunne udvalgte brancher og/eller geografiske områder med stor ledighed eller arbejdspladser over en vis størrelse udvælges til ordningen. Jeg mener, at ordningen efter en hurtig høring af arbejdsmarkedets parter skal sikres ved, at et flertal i Folketinget gennemfører provisoriske love, som automatisk ophæves eller lempes, i takt med at krisen overvindes. Kriterier for ’krisen’ bør samtidig defineres på linje med pejlemærkerne i den såkaldte finanspagt i EU.

Antages det, at både løn og arbejdstid nedsættes med fx 5 procent, vil den udbetalte løn kun falde med 2-2½ procent som følge af den relativt høje marginalskat. En lønnedgang på omkring 2 procent for mere fritid – i gennemsnit cirka en time ekstra hver uge – er vel ikke så dårligt et bytte i en verden, hvor mange klager over stress og udbrændthed i arbejdslivet.  

Hvem gavner det?

Arbejdsfordeling er først og fremmest en gevinst for Danmark, fordi vi holder hele arbejdsstyrken i topform, herunder får integreret fremtidens arbejdskraft – nemlig de unge og nyuddannede, heriblandt ikke mindst yngre djøfere. Når konjunkturerne vender, er vi parate til at arbejde lidt længere, og vi har ikke tabt generationer fra arbejdsmarkedet; tværtimod er de arbejdsløse unge til den tid blevet ret så erfarne!