Træningen giver ro

7.9.2011

af

Kenny Fredsted Knudsen, cand.merc.MIB., konsulent inden for strategi og ledelse. Maratonløber, triatlet og nu også ironman – har netop gennemført Challenge Copenhagen 2011 i tiden 10 timer og 29 minutter.

Hvad fik dig til at sætte dig et mål, der hed ironman? Kunne mindre ikke gøre det?

”Jeg så det som den ultimative udfordring at sætte mig selv et så langstrakt mål efter at have løbet flere maratonløb. Som mange andre akademikere er jeg vant til at udfordre og udvikle mig selv i mit arbejde for at se, hvor langt jeg kan nå. Tidligere har jeg nok haft en tendens til, at jeg skulle fikse hele verden inden i morgen. Det går bare ikke, hvis du skal gennemføre en ironman. Du er nødt til at bygge dig selv op. Jeg har lært, at man ikke skal æde kagen på én gang, man skal tage den i små bidder.”

Tænkte du på cv-pleje, da du gik i gang med at træne til ironman?

”Nej, jeg gør det ikke for cv’ets skyld. Men det siger jo noget om, at jeg kan sætte mig et mål og nå resultater, og det er da klart, at det er nogle kvalifikationer, jeg vil prøve at sælge, hvis jeg sender et cv. Og det er da også noget, jeg fortæller om både på Facebook og LinkedIn.”

Hvad giver det dig at træne så mange timer om ugen?

”Jeg bliver ikke bare udfordret fysisk, jeg bliver i høj grad også udfordret mentalt. Når jeg sidder på cyklen mange timer i træk, kommer tankerne om, hvad jeg vil med mit liv, mit arbejde og min kæreste – det sætter mig nærmest i en meditativ tilstand. Min familie og venner siger også, at de stort set ikke har set mig være knotten eller sur det seneste år – jeg har lært at se et større perspektiv, prioritere min tid og sætte pris på de små ting.”

Stresser det dig ikke at skulle presse op til 20 timers træning ind i dit øvrige program?

”Tværtimod, det har nærmere stresset mig ned. Jeg får mere fysisk energi og mentalt overskud og frihed til blandt andet at tænke over arbejdet. Og jeg har været meget bevidst om ikke at sætte mit liv på pause og lade det koste mig mit sociale liv.”

Hvad har det kostet dig økonomisk?

”Cirka 50.000 kroner. Og det dækker alt fra kontingenter, udstyr, cykel, våddragt, løbesko, tøj, energi, kosttilskud og træningslejr på Lanzarote. Men det er meget individuelt, hvor mange penge man vil bruge på at lave en ironman.”

Har du sat dig et nyt mål?

”Jeg er en af de heldige, der har fået en plads til New York Ironman i august 2012. Det bliver så fedt!”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet