Mandlige topledere sætter pris på følelser

20-09-2011
2 min.

Mandlige topledere får succes på følelsesmæssig intelligens, viser undersøgelse. Man kan slet ikke træffe beslutninger uden en god forbindelse til sine følelser, siger professor i ledelse.

57 danske topledere er blevet spurgt i et personligt interview: Hvad er den ledelsesmæssige kompetence, du har mest brug for? Modsat vores rutineforventning svarer stort set alle de mandlige topledere: Følelsesmæssig intelligens.

Måske bruger de ikke lige dét ord, men de nævner konsekvent en personlig blød kvalitet som en kompetence ved dem selv, som de bruger i deres lederskab. Fx ’Jeg skal turde være åben og vise, hvem jeg er’ og ’Jeg skal evne at lytte og udvise empati’. Et højt fagligt niveau tager de som en selvfølgelighed, men det er de mere personlige egenskaber, de fremhæver som årsagen til deres succes i karrieren.

De adspurgte er adm. direktører eller lige under i 39 større private og offentlige virksomheder som Danske Bank, Forsvaret, Miljøministeriet, Nykredit og COOP, og de medvirker i undersøgelsen Diversity at Work. De er hver især blevet interviewet i én til halvanden time.

”Toplederne var ikke bange for at vise feminine kompetencer, tværtimod,” forklarer udviklingskonsulent Anja Vintov, som har ledet undersøgelsen.

Realiteten er, at man ikke kan træffe beslutninger, hvis man ikke har en god forbindelse til sine følelser, siger professor Steen Hildebrandt fra Aarhus School of Business ved Aarhus Universitet. Man kan heller ikke kommunikere ordentligt.

”Vi har bare ikke i ledelsessammenhæng villet tale om den følelsesmæssige intelligens,” fastslår han.

Faglighed, logisk sans, sproglige evner – og meget andet – er selvklart også nødvendige kompetencer, understreger han.

”Det hele hænger sammen, men på mange måder kan man sige, at menneskets følelsesmæssige og sociale kompetencer – som binder det hele sammen – er grundlaget for at udfolde mange af de andre kompetencer og intelligenser,” siger han.

Stereotyper lever videre

Alligevel lever stereotypen om empati og følelser som en særlig kvindelig ledelsesstil stadig i bedste velgående i topledernes hoveder.

Det viser undersøgelsen også, påpeger lektor på Department of Business Administration ved Lunds Universitet, ph.d. Sara Muhr, som har været med til at gennemføre den.



”Selvom de mandlige topchefer lagde stor vægt på, at det var vigtigt med følelsesmæssig intelligens hos dem selv, så var de – når de blev spurgt om køn – hurtige til at falde i fælden med, at kvindelige chefer er empatiske, følende og holistisk tænkende, hvorimod mandlige chefer er beslutningsdygtige, resultatorienterede og har gennemslagskraft.”

Det fører til typiske stereotyper om køn i ledelse, siger Anja Vintov. Fx: ’Vi skal have flere kvinder ind i direktionen, fordi vi har brug for nogle feminine værdier’. Og: ’Kvinder må lære sig at være mere maskuline og kunne spillet, så vi kan få nogle flere kvinder ind i direktionen’.

”Vores interviews viste, at de fleste topledere i praksis trækker på både deres maskuline og feminine kompetencer, og den gode leder tør stå ved begge sider. Men i den måde, som toplederne taler om køn på, låser de sig fast på en virkelighedsfjern forestilling om mænd og kvinders stereotype forskellighed,” siger Sara Muhr.

Rapporten anbefaler, at virksomhederne i stedet begynder at tale om, at både mænd og kvinder skal bruge mere af deres samlede kompetence, for det er nødvendigt i ledelse.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.