JØP-valget havde 92% sofavælgere

20-09-2011
2 min.

Læserbrev fra Lars Wismann, projektchef & direktør, cand.merc., statsaut. ejd. mgl. & valuar.

Det netop afholdt JØP bestyrelsesvalg resulterede i en stemmeprocent på 8%. Ud af ca. 45.000 medlemmer pr. 1. maj 2011 var der 3.579 medlemmer, der ønskede at afgive stemme. Ifølge bestyrelsens formand Agnete Raaschou Nielsen er JØP 100% medlemsstyret, hvor demokrati er en mærkevare. I pensionskassen forvaltes en formue på ca. kr. 45 mia. eller kr. 1 mio. pr. medlem i gennemsnit. Når 92% af medlemmerne ikke afgiver stemme, mener jeg, at det er misvisende at kalde pensionskassen for 100% medlemsstyret, hvor demokrati er en mærkevare. Jeg har derfor stillet bestyrelsen en række konkrete spørgsmål, som jeg gerne ser besvaret med korte og konkrete svar. Her er spørgsmålene:

  1. Hvor lav skal stemmeprocenten være ved et JØP-bestyrelsesvalg, før bestyrelsesformanden ikke længere vil hævde, at JØP er 100% medlemsstyret, hvor demokrati er en mærkevare?
  2. Er bestyrelsen enig i, at en stemmeprocent på 8% og 92% sofavælgere ikke er tilfredsstillende i en pensionskasse, hvor demokrati hævdes at være en mærkevare?
  3. Vil bestyrelsen iværksætte en uvildig medlemsundersøgelse for at skaffe JØP-medlemmerne viden om, hvorfor kun 8% valgte at stemme, og hvorfor 92% valgte ikke at stemme?
  4. Hvor høj en stemmeprocent mener bestyrelsen, at der burde være ved bestyrelsesvalgene for, at valgdeltagelsen er acceptabel?
  5. Mener bestyrelsen, at valgdeltagelsen kunne forventes at blive højere, hvis JØPs medlemmer valgte samtlige medlemmer af bestyrelsen herunder formanden og næstformanden frem for, at medlemmerne alene kan afgive stemme på 4 menige medlemmer af bestyrelsen?
  6. Vil bestyrelsen fremlægge 3 konkrete forslag til, hvad bestyrelsen vil gøre for, at valgdeltagelsen fremover bliver højere end 8%?

Jeg ser frem til en systematisk besvarelse med konkrete svar.

Med venlig hilsen
Lars Wismann, projektchef & direktør
cand.merc., statsaut. ejd. mgl. & valuar

Svar:

Alle medlemmer af JØP kan stille op til og vælges til bestyrelsen, og med fire ud af syv pladser i bestyrelsen har de direkte medlemsvalgte således det afgørende ord. Kampvalget til bestyrelsen viser, at medlemmerne også bruger denne indflydelse. På bestyrelsesmødet i juni bød vi velkommen til Martin Klintholm, der er nyvalgt til JØPs bestyrelse på bekostning af en af bestyrelsens kandidater. Ved et tidligere kampvalg har alle de medlemsvalgte medlemmer af bestyrelsen været medlemmernes kandidater.



Stemmeprocenten er lav. Ved dette valg omkring 8 % og ved tidligere valg højst ca. 12.  Vi ser lignende mønstre i andre pensionskasser, og det afspejler formentlig den generelt lave interesse for pensionsforhold. For JØPs vedkommende har det muligvis også betydning, at vi har relativt mange unge medlemmer; interessen for pension stiger som bekendt med alderen. Af hensyn til sikkerheden i valghandlingen har hverken administration eller bestyrelse mulighed for at se alder, køn eller andre kendetegn ved dem, der har stemt.

Vi har ingen aktuelle planer om at gå dybere ind i årsagerne. Til november skal medlemmerne af JØPs afdeling 1 tage stilling til et tilbud om at omtegne deres pension. Det er en vigtig beslutning, hvad enten man siger ja eller nej til tilbuddet. Så dér er vores fokus lige nu.

Med venlig hilsen
Agnete Raaschou-Nielsen

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.