Frivilligt arbejde sikrer ikke velfærdsstaten

06-09-2011
6 min.

Det ligner ny vin på gamle flasker, når regeringen satser på frivillig arbejdskraft som løsning på samfundets sociale problemer, mener sociolog Kaspar Villadsen, der i modsætning til politikerne ikke kan få øje på ’kæmpepotentialet’.

I starten af marts blev Dagbladet Informations læsere præsenteret for socialminister Benedikte Kiærs hyldest til det frivillige arbejde i kronikken ’Civilsamfundet er i bevægelse’. Den konservative minister hylder i kronikken civilsamfundet som ”den innovative urkraft i vores velfærdssamfund” og taler om, hvordan vi kan ”indløse det kæmpepotentiale, som civilsamfundet rummer for at udvikle vores velfærdssamfund.” Kronikken ligger i forlængelse af regeringens civilsamfundsstrategi, der blev offentliggjort sidste efterår. Ambitionen er, at hver anden dansker i 2020 skal være engageret i frivilligt arbejde.

Sociolog og lektor ved CBS Kaspar Villadsen, der har forsket i frivilligt arbejde i en årrække, er skeptisk i forhold til regeringens målsætning, og han sætter spørgsmålstegn ved, om man kan tale om et ’kæmpepotentiale’. 

”Siden starten af 80’erne har man prøvet at opdyrke det frivillige arbejde igennem puljer og forsøgsordninger, så hvis der fortsat skulle være et kæmpepotentiale, ville det være ret pudsigt. Ritt Bjerregaard opdagede allerede potentialet i 1981 og luftede det blandt andet i sine taler til OECD. I kølvandet herpå begyndte staten at lave forsøgspuljer, blandt andet de såkaldte PUF-midler. Ideen var, at de frivillige tilbud kunne blomstre nedefra med lidt nænsom statslig gødning. Det var dog vigtigt, at tilskuddene ikke var faste, fordi foreningerne nødigt skulle blive afhængige af staten. En anden socialminister, der også var meget interesseret i det frivillige arbejde, var Karen Jespersen, der også igangsatte diverse tiltag,” siger Kaspar Villadsen og fortsætter:

”Man kan også se tendensen hos socialforskningsinstituttet SFI (i dag SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, red.), hvis undersøgelser er en god afspejling af politikernes ønsker. I 60’erne og 70’erne undersøgte SFI levevilkår, socialklasseinddelinger og uddannelsesniveauer og prøvede at udvikle universelle mål for velfærd. I 80’erne skiftede det så pludseligt. Nu handlede det om alt det, der er uden for staten. Der kom mange publikationer fra SFI, jeg var selv med til at lave nogle af dem, som handlede om de frivillige organisationer, sociale netværk og lokale ildsjæle. Nu skulle socialarbejdere sætte sig ned sammen med klienten og ringe rundt til personens netværk og spørge, om det ikke var på tide at søstre, brødre og gamle venner gik ind og var støttepersoner for folk på vej ud i social deroute. Det ikke-statslige blev helliggjort og idylliseret. Benedikte Kiærs kronik i Information er variationer over det samme tema, som vi har hørt fra Ritt Bjerregaard og frem.”

Men det er vel også en tillokkende tanke, at man kan få ulønnet arbejdskraft til at overtage nogle af de arbejdsopgaver, som staten og kommunerne ellers skulle finansiere?

”Ja, og det er også altid tillokkende at have en drøm. Jeg tror, at det som politiker eller bureaukrat kan være et forførende supplement til den kedelige administrative praksis at have en drøm om noget mere ægte og autentisk, der vokser nedefra og er drevet af behjertede amatører uden for planlægningens regulativer. Mange har en forestilling om noget eksternt uden for staten, der gror, hvis det har de rigtige betingelser. Det, mener jeg, er en idylliseret tankegang. Hvis det frivillige arbejde skal styrkes, er det dybt afhængigt af staten. Forskningen viser, at rigtig meget frivilligt socialt arbejde er afhængigt af forskellige former for tilskud, så det er ikke en selvstændig sektor i sig selv uden for staten, der har kæmpepotentiale.”

Kvalitetssikring

Kan man ikke forestille sig, at hvis de frivillige organisationer skal gå ind at tage et større ansvar på det sociale område, så vil det netop kræve mere regulering og regler, og så vil folk miste lysten til at være frivillig?

”Det er en frygt, der hele tiden bliver formuleret fra de frivillige, forskere osv., og den er også reel nok. Der er et dilemma. Hvis staten i stigende grad vil bruge frivillige til at tage sig af de udstødte, så må man overveje, om man kan tillade et fravær af regulering og samtidig sikre rettigheder, fordi nogle af de principper, man bruger i det offentlige, kan man ikke på samme måde bruge i de frivillige tilbud. På en side kan man sige, at det er positivt, at de frivillige kan møde de udsatte på nye måder og i øjenhøjde uden at registrere dem, men på den anden side ligger der også den fare, at vi får nogle skøn, der bygger på smag.

Der er lavet undersøgelser af herberger for hjemløse. Blandt lederne af disse tilbud, var der nogle, der var specielt gode til at sikre de hjemløse en bolig, fordi de tidligere havde arbejdet inden for det offentlige og kendte systemet. De vidste derfor præcis, hvordan de skulle beskrive den hjemløse, så vedkommende fik adgang til en bolig. Man skal kunne sandsynliggøre, at klienten har så mange sociale problemer, at han ikke bare selv kan skaffe sig en bolig, men samtidig skal han kunne fremvise potentiale. Der kan sidde nogle enkelte medarbejdere rundt omkring i herbergerne, der mestrer den afbalancerede beskrivelse, mens andre ikke gør det.”

Hvad vil det betyde for kvaliteten af det sociale arbejde, at det bliver uddelegeret til frivillige?

”Tilbage i 1997 var jeg med til at lave en undersøgelse, hvor vi forsøgte at måle kvalitet i det frivillige sociale arbejde. Det var ret svært, fordi organisationerne ikke var meget for at tale om kvalitet. Vi måler ikke vores brugere, forklarede de.



’Men hvordan skal vi så måle, om der er kvalitet i det, I laver?’ spurgte vi.

’Hør her unge venner’, lød svaret fra daværende korshærschef Bjarne Lenau Henriksen. ’Når jeg kan gå fløjtende hjem fra min sociale cafe og vide, at jeg rigtigt har mødt et menneske, så er der kvalitet i arbejdet’.

Det viste sig, at de, da det kom til stykket, faktisk havde en række konkrete kvalitetssikringsmidler, man kunne måle på. Men en organisation som Kirkens Korshær er meget bevidst om, at den ikke vil spille med på det offentliges bureaukratiske principper. Så hvis staten vil støtte det her arbejde, kan den være nødt til at give afkald på nærgående kvalitetsundersøgelser.”

Men kan staten tillade sig at smide penge efter noget, man ikke ved virker?

”Ja, det mener jeg godt, den kan. Man kan også diskutere, hvor godt kulturinstitutioner egentlig virker. Det er også en blød og svært målbar produktion. Det vil sikkert blive diskuteret, men da der er bred politisk enighed om, at man skal støtte frivilligt arbejde, så vil man tillade det. Der er en sjælden enighed om satsningen på det frivillige på tværs af det politiske landskab. De borgerlige partier har en ide om, at når man lægger ting ud til frivillige organisationer, så skaber man også individer, der er mere selvansvarlige. Det vil sige, at der ikke er en stat, der tvinger borgere til at betale skatter til velfærdssystemet, men borgerne tager selv ansvar for samfundets sociale problemer. På venstrefløjen derimod kan man være tilhænger af at give til de frivillige organisationer ud fra en ide om, at man derved bringer den lokale ildsjæl og de lokale fællesskaber i spil og dermed demokratiserer velfærdssamfundet nedefra.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.