Gratis akademisk arbejdskraft

23-08-2011
1 min.

Flere og flere unge europæiske akademikere arbejder gratis i praktikstillinger, men ingen ved, hvor mange. Det har EU-Kommissionen sat sig for at finde ud af.

I Tyskland bliver de kaldt ’Generation Praktikum’. Op mod 40 procent af de tyske nyuddannede akademikere arbejder i praktikstillinger – heraf halvdelen ulønnet. I Frankrig tager omkring 90 procent af de nyuddannede i praktik – halvdelen af dem i flere omgange – og ofte er der tale om ulønnede stillinger.

Der findes dog ingen officielle tal, og derfor er EU-Kommissionen nu i gang med at lave en opgørelse.

Emilie Turunen, medlem af EU-parlamentet for SF, finder det uholdbart, at der ikke er officielle tal og hilser en opgørelse velkommen.

”Det er min fornemmelse, at antallet ulønnede praktikstillinger er gået voldsomt op,” siger Emilie Turunen, der bygger sin fornemmelse på dem hun har snakket med og de få tal, der findes.

I Danmark viste en undersøgelse Ugebrevet A4 foretog i marts i år, at antallet af studerende i ulønnet praktik i offentlige institutioner er steget de senere år. Samtidig viste undersøgelsen, at der i flere og flere tilfælde er tale om praktikstillinger, der stik mod regeringens politik forlænger studietiden. 

”Det indikerer, at det er et europæisk fænomen og et ret stort problem, fordi mange nu bliver fanget uden indkomst. De har simpelthen svært ved at komme ind på det rigtige betalte arbejdsmarked,” siger Emilie Turunen og fortsætter:



”Jeg hører også fra Østrig, Portugal og Grækenland, at det er et udbredt fænomen og der er mange millioner unge, der i stedet for at få faste jobs er nødt til at tage ulønnede praktikjobs. Jeg har også hørt om unge, der flytter hjem igen, fordi de ikke har råd til andet. Det er en meget frustrerende start på voksenlivet.”

Udover en opgørelse arbejder EU-Kommissionen også på at lave et kvalitets-charter for praktikstillinger. Grundprincipper skal sikre, at der en kontrakt, at man får en form for løn, at der er en arbejdstid, og at praktikken skal være knyttet til en ens uddannelse.

”Der bliver ingen juridisk forpligtelse. Det bliver mere retningslinjer, som landene kan tilslutte sig,” forklarer Emilie Turunen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.