Vejen til dansk vækst findes i Afrika

10-05-2011
6 min.

Afrika er det nye vækstmarked, og danske virksomheder og investorer skal til at kridte skoene for at få del i mulighederne og høste first mover-fordele. Ellers løber Kina, Indien og Golfstaterne med alle gevinsterne.

Moses Ntebbe sidder komfortabelt i sin Lexus 4WD, men er frustreret. Solens skarpe stråler reflekteres i skyskrabernes glasfacader og blænder hans syn. Bilen rokker sig ikke ud af stedet, og rækken af biler foran ham vokser sig stadig større. Det tager nu op til to timer at komme igennem centrum i Nairobi. Tiden står stille, men tid er blevet kostbar i Afrika, og Moses må starte dagens første møde på bilens indbyggede videotelefon for at være på omgangshøjde med dagens opgaver. Moses’ hverdag lyder som en fjern fremtid i manges opfattelse af Afrika, men enhver, der har været uden for safariparkerne, kan nikke genkendende til den voksende økonomiske aktivitet. Eksempelvis voksede efterspørgslen på forbrugsgoder tre gange så meget i Afrika i forhold til OECD-landene i 2010. Derudover er naturressourcer i form af mineraler, metaller og olie til stede i højere koncentrationer end i den udviklede verden. Afrika er med andre ord på vej ud af mørket som det glemte kontinent.

En analyse i The Economist fra januar 2011 konstaterer, at siden 2000 er ikke færre end seks af verdens ti hurtigst voksende økonomier at finde i Afrika. Dette underbygges af IMF, der i oktober sidste år registrerede de næsthøjeste vækstrater i verden i 2010 i Afrika og konkluderede, at denne vækst forventes forstærket i 2011. I det seneste årti er den reelle BNP-vækst i landene i Afrika syd for Sahara da også steget til et årligt gennemsnit i 2010 på 5,7 procent. Afrika slår hermed Latinamerikas 5,3 procent, Europas 2 procent, USAs 3 procent, om end man stadig ligger under Asiens 7,9 procent. 

Kina investerer massivt

Med sin hastigt voksende befolkning, som i 2010 rundede en milliard mennesker og forventeligt når to milliarder i 2050, samt et stigende uddannelsesniveau har Afrika sat kursen imod at blive det sidste kontinent i verden, der for alvor springer på globaliseringen. Meget tyder også på, at Afrika er længere fremme, end man lige tror. Ikke så meget båret frem af den globale bistand, men i kraft af massive investeringer i Afrika fra især Kina, Indien og flere lande i Mellemøsten. Som eksempel har den statsejede Kinas Udviklingsbank og Kinas Eksport-Import Bank udlånt over 110 milliarder dollars til regeringer og firmaer i Afrika i 2009 og 2010, hvilket overgår de 100 milliarder dollars, der blev udlånt gennem forskellige grene af Verdensbanken i samme periode. Disse investeringer har på få år skabt en ny privatsektordynamik på kontinentet. En dynamik, der også klart viser Kinas omfattende og meget aggressive interesse for Afrika. 

En yderligere indikator for den fremtidige økonomiske udvikling i Afrika er væksten i flytrafikken, hvor afrikanske luftfartsselskaber havde vækstrater på 12,6 procent i oktober og 16,4 procent i november 2010 i forhold til samme periode i 2009. Afrikas luftfartsselskaber flyttede dermed 11 procent flere mennesker i november 2010, end før recessionen toppede i begyndelsen af 2008, modsat alle andre regioner i verden, hvor der registreres et fald i samme periode.

Afrika oplevede også en stigning i godstransporten modsat øvrige regioner i verden. I den sammenhæng kan specifikt nævnes Rwanda i Østafrika, der efter folkemordene i 90’erne og politisk og økonomisk krise i de efterfølgende mange år siden år 2000 har oplevet et sandt boom i økonomien med årlige vækstrater på over syv procent. Indkøb af fire nye fly og nye ruter ud af hovedstaden Kigali har også været med til at løfte det lille lands økonomi betydeligt. Dertil kommer omfattende økonomiske reformer og en meget fokuseret satsning på telekommunikation. Dette fremskridt var tydeligt, da Rwanda i 2009 blev det land i verden, der opnåede de bedste forbedringer på Verdensbankens Doing Business-indikatorer, og landet roses for at føre en fornuftig makroøkonomisk politik. Senest har Rezidor-gruppen, der ejer hotelkæden Radisson, påbegyndt opførelsen af et nyt stort 5-stjernet hotel i hovedstaden for at matche den stigende efterspørgsel.

Fra udfordringer til muligheder

Nu vokser træerne ikke ind i himlen på den afrikanske savanne, og diverse økonomer argumenterer for, at det er nemt at skabe høje vækstrater, når udgangspunktet er så beskedent, som det er. Afrika har da også sammenlagt set ’kun’ samme økonomiske volumen som Brasilien. Det lyder umiddelbart ikke af meget for et kontinent med 53 stater og en sjettedel af verdens befolkning, men det viser, at Afrika har opbygget en økonomisk størrelse, hvor kontinentet har et økonomisk potentiale i sig selv. Det skal desuden nævnes, at den enorme uformelle sektor ikke tæller med i ovenstående sammenligning, hvorfor den samlede økonomi er langt større.



Årsagerne til Afrikas nuværende stærke vækst er mange, men skyldes hovedsageligt fremskridt inden for politiske og økonomiske reformer samt strukturelle udviklinger på globalt plan. De politisk-økonomiske årsagssammenhænge kan tilbageføres til øget geopolitisk stabilitet og bedre regeringsførelse i afrikanske stater, lavere inflation, bedre makroøkonomisk stabilitet samt stigende reformer, der letter de administrative byrder ved at drive virksomhed i Afrika. De mere globale strukturelle argumenter kan føres tilbage til øget adgang til international kapital og øgede udenlandske investeringer samt teknologisk fremgang, der i den grad kommer Afrika til gode. Faktisk oppebærer Afrika i dag samme niveau for udenlandske investeringer som Kina. Derudover har den øgede globale interdependens påvirket den afrikanske økonomi i en relativt positiv retning, ligesom øget syd-syd-handel skaber øget momentum i den økonomiske udvikling. 

Der er dog stadig store hindringer for Afrikas fortsatte fremskridt, herunder den oftest skrøbelige politiske udvikling, tilbageslag i udviklingen af regulære retsstatsprincipper, udbredt korruption, flaskehalse i infrastrukturen og dårligt samfundsmæssigt helbredsniveau. Uden fortsatte reformer vil Afrika derfor ikke kunne opretholde samme høje vækst. Men velkendte udfordringer er langsomt ved at træde i baggrunden for mulighederne. I Danmark og resten af verden opfattes Afrika imidlertid oftest som et kontinent, der skal hjælpes, og ikke som det potentielt store marked for afsætning og udflytning af produktion, det faktisk er. Men hvis ikke Kina, Indien og Mellemøsten skal løbe med alle ressourcerne og first mover-fordelene, skal danske virksomheder og investorer til at kridte skoene og komme ud af starthullerne.

Endnu er de afrikanske løveøkonomier ikke fuldvoksne, men deres brøl bør give en positiv og kommerciel genklang hos virksomheder og investorer, der gerne vil være først på nye markeder og dermed også høste de tilsvarende større gevinster. Som Sydafrikas slogan ved VM i fodbold i 2010 meget rammende gav udtryk for: ’Africa: Feel it, it is here!’

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.