Kvindelige djøfere eller bare djøfere?

Som eksempel kan nævnes nr. 5/2011 ”Barsel påvirker djøf-kvinders løn og karriere”. Det kan næppe overraske, at det påvirker karrieren at være væk i en vigtig periode af arbejdslivet som følge af andre prioriteter. Ifølge artiklen kan ulemperne forbundet hermed imidlertid udlignes ved at sikre en mere ”ligelig” fordeling af barselsorloven mellem mænd og kvinder. Skulle det virkelig være nødvendigt? Er de kvindelige djøfere så kuede, at de ikke inden for parforholdet kan aftale sig frem til en mere ”ligelig” fordeling?

Endnu et eksempel på, at Djøf fremstiller kvinder som ofre, og tilsyneladende heller ikke tiltænker dem at have forstand på pengesager, findes i artiklen ”Hold på pensionen, når partneren smutter med en ny model” i nr. 6/2011. Det oplyses i artiklen, at kvinder uden ægtepagt ofte bliver tabere ved skilsmisse, hvilket tilskrives større pensionsindbetaling og ”store lønforskelle”. Overskriftens ordlyd leder tanken hen på den klassiske historie om manden, som stikker af med sekretæren. Ikke nok med at han finder en ny – han har også indirekte undertrykt den gamle økonomisk ved at spare op og tjene mere!

Muligvis som et udslag af ovenstående synspunkter, forsøger Djøf at pleje de kvindelige medlemmer med en række særlige tiltag særligt rettet mod dem, jf. nr. 5/2011 ”Netværk for travle Djøf-mødre” og nr. 6/2011 ”Her er ambitioner ok” om Djøfs Talent Mentor ordning for kvinder.

Formanden for Djøf Privat tiltænker åbenbart heller ikke kvinderne store muligheder for at komme til tops ved egen hjælp. I sin leder i nr. 5/2011 kommer dette til udtryk med en opfordring om at gå på kompromis med den private ejendomsret og indføre kvoter for antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i virksomhederne.

Selvfølgelig er der forskelle på mænd og kvinder, som kan være relevante at debattere. Et eksempel på, at det kan gøres på mere neutral vis, fremgår af nr. 6/2011 ”Ritt Bjerregaards døtre vinder frem”. Det lykkes også næsten i artiklen i samme nummer ”I form til mediefight”, men hvorfor skal Charlotte Lindholm omtales som ”Danmarks mest citerede kvindelige økonom”? Det virker komisk og fjerner fokus fra hendes interessante historie.

Man kan håbe, at djøfbladet for fremtiden vil overveje vinklingen af artiklerne, således at man som medlem ikke tvivler på, om medlemmernes interesser nu varetages ligeligt. Djøf-kvinder har ikke brug for særlige hensyn, men klarer det fint ved egen hjælp – med en overvægt af kvindelige studerende på en række uddannelser, må det i øvrigt konstateres, at fremtiden tilhører dem.