Direktør: Måltal er uetiske og afskyelige

Spørgsmålet er først og fremmest etisk - hvad enten det er ledere eller medarbejdere der bruger løgn og snyd til at opnå gevinst. Med et virksomhedsnavn som Miracle A/S kan det så forventes at virksomhedens ledere og medarbejdere ligger vægt på samme etiske integritet som er den bibelske forudsætning for mirakler fordrer?? Kan jeg få et job på netop det grundlag hos Miracle A/S??

Det er simpelthen befriende at læse dette interview. Set i forhold til måltalstyranniet, der spreder sig som en ond virus fra det gamle østeuropa (ja, sammenligningen er rigtig god), er det frie initiativ, kreativiteten og det løsningsorienterede ved at drukne i bureaukrati. Jeg kan kun være enig med Mogens Nørgaard. Hvad mere er, måltal og tilsvarende 'instrumenter' har en tendens til at blive ledende for en virksomheds, eller organisations overordnede målsætning, hvilket betyder en indadrettethed, der bestemt hverken er effektiv eller produktiv. Dette aspekt kan man læse mere om i "Distortions of modern management theory - and an attempt to correct them", samt "Management af menneskelige ressourcer eller ledelse og selvorganisering af tænkende mennesker". Begge af Verner C. Pedersen, Aarhus School of Business.

I Wagners eksempler med bl.a. at smide svar fra spørgeskemaer ud, er problemet ikke selve måltallet, men de impliceredes, herunder angiveligt Wagners egen, uetiske adfærd. Det er jo løgn og fusk at "påvirke" målingen på dén måde. Min påstand er, at det ikke er selve instrumentet, måltallet og spørgeskemaundersøgelser, der er kerneproblemet. Hvis en sådan uetisk adfærd finder sted, kan denne adfærd lige så godt udnytte/misbruge de andre instrumenter, der bliver anvendt i private og offentlige virksomheder. Mål kan være et anvendeligt styrings- og udviklingsredskab, hvis man har gjort sig klart, hvad man vil opnå med målet, og når man anvender mål balanceret. Balanceret vil i mine øjne betyde, at man anvender et begrænset antal mål, der måler på forskellige (balancerede) dimensioner, samt at der er et klart strategisk sigte med mål(et). Ellers er det jo helt ligegyldigt,-)

Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig! Det man måler er det man får - og de personlige måltal giver efter min mening mangel på samarbejde og vilke til at tænke anderledes, skævt og på tværs. Både blandt medarbejdere og blandt afdelinger i en virksomhed. Til stor skade for næsten hvad som helst.

Og så er din betragtning om at lade medarbejdere arbejde i fred pragtfuld i en verden, hvor vi overdænges med ikke bare måltal men også værdier, strategier og politikker i hobetal. Selv farverne på væggene skal afspejle virksomhedens værdier! Fred lyder dejligt...

Hilsen
Nina

Jeg er nyuddannet jurist og (forhåbentlig snart) på vej ud i mit første job. Jeg har endnu ikke erfaring med måltal, men alt hvad der objektiverer mennesker, og gør dem todimensionelle at forholde sig til, er vel skadeligt for hvordan vi behandler hinanden. Når vi i højere og højere grad bliver til tal på et stykke papir for hinanden, bliver det sværere og sværere at se menneskene bag tallene. Ligesom de utallige statistikker vi får smidt i hovedet snart sagt dagligt.

Det forklarer i mine øjne at respekten, i hvert fald i visse dele af samfundet, er ved at forsvinde. Respekten for hinanden, for egen og andres ejendom, for autoriteter. Som en der prøver at føre en "gammel" værdi som respekt med mig ind i den "nye" verden er det trist at se hvordan vi i højere grad kun ser overfladen og ikke alle begrundelserne, der altid findes bag alle menneskers handlinger.

Så jeg forestiller mig at jeg med tiden vil være enig med din holdning, når jeg har fået nok erfaring med måltal til at kunne danne mig min egen mening. For, så vidt jeg kan se, er mine muligheder for helt at passere uden om måltallene minimale i det samfund vi har i dag.

Godt indlæg!

Jeg kan tilslutte mig nedenstående bemærkninger omkring det usaglige - og vel i realiteten tjenstligt forsømmende! - i bevidst at påvirke måltalsopgørelser, når nu de en gang er en del af den kontekst, som man arbejdsmæssigt er i. Når det er sagt, er jeg dog rørende enig i, at der er alt for meget fokus på måling i mange henseender og at vi mangler en mere værdiladet, eksistentiel tilgang til moderne arbejdsliv og ledelse i såvel offentligt som privat regi.

Jeg kan kun tilslutte mig koret af KPI-hadere. Har været på et 2-dages kursus med Ray Rist (USA), en af KPI-ypperstepræsterne, og arrangeret af Rambøll, der er hans lokale prædikanter. Jeg spurgte, om han var sikker på, at enhver organisation virkelig kunne finde 3 enkle OG kvantificerbare mål for, hvad den skulle opnå. Vel og mærke uden at det førte til målforskydning. Dette spørgmål blev simpelthen ikke besvaret. Man skal skulle ellers tro, at 2 dage gav rigelig plads til at diskutere, om KPI'er dækkede organisationens opgaver, eller om de dækkede FOR organisationens opgaver.

Har lige været til et møde, hvor vi skamroste os selv i.f.m. flotte resultater opnået gennem politisk korrekt registrering af beskæftigelsesindsatsen (www.jobindsats.dk).
Er det virkelig nødvendigt at bruge tid på selvros som erstatning for glæden ved reelt at gå ud og gøre en forskel ???

Hej Lars Bo -

Jeg forstår ikke, hvad du skriver.

Første sætning er jeg med på.

Anden sætning (som er et spørgsmål) fatter jeg ikke, så du må meget gerne skrive til mig, hvad du egentlig mente med indlægget - please?

Tredje sætning (om du kan få job hos os) afhænger kun af, om vi kan lide dig og om vi tror vi kan afsætte dig til vore kunder. Intet andet.

Mvh.

Mogens

Hej Gert,

1. Gider du ikke skrive dit fulde navn en anden gang? Jeg synes det er rædselsfuldt med folk, der ikke vil være sig deres fulde navn bekendt, undtagen når det drejer sig om situationer, hvor de kunne blive mødt med repressalier. Med andre ord. jeg synes ikke anonymitet er i orden.

2. Hvad nu, hvis vi stoppede op og spurgte os selv: Hvorfor skal vi pludselig have måltal, når vi ikke havde det i de forrige årtier? Min far - æret være hans minde :-) - købte mad ind til Forsvarets Cafeterier, og det var han stolt af, og han havde en fornemmelse for at forvalte skatteYDERNEs penge overfor SKATTEæderne (tax eaters) så godt som muligt. Så han henvendte sig til forskellige slagterier, han forhandlede med dem, og det endte så med kontrakter for levering af f.eks. kød i nogle år til Forsvaret og Kriminalforsorgen. Simpelt. Ingen SKI. Ingen perverterende måltal hos en masse AC'ere og DJØF'ere, der bare skal have endnu mere oveni deres i forvejen gode løn.

Jeg synes bare man skal droppe det. Når man har sat noget åndssvagt i gang skal man jo ikke partout erstatte det med noget andet. Man kan bare afskaffe skidtet.

Mvh.

Mogens

Jeg kan ikke lade være med at bemærke at du har sendt samme svar til Lars Bo to gange, og et temmelig utilfreds svar til Gert, fordi han ikke har lyst til at dele sit fulde navn herinde.. Før jeg kender grunden vil jeg undlade at dømme ham for det.

Jeg er for så vidt enig i at det er forkert, hvis det udelukkende er for ikke at skulle stå til ansvar for sin holdning, men hvordan kan du vide at det er baggrunden, uden at spørge ham? Mennesker har ofte masser af grunde til det de gør.. Også ofte grunde der ikke lige forekommer andre åbenlyse før de bliver forklarede..

Hvad Lars Bo angår så forekommer spørgsmålet om han kan få job hos jer, retorisk, idet han lader til at tillægge firmanavnet "Miracle A/S" en bibelsk betydning, der skulle betyde at firmaet etisk befinder sig over andre, på et niveau der ligger over hvad der forventes af "almindelige" mennesker og firmaer, og at "Miracle A/S!" alene ved sit navn har forpligtet sig til en etisk standard der ligger tættere på "gud" end normen. Eller rettere det lader til at være han spørger om i har. Jeg tror det han prøver at sige er at det ikke er tallene, men hvordan de anvendes af de mennesker der sættes til at administrere dem, der udgør problemet. Men det er naturligvis kun min fortolkning af det han skriver. Jeg afventer spændt hans egen forklaring!

Og så må alle de andre kommentarer gå ubesvarede.. Det kan naturligvis skyldes at du ikke har haft tid til at svare? eller måske at de er enige, og at der derfor ikke er behov for et svar? Igen, vil jeg hellere spørge, end at antage.. Det er meget muligt at jeg slet ikke kan forestille mig grunden, af den simple grund at vi tænker forskelligt.

(Elsker en god diskussion!)

Hej Lærke,

Tak for indlægget. Jeg begynder at ane, hvad Lars Bo hentyder til med firmanavnet Miracle. Fint nok. Og her kommer så den (synes jeg selv) ret sjove historie om, hvordan vi fik netop dét navn: Lasse og jeg kunne simpelthen ikke finde på noget. Vi var helt ude i "Christensen & Nørgaard Data", "Nørgaard & Christensen Data", "CN Data", "NC Data", ELCARO (Oracle stavet bagfra), og hvad ved jeg. Så kom min gamle ven Martin Roth på besøg en dag, og så spurgte han, om vi havde fundet ud af, hvad vi ville kalde biksen? Næh. "Jeg har tit tænkt på, at man kunne kalde det Miracle, når I nu kommer fra Oracle oprindeligt", sagde han. Det syntes jeg jo var en god idé, og Martin sagde bare "Det må I gerne få", og så var det dét. Så vi startede i 2000, og i 2002 begyndte vi også at lege med Microsoft-databaser, og så blev det pludselig meget genialt at hedde Miracle - MIcrosoft og oRACLE, du ved.

At jeg ikke har svaret de andre skyldes to ting: 1) jeg har ikke set dem endnu, 2) jeg har ikke haft mulighed for det (sidder i Tokyo lige nu - yes! oplevede jordskælvet igår - det var fan'me sjovt!) og 3) hvis et indlæg er enig med mig er det svært at diskutere det, selvom man elsker en god diskussion :-).

Mvh.

Mogens

Hej igen -

Nu har jeg læst dit første indlæg (om at være nyuddannet og respekt). Jeg er i Japan for første gang, og jeg kan konstatere, at de ikke måler på hinanden, og at de tage sig tid igennem dagen til at vise respekt for hinanden på en måde, der får en til at ønske sig et par årtier eller fire tilbage hjemme i Danmark.

En kvindelig forsker (russisk-født, bosat i Californien), der forsker en masse i 'lasting happiness', dvs. stille og rolig og varig glæde ved livet, har konstateret, at (groft sagt): 50% er genetisk (du vågner glad om morgenen, eller du vågner og mærker efter, om der dog ikke skulle været ét eller andet sted på kroppen, der gør ondt), 10% er ydre ting (penge, biler, huse, smykker, rejser, osv.) og de resterende 40% var nogenlunde ligeligt fordelt på tre ting: Din evne til at udvise Taknemmelighed, Venlighed og Optimisme OVERFOR ANDRE. Bemærk de to fremhævede ord. Det giver ganske simpelt glæde oveni låget at være høflig og udvise respekt og den slags ting. Frigiver dopamin i hjernen, om du vil.

Derfor er din søgen efter respekt - og din betragtning om, at måling, kontrol og registrering af mennesker er det modsatte - helt, helt rigtigt set i min optik.

Jeg ønsker dig God Kamp.

Mvh.

Mogens

Tak for den med Ray Rist (fantastisk navn) og Rambøll. Specielt Rambøll Management har været fantastiske til at sælge dette pjat ind i det offentlige system, og jeg begynder at ane, at man kan overbevise de fleste:

1. Cheferne, fordi de så får det nemmere - de kan jo bare spørge, hvordan det går med MÅLENE i stedet for, hvordan det går med ARBEJDET, og det gør det jo nemmere, når man i forvejen skal sørge omhyggeligt for at forblive generalist og altid være på vej et nyt sted hen efter et år eller to på posten.

2. Chefernes chef (f.eks. bestyrelsesformændene), fordi de nu endeligt har noget konkret at spørge om, selvom de ikke har indsigt i organisationens arbejde, kunder eller funktionsduelighed.

3. Medarbejderne, fordi de nu får hjælp til at træffe alle beslutninger, store som små, udfra devisen: Hvis jeg skal lave to ting idag, så må det være en ledelsesopgave at fortælle mig, hvad jeg skal lave først og hvad jeg skal lave bagefter...

Det bliver en gigantisk sovepude i sig selv - men når man så samtidig får mulighed for at få EKSTRA løn for at overholde diverse mål (dvs. passe sit arbejde), så er det jo svært at sige nej til det, ikke?

Derfor kan det sælges ind, selv til offentlige bikse, hvor man om nogen burde være bevidste om ikke at lade sig styre af måltal, men i stedet passe sit arbejde og sørge for, at arbejdet for borgerne bliver gjort.

En ting man skal lægge mærke til er også, at det aldrig har konsekvenser, hvis man ikke når sine mål, hvis man bare i tide kan sige, at det skyldes ydre omstændigheder. Og det ved Gud det gør - thi i en foranderlig Verden må det siges at være forunderligt, at man skal have faste mål for det næste års arbejde :-).

Mvh.

Mogens

Hej,

Ved samlebåndsarbejde kan målinger af produktivitet være fint, det vil sikkert også give et bedre resultat. MEN! Ved arbejde, der kræver bare en smule kreativ tænkning, vil måltal og provision/bonus give en dårligere produktivitet - det er endda videnskabligt bevist.

Når man giver en sælger måltal og hans løn er bestemt ud fra de måltal, vil han gøre 2 ting:

1) Sørge for at kan opnår sit mål (nogle gange på uetiske måder)
2) Sørge for han kun lige nøjagtigt når målet og derefter gemme ordrer til næste periode (så han også får bonus i den periode).

Giver man folk en fornuftig løn, som de er tilfredse med, vil de kunne blive motiveret ud fra andre principper end pisk og gulerod. Daniel Pink har skrevet en ok bog om det, "Drive: The surprising truth about what motivates us" hedder den. I den beskriver han Autonomy, Mastery og Purpose, som de faktorer, der kan drive medarbejdere til højere produktivitet og større tilfredshed.

Her er en kort og sjov video med Daniel Pinks idéer: http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

Tak og med venlig hilsen

Klaus Even Enevoldsen

Jeg er delvist enig.

Den delvise uenighed består i, at det ikke er måltallene, der er uetiske. Enhver virksomhed af en vis størrelse har brug for at få taget temperaturen løbende - hvilket for overskuelighedens skyld skal ske ved udarbejdelse af bestemte, relevante nøgletal. Hvis de fundne nøgletal ikke findes tilfredsstillende, er der kun én vej frem, og det er at forsøge at forbedre dem. Dette gøres ved at opstille en række mål, som virksomheden gerne skulle nå. Hvis virksomhedens incitamentsmæssige ressourceallokering er nogenlunde neutral, vil måltal sagtens kunne indgå som en del af det strategiske arbejde og dermed i styringen af virksomheden.

Omvendt er jeg enig i den underliggende tone i dit og mange af besvarernes indlæg: Hvis måltallene indgår som en del af en bonusprogram eller lignende, bliver det for en række personer, som har integritetsmæssige problemer (herunder efter dit eget udsagn dig selv), til en form for 'opfordring' til at begå bedrageri. For det er jo det, som du rent faktisk siger: Grunddataene ændres bevidst med det forsæt at påføre virksomheden et tab i form af bonusudbetaling for egen vindings skyld.

Det samme kan gælde, hvis tallene også indirekte kan få betydning for aflønningen af en person i form af lønstigninger og lignende, om end formentlig ikke helt så udtalt, da gevinsten er mere diffus.

Det er altså ikke måltallene, som er problemet - men den måde, som de anvendes på i aflønningsmæssige sammenhænge. Løsningen er jo altså at se på, hvordan ressourcerne allokeres for at fremme fornuftige og realistiske forbedringer af måltallene. Det er omvendt næppe en god idé at stoppe med at udarbejde nøgletal, der år for år giver en måling i sig (selv om ordet måltal ikke anvendes) af virksomhedens udvikling.

Kære Mogens
Først og fremmest min dybeste respekt for at du som sædvanlig magter at igangsætte en dialog om observationer som du synes er væsentlige, og som regel er jeg enig med dig om dialogens væsentlighed.
Jeg er enig med dig i at måltal der bruges som du har beskrevet det er forkert - det er naturligvis uheldigt, at et system (som ORACLEs) kan få et iøvrigt selvstændigt tænkende væsen (dig) til at snyde med informationer for at undgå at tage dialogen om hvorvidt det tænkende væsen har klaret sig godt eller skidt.
Grundlæggende er min opfattelse af måltal - jeg lever til dagligt af at lave ledelsesinformation - er, at de giver mulighed for at understøtte en fokusering i organisationen som giver anledning til en dialog om tilstanden og et grundlag for at ændre adfærd (fra både ledere og medarbejdere).
Jeg oplever det som en misforstået oplevelse at de behøver at skabe en tankeløshed i systemet og det vil jo i virkeligheden sige hos medarbejderne.
Nu har du jo brølt i DJØF-bladet – som jeg husker det, er du selv polit, og det er vel et forum for
1. Relativt selvstændigt tænkende og veluddannede mennesker – med en mulig skævvridning i forhold til at tro på rationalitet
2. Potentielle ledere i et eller andet omfang.
Jeg synes at du med din beskrivelse underkender at folk kan tænke selvstændigt, og at de faktisk har muligheden for at udnytte den information der måtte ligge i fornuftige nøgletal til at tage kloge og selvstændige beslutninger – jeg mener at vide at du har relativt godt styr på din butiks egne økonomiske nøgletal. Herudover, er jeg enig med dig i at både nuværende og kommende ledere skal overveje hvordan måltal skal kombineres med frihedsgrader og kultur for at give den største grad af effekt for både medarbejderne og virksomhederne. Jeg bliver dog nød til at tro på at fælles målsætninger som er anerkendt af både virksomheder og medarbejdere er et must. Uanset om det foregår via nøgletal, videoer, pamfletter eller fredagsbarer…
I virkeligheden stammer problemet måske fra en organisationskultur som endnu ikke har bevæget sig ind i vores århundrede men stammer fra industrikulturen. Dengang hvor produktionen kunne brækkes ned til at flytte en papkasse eller et stykke jern og dermed at medarbejdernes opgaver krævede et absolut minimum af kreativitet og dermed var måltal som ”kasser gennem maskinen” eller temperaturen på en dampkedel (eller i et atomkraftværk) en væsentlig og vigtig måde at holde øje med tingenes tilstand som der kunne reageres på.
Her mener jeg at både du og lederne af de virksomheder (de onde) du beskriver lader som om at der ikke er en bevægelse i gang i retning af et netværkssamfund hvor det er informationsindholdet i nøgletallene, og den kilde til viden eller undren de leverer, som kommer til drive anvendelsen af dem i højere grad end en bevidstløs fokusering på om et tal er rødt eller grønt som det endegyldige mål. I den kontekst bliver nøgletal et aktiv som kan hjælpe processen.
Jeg tror at virksomheder vil komme til at fungere i mindre enheder – det skal den offentlige sektor også erkende - som bliver sat mere fri med en konstruktiv anvendelse af måltal som dialog-værktøj. Jeg er opmærksom på at vi ikke er der endnu, men det kan vi vel lave om på i fællesskab.

Claus

Blot et lille spark fra sidelinien:
Er det ikke tankevækkende, at de personer, han er enine med:
Wagner (dating.dk), Morten Lund (ZYB og Nyhedsavisen)er personer, der i den grad er forgyldte/blevet forgyldte af måltal:
Besøg og klik på deres respektive produkter.

Ja jeg spørger bare.

Men det er måske i orden at blive økonomisk forgyldt, fordi der er en masse idioter (undskyld udtrykket), der klikker ind på et produkt.
Og dermed (måske) gør et produkt milliarder af kroner værd.

Medarbejdere skal vel "måles" på en eller anden måde.

Men hvilken og hvordan? That's the question.

Jeg kom til at skrive "...i Wagners eksempler..." men der skulle naturligvis have stået i Nørgaards eksempler,-)

tak for en bramfri udlægning af det moralske forfald, der følger i kølvandet på det etiske svigt, som kpi og anden styringsteknologi bund og grund er udtryk for.
Som ph.d.-studerende og forsker i ledelse i sygehusvæsenet, samt med en baggrund som læge og praktiker fra samme væsen, oplever jeg, hvordan netop de uvidende beslutnngstageres behov for styringsredskaber og de vidende praktikeres muligheder for tilpasning skaber en uhellig alliance, hvor kunderne - i dette tilfælde patienterne - står tilbage som tabere.
Det, der efter min opfattelse mangler i det offentlige, er ledelse - ikke styring og kontrol. I en vidensvirksomhed, hvor både fagligheden og ydelsen udspiller sig i relationen mellem den enkelte professionelle og patienten, er politikeres og bureaukraters behov for styringsredskaber en stadigt stigende belastning, det både frarøver tid og opmærksomhed fra kerneydelsen. Samtidig sker der en skæv rekruttering, idet de mennesker, der kan holde ud at arbejde i et system præget af ufrihed, kontrol og ensretning bliver ledere, da systemet er indrettet på deres vilkår, mens de der trives med personligt ansvar, tillid, mangfoldighed, kreativitet osv., vælger lederrollen fra, eller i sjældne tilfælde bliver og kæmper
mod overmagten, hvilket så dræner deres ressourcer, frem for at de kunne fokusere på det de er gode til - at skabe gode rammer for de professionelles opgaveløsning. Udviklingen går, så vidt jeg kan vurdere, fortsat i den forkerte retning, da det offentlige system i endnu højere grad end det private erhvervsliv har en opbygning, der fremmer bureaukratiske logikker på bekostning af
kundeorientering - og de er ikke tilgængelig for korrektion via markedet.

Det er en frisk og god debat her. Målingshysterien har brug for balance. Jeg ved ikke om det er med vilje Mogens argumenterer ud fra personlige nøgletal og ikke dem der er fælles for et team, en afdeling eller virksomhed. Det er selvfølgeligt vigtigt at en virksomhed har visioner og dermed definerede mål der kan på nogen måde måles. For dem der ikke nøjes blot med drift, men som stræber efter at gøre en forskel, er det vigtigt at vide om man er på ret spor. I den forbindelse er det vigtigt med måltal. Jeg tror dog at Mogens har en pointe med at personlige måltal kan være kontraproduktive og at dem der definerer dem ikke altid har forstand på effekten. Vi ved dog at også hans konsulenter også har måltal. Et af dem må være faktureringsgrad (et krav er at man kan bruges hos kunder). Ingen vil jo løbe med underskud.

Prøv "bare for sjov" at lave jeres egne form for måltal:

Prøv over et par dage at lave og føre jeres eget måltaltsskema over, hvad I egentlig bruger tiden på arbejdet til.

Og hold resultatet for jer selv.

Det vil være en øjenåbner!!
I vil sikkert - som jeg selv blev, da jeg lavede "'øvelsen" - blive forbavset.

Dette er indlæg skal hverken forståes ironisk eller sarkastisk.

..jeg melder mig igen aktivt ind i kampen om mennskevenlige arbejdspladser, hvor der ikke blot er arbejdsro til at gøre det vi er der for, men også plads til at tænke sig om. Skal vi ikke bare stoppe med at forsøge at regne den ud - og så give hinanden plads til at tænke efter i stedet?
Jeg mener, at tal er en sørgelig form for kompleksitetskontrol, der tager livet af den kreativitet som vi ellers så gerne vil leve af i innovationslandet Danmark. Og hvem gider egentlig at blive betragtet som beregnende?
"Tag det roligt intet er under kontrol" sagde Ghandi...

Mit bud er at du gerne vil have overskud i din virksomhed - Miracle A/S - altså at nøgle-/måltallet overskudsgraden skal være over nul. Såfremt du ikke når dit måltal iværksætter du sikkert en række handlinger for at kommer dertil. Måske har du ligefrem gjort dig nogle overvejelser omkring hvor meget overskud du skal have for at du sikre din virksomheds langsigtede overlevelse. Altså dit måltal skal være xx%.

Med andre ord tror jeg ikke på du ikke bruger måltal. Men jeg er dog enig så langt hen af vejen, at der er temmelig mange som dig, som ikke helt kan styre brugen og se/erkende hvad de kan bruges til og ikke kan bruges til, og at det meget nemt kan gå fuldstændig galt.

Men ex.vis kan man da også bruge sin dækningsgrad og kigge lidt på hvad branchegennemsnittet er og ligger man under kan man jo passende iværksætte en stille rolig og ustressende analyse af hvorfor man mon ligger lavere ind branchesnittet og om vi kan øge den - og hvis ikke ved vi da så ihvertfald hvorfor.

Så jeg køber den ikke - men de skal bruges med omtanke og kun dem der giver mening for dig og din virksomhed, og de skal helt sikkert IKKE bindes om på nogen form for økonomisk kompensation.

Måling på relativ performance er da også ganske udramatisk og relevant - og om lønprocenten er 42 eller 76 er vel heller ikke helt ligegyldigt, medmindre man som du måske gør blot vælger at styre efter et enkelt måltal - overskudsgraden.

mvh stig - baggrund som CFO og MD og pt selvstændig konsulent på CFO-niveau og MEGET begejstret anvender af nøgle- og måltal.

Jeg kender meget lidt reelt til Morten Wagners måde at drive sin biks på (og jeg har aldrig prøvet et dating-site, men en dag bliver jeg vel desperat nok :-) ), men han vandt mit hjerte, da han sagde til 2-300 jakkesæt inde på Børsen for nogle år siden, at det værste han vidste var dog business-planer: "De holder aldrig - om fem år skal vi til månen og vi har 100 millioner kunder", som han sagde :-).

Jeg er også ret sikker på, at Morten Lund styrer på en anden måde end jeg og min med-direktør gør. Men de bliver da ikke forgyldte pga måltal. De bliver forgyldte pga gode idéer og flittighed og fremfor alt rent og skært mod. At investere 50.000 i Skype, da det intet var værd, og alle grinte af det, er én ting (det var iøvrigt lånte penge fra en af hans venner). At få udbetalt 1.3 milliard nogle år senere er fint. At tabe hele skidtet ved at stole på nogle islandske/danske lystløgnere er også fint. Men at skrive et blogindlæg, hvor man TILGIVER de to stratenrøvere og TAKKER dem for at have lært sig nogle vigtige ting om sig selv - dét er fan'me i orden. Og så derefter tage fat på de næste eventyr (TradeShift og nogle rejsehalløj) for fulde gardiner igen.... det er modigt, så det vil noget.

Så derfor kan jeg lide de to gutter, også selvom de uden tvivl leder deres biks anderledes end jeg. Det er jo det samme med min ven Claus Rehfeld (der har skrevet et udmærket indlæg her) - han og jeg leder på vidt forskellig vis, og det virker tilsyneladende godt for os begge.

Men at tro, at måltal er vejen og lyset for alle virksomheder og den eneste måde at styre en biks på - det er så forkert, som det kan være.

Specielt synes jeg det er totalt overdrevent i det offentlige: McKinsey, Gartner, Accenture, PA consulting, Devoteam, Rambøll Management og et par stykker til fik officielt en enkelt, rund milliard udbetalt tilsammen for management-rapporter i Staten i 2009 alene. Læg mærke til de to begrænsninger: management og stat - der blev brugt langt mere i alt i det offentlige, og der blev lavet mange andre rapport-typer end typen "management" :-).

(slut på del 1 - to be continued ....)

Disse fjollerøvdækningsluderrapporter udarbejdes på følgende måde:

1. Mortensen i IT&Telestyrelsen får en rigtig god idé.

2. Han går til sin chef med idéen, og chefen svarer "Det er en god idé - vi får lige Peter fra Gartner til at kigge på det."

3. Peter fra Gartner ankommer og stiller to spørgsmål: "Hvad skal konklusionen være, og hvor mange penge har I til rapporten?" Hvis de ikke har så mange penge til rapporten bliver den fyldt med udtryk som "det er alment kendt, at ...". Hvis de har mange penge til rapporten inkluderer den brugerundersøgelser, baggrundsinterviews og i nogle tilfælde endda referencebesøg i udlandet. Men konklusionen på luderrapporten er under alle omstændigheder den, som den skal være. I de YDERST sjældne tilfælde, at konklusionen IKKE svarer til forventingerne og dét man har betalt for, takkes der, betales for rapporten - og en ny rapport fra Devoteam eller McKinsey bestilles.

4. Mortensen får nu lov af sin chef til at gå til de virkeligt smarte DJØF-drenge i Finansen med luderrapporten fra Gartner. Dér siger de (og jeg citerer direkte): "Det ser spændende ud. Vi går lige Gartner til at kigge på det".

5. Peter fra Gartner tilkaldes, og han stiller de samme to spørgsmål, udarbejder en ny rapport - og så kan Mortensen sætte i gang.

Iøvrigt er det kun Peter fra Gartner, der bagefter har viden og forbindelser i både IT&Telestyrelsen OG i Finansen/Økonomidimsen, som han så kan trække på en anden gang. Mortensen og ham i Finansen sidder bare på hver sin side uden at have fået noget ud af det.

Så det bruger Staten officielt én milliard på om året. Uofficielt har jeg hørt et tal i omegnen af fire-fem milliarder alene i 2009, men det er sikkert bare løgn.

Nå, men en masse af disse fjollerapporter handler om at dække røv i stedet for at tage beslutninger selv og stå ved dem, og mange af dem ender derfor meget naturligt med at foreslå mere KORS (Kontrol- Og RegistreringsSystemer), og dermed flere måltal, end man allerede har.

Typisk fordi en chef et sted er utilfreds med arbejdet et sted i hans organisation, og så bestiller en luderrapport med den ønskede konklusion om stramninger i arbejdsmoralen - hvilket næsten kun kan implementeres med flere måltal, hvis man spørger de der teenagere fra managementkonsulentbiksene.

Så får vi bonuser til DSB-chefen eller Rigspolitichefen baseret på MÅLBARE ting og sager, såsom antal passagerer, antal voldelige overfald, antal kilo hash beslaglagt, antal klager, gennemsnit i tilfredshedsundersøgelser, svartider i billetautomaterne, antal politiforretninger per betjent per station per distrikt per døgn per afdeling, osv ad nauseam :-).

Mvh. Mogens

Hej Stig -

Jeg har ikke overskud i min virksomhed som et mål, men som en nødvendighed for at kunne fortsætte, for at kunne investere, etc. Så ja, det er ikke alene rart, men en nødvendighed. Når vi ikke har overskud fyrer vi folk og sparer på andre måder og gør os ekstra umage indtil vi har overskud igen. Meget simpelt :-). Men at lave "benchmarking" mod tilsvarende virksomheder mht overskudsgrad og andet er da bare totalt overflødigt - hvis kunderne er glade og biksen giver overskud, så er der da overhovedet ingen grund til at kigge sig rundt for at se, hvor godt man klarer sig?!? I det hele taget er den slags benchmarking bare (i mine øjne) udtryk for SPS (Small Penis Syndrom), hvor man er småbange for, hvordan man klarer sig i forhold til andre :-).

Men jeg synes derudover, at overordnede budgetmål er væsensforskellige fra de måltal på menneskelig adfærd og uforudsigelige ting, som jeg ser anvendt rigtigt mange steder nu.

Vi har selv brugt Jysk Overskudsdeling (dvs. at 25% af vores overskud deles ligeligt ud til alle medarbejdere, uanset deres løn eller stilling) siden starten, og det har virket OK, fordi den enkelte medarbejder ikke kan se en fordel for sig selv (økonomisk) ved at fucke en kunde og liiige skrive en ekstra time på ved slutningen af dagen. Med andre ord: Den slags ordninger kan indføres uden negative følger for kunderne, SÅ LÆNGE de er så tilpas overordnede/aggregerede, at den enkelte medarbejder ikke kan optimere sin egen finansielle situation ved at foretage sig usømmelige ting :-)

Men som jeg også siger i svarene til Hasse: Whatever works. Du kører din biks på én måde, Claus Rehfeld sin på en anden og jeg og Lasse nok på en helt tredje.

Jeg har aldrig set en sammenhæng mellem, hvorledes man behandler sine medarbejdere og hvor godt virksomheden kører:

- Dødslejrene i Tyskland havde ret dårlige HR-politiker målt med de fleste menneskers alen, men havde strålende overskudsgrader.
. Jeg kender bikse her i Danmark, hvor telefonsælgere hver især repræsenteres af et hestehovede, som forskydes, når de kan taste et salg ind i systemet, så man på den måde kan se hele tiden i real-time, hvem der klarer sig bedste - og det går godt.
- Og jeg kender IBM Danmark, hvor de ikke har andet end måltal, nøgletal, regler, processer og procedurer - og stigende underskud over de sidste fem år.
. Eller Microsoft Danmark, hvor salgscheferne har lidt over 20 mål I FIRE DIMENSIONER, så de ikke mere kan finde ud af, hvad de skal eller ikke skal - men biksen giver forrygende overskud.
- Og verdens måske dummeste svin af en boss - ham, der kører Ryanair - vinder hele tiden over andre flyselskaber.
- Den gamle mand i A. P. Møller er også et decideret ubehageligt menneske, der har skabt en rædselsvækkende virksomhedskultur på Frygt, Usikkerhed og Tvivl - og det går nogle gange rigtigt godt og nogle gange rigtigt skidt.

Mit budskab er bare, at man ALDRIG må tro, at måltal og piske og gulerødder er en Gudsgiven forudsætning for noget som helst.

Det er Den Store Løgn, der i meget høj grad har kørt vores offentlige sektor i sænk samtidig med at udgifterne til den stiger og alle bliver kede af det.

Og de fleste måltal og politiker og pjat og pjank i den anledning er indført af DJØF-medlemmer, uanset om I kan lide at høre det eller ej.

Det var nok også derfor tre managementkonsulenter sagde "Undskyld, fordi vi var med til at indføre dette i det offentlige for nogle år siden - vi vidste simpelthen ikke, hvad vi gjorde" for et års tid siden i en fælles kronik i Information.

Mvh.

Mogens

Hej Mogens,

tak for svar tilbage. Jeg tror vi langt hen af vejen er enige, men det med at måltal er uetiske og afskyelige synes jeg stadig ikke holder. At agere efter overskuddet betyder også at dit overskud er et måltal for dig. Over nul så er du glad - under nul agere du.

Fint - men stadig et måltal.

Jeg er 100% enig med dig at målstyring generelt har en tendens til at gå amok, og man skal have en ordentlig tilgang til det.

Jeg kan nu godt lide benchmarking - og ok så stor er P.... heller ikke, men har dog produceret 2 fantastiske og smukke piger, så den fungere jo fint - benchmarking eller ej-:)

... som på grundig vis underbygger mine påstande om luderrapporterne og pjattemanagementhalløjet, der foregår hele tiden i både private og offentlige virksomheder:

http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2006/06/the-management-myth/4883

Han får det kogt ned til Taylor ("Det kan måles!") versus Mayo ("Det er jo mennesker!"), og beviser, at de begge to fuskede med resultaterne, og at alle andre managementtyper har fusket lige siden - og reelt aldrig har leveret videnskabeligt holdbare beviser på noget som helst i den boldgade.

Mvh Mogens

Tør nu øjnene, tag en kiks, og kom ind i kampen. Som mangeårig bureaukrat i offentlig forvaltning kan jeg ikke frigøre mig fra tanken om at det er forholdsvis rimeligt at stille krav om at borgerne får et mindstemål af indsigt i, hvad de får for deres penge – ikke målt på papir, men målt på effektive ydelser – også kaldet effektmål. Og at disse effektmål skulle være ”uetiske” eller i øvrigt i modstrid med god ledelse eller for den sags skyld med en ledelse baseret på tillid, det falder mig svært at se!
Sandheden er jo, at et fokus på dokumentation af reel effekt og en ledelse baseret på tillid og omvendt strategi er hinandens forudsætninger – ikke det modsatte!
Jeg har i snart en længere årrække været bærer af den performance management kultur, der er vokset frem i dette land. Jeg kan ikke, som en flok finansministerielle embedsmænd gjorde det i 2007 bede om tilgivelse under dække af ikke at have vidst, hvad min indsats ville afstedkomme. I de senere år har resultatstyring holdt sit indtog, ikke blot i staten, men også i kommunerne landet over. Er der nu grund til at begræde det?
Set som embedsmand, så måske! Men i et demokratisk perspektiv er svaret entydigt nej! I takt med at dokumentationssystemerne i det offentlige er blevet voksne skaber de også stadig mere troværdig styringsinformation. Og den politisk ledelse generobrer noget af den magt, som de komplicerede økonomiske og tekniske processer har frataget politikerne i årene forud. Bare tænk på en kommunalpolitikers arbejdsbyrde. Jobbet skal passes for et usselt vederlag med et fuldtidsjob ved siden af. Man kommuner har ikke et ordentligt professionelt sekretariat til at servicere politikerne og ser desuden med skepsis på at politikerne blander sig i den drift, som mange af dem uafviseligt ikke har en pind forstand på.
Løsningen er i mange tilfælde god ledelsesinformation baseret på måling af reelle effekter!
Hvad har resultatstyringen så betydet for de offentlige organisationer? Er det blevet det rene stregkode-helvede og måletyrani det hele? Nej da, den slag var rene begyndervanskeligheder! Selv finansministeriet har faktisk set lyset og set resultatbaseret styring som et led i regeringens afbureaukratiseringsindsats og satser på at indførelse kan ledsages af afskaffelsen af mange andre styringsparadigmer. Og der er mange i øjeblikket!!
Ledelseslitteraturen florerer i øjeblikket med gode analyser af samfundsudviklingen og konstruktive bud på, hvordan tillid kan operationaliseres som ledelsesværktøj. Men det er vist kun Mogens Nørgaard og enkelte andre fantaster, der forestiller sig at verden bliver bedre at mindre viden.

Mads Teisen

Kære Nørgaard, jeg er meget enig i dine antagelser, og kan se at dine antagelser (delvis) har afsæt i den økonomiske krise. Hvis kapitalen svigter én, så værdsætter man de menneskelige værdier højere, og det er lige det Danmark mangler i aller højeste grad. Tak for at sætte ord på en nødvendighed i organisationerne. mvh.



dine antagelser lyder nkning. Hvor mange virksomheder ønsker ikke at være en attraktiv arbejdsplads og få den største afkast. Jeg tro er klar til Jeg kan kun være enig. men

i år 2008, var de 358 rigeste fam. (i årlig indkomst lig med 1/3 del af verdensbefolk.

Hej Mads,

Først det useriøse: Sig mig - er det DIG fra Rysensteen, Mads? Var det ikke affaldsplanlægning du studerede på RUC efter vi gik ud? Og hvis det vitterligt er dig, så tak for en masse fede og sjove oplevelser sammen i de tre år :-).

Og så til det kedelige: Jeg synes det lyder fantastisk med al den pludseligt opståede kærlighed - nu med metoder, der ALDRIG er blevet bevist videnskabeligt, for nu at være let drillende - til kunderne (borgerne) fra offentligt ansattes side.

Men realiteterne er, at

1) folk som du antyder ALDRIG de RIGTIGE besparelser/gevinster ved inititativerne, nemlig omfattende fyringer af offentligt ansatte, så vi kan få råd til velfærden. Jeg kan heller ikke se bare den mindste lillebitte antydning af forslag til, hvordan der kan effektiviseres rigtigt (dvs. FYRES) i det offentlige i dit indlæg. Det er TOTALT tabu. Ingen af jer DJØF'er tør antyde en så kættersk idé. Ligesom ingen politikere tør heller, fordi alle alligevel arbejder for det offentlige nu :).

2) Jeg fatter ikke, hvorfor en offentlig ansat skal have gulerod, pisk, bonus, resultatløn og andet for at passe sit job. Rockefeller sagde engang, at han ikke mente der fandtes noget mere nobelt end en person, der gik ind og arbejdede i det offentlige for at hjælpe sine medborgere. Den holdning er vi vist alle parate til at omfavne, men det kan være svært, når vi hele tiden får at vide, at I er nødt til at have alle mulige styringsredskaber i rumpen for at gøre jeres job. Forklar mig ÈN gang til, at rigspolitichefen skal have bonusløn, eller at DSB-chefen skal have bonus og resultatløn og tårnhøj gage samtidigt? Hvad i alle Verdens riger og lande skulle det gøre af forskel på servicen overfor borgerne, som vi ikke havde før?

Når antallet af offentligt ansatte stiger (men antallet af offentligt ansatte, der GØR noget for kunderne falder), når udgifterne stiger hvert eneste år, når der kommer flere og flere mystiske kontroller og registreringer.... så tror jeg det er på tide at gøre noget anderledes end i de sidste 20-30 år. Og jeg tror ikke løsningen er at blive ved med at lytte til stadigt skiftende modefænomener indenfor "management", men tvært i mod at afskaffe det helt. Vi skulle aldrig have hoppet på den galej.

mvh.

Mogens

For en gang skyld er jeg uenig med dog Mogens. Der er ingen der gider anstrenge sig på en 100 meter, hvis der ikke er nogen der tager tid. Ja, måltal kan Ikke stå alene og har en masse begrænsninger, men brugt rigtig er de unundværlige, til at måle om en organisation flytter sig den vej man vil have.