Yngre akademikere fravælger EU

22-03-2011
3 min.

En stigende aldersprofil for EU-ansatte kombineret med beskeden interesse blandt unge akademikere truer dansk indflydelse i EUs institutioner. Kristian Abildskov gik mod strømmen og greb chancen for en karriere i Bruxelles.

Da Kristian Abildskov for 10 år siden første gang kom til Bruxelles for at besøge sin kæreste i byen, fik han noget af et chok.

”Det var gråt og regnfuldt, og alting var så rodet,” mindes han.

Så selv om det var kærligheden, der trak ham derned, var det mildt sagt ikke kærlighed ved første blik til EUs hovedstad.

Men det har ændret sig, så den 36-årige dansker sidste år – med en bachelorgrad fra et britisk universitet i bagagen – lagde billet ind på ansættelsesprøven for akademikere, den såkaldte akademiker-concours.

Og det må der meget gerne være flere unge danskere, der gør, mener man på den danske EU-repræsentation. Her breder panderynkerne sig nemlig i takt med, at den danske aldersprofil i institutionerne skyder i vejret.

”Vi er pænt repræsenteret i dag, men mange nærmer sig pensionsalderen, og indtaget af danskere i den anden ende er lavt,” konstaterer konsulent Søren Halskov.

Det skyldes ikke mindst, at der er relativt få danskere, der prøver chancen for en karriere i EU, og derfor også færre, der består de forskellige tests.

”Det bekymrer os, at vi i løbet af nogle år vil falde til under det niveau, hvor vi burde være, hvis ikke flere yngre danskere i højere grad begynder at interessere sig for EU,” forklarer Søren Halskov.

Han pointerer, at det er et problem, fordi en rimelig dansk tilstedeværelse er vigtig for at fremme danske måder at gøre tingene på.

Multikulturelle Bruxelles

Det lykkedes Kristian Abildskov at slippe gennem akademiker-concoursens nåleøje. Men han kom ikke sovende til bedriften.

”Det kræver, at man er motiveret, og at man forbereder sig grundigt. For eksempel hjalp det på min mundtlige præsentation, at jeg forinden havde sørget for at sætte mig i situationer, hvor jeg skulle op og tale for folk,” fortæller Kristian Abildskov.

Han har hele tiden glædet sig over diversiteten på arbejdet med de mange udenlandske kolleger og ser frem til nu at få stillinger med flere ansvarsområder og mere kreativt arbejde.

Det internationale præg har også fået ham til at sætte pris på Bruxelles som by.



”Den er meget levende, og jeg vil vove at påstå, at den er mindst lige så multikulturel som London og Paris. Ud over EU er der jo også en masse immigration fra Sydeuropa og Afrika,” fremhæver han. 

Den generelle adgangsprøve for 2011 til ansættelse i EUs institutioner (Concours) blev udskrevet onsdag den 16. marts 2011, og der er åbent for tilmeldinger i fire uger.

Kristian Abildskovs råd om concours

Tilmeldingen. Det er vigtigt, at man tager sig tid til at lægge sit cv ordentligt ind og tænke over, hvad man skriver om fx sin baggrund for at søge.

Den computerbaserede stopprøve. Sidste år bestod den af tre dele: Tekstforståelse, statistisk bearbejdning og logisk abstrakt tænkning. Jeg købte en testpakke med 1.000 spørgsmål online i samme format, som jeg terpede.

Kompetenceprøven i Bruxelles. Her testes kandidatens kompetencer i fx prioriteringsevne, samarbejdsevne og evne til at arbejde under pres meget grundigt i forskellige delprøver. Alle opgaverne er lavet, så du nærmest ikke kan løse dem perfekt, for pointen er at se din reaktion under pres.

EPSO, arrangøren af testen, er utrolig aktiv på facebook, hvor der også er kandidater, der udveksler erfaringer, og man kan selv stille spørgsmål. De laver også informationssessions på twitter.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.