Undgå generationskrig i pensionskassen

23.3.2011

af

Læserbrev fra Sven Ziegler, formand for Pensionistforeningen i Djøf.

I djøfbladet nr. 3 af 11. februar 2011 bringes under overskrifterne ”Djøf mener” og ”Generations-fairness” et indlæg af Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening, og Theis Simonsen, formand for Djøf Studerende.

Det meste af indlægget indeholder betragtninger om efterløn, uddannelse, stress og vilkårene gennem arbejdslivet. Disse giver ikke Pensionistforeningen anledning til bemærkninger, al den stund vi ikke finder, at de på nogen måde falder inden for vores område. Imidlertid indledes indlægget med følgende afsnit:

”Når en 20-årig i dag tjekker ind på universitetet, er det med udsigt til at kunne gå på folkepension som 68-årig. Uanset om efterlønnen bliver afskaffet eller ej, kommer de unge til at arbejde i flere år. De unge skal også sørge for at lægge mere til side til alderdommen, for de er ikke som ældre generationer begunstiget af favorable pensionsordninger med rentegarantier. I dag sker der en omfordeling fra de yngre til de ældre generationer i pensionssystemet.”

Pensionistforeningen finder det meget kritisabelt, at Overenskomstforeningens formand i dette spørgsmål udtrykker en så unuanceret holdning under overskriften ”Djøf mener”. Desuden er Lars Qvistgaard tillige næstformand for pensionskassens bestyrelse, og man måtte forvente, at han overfor omverdenen i et spørgsmål som dette formåede at agere mere afbalanceret i forhold til
pensionskassens medlemsskare.

Lars Qvistgaard har tilsyneladende helt fortrængt de tiltag, som er gennemført i pensionskassen for at sikre, at de yngre generationer ikke skal understøtte de ældre generationers rente og pensioner; oprettelse af afdeling to, gradvis fjernelse af pensionisternes pensionstillæg og nedsættelse af pensionerne. Og Lars Qvistgaard ved bedre end nogen anden, at pensionskassen er i gang med nye tiltag, der yderligere vil forringe vilkårene for ”de gamle”. Han har også på generalforsamlinger i pensionskassen kunnet konstatere, at der fra et meget betydeligt antal medlemmer er udtrykt væsentlig kritik af grundlaget for bestyrelsens politik. Der er herunder udtrykt stærk bekymring for, at de, der bliver straffet i pensionskassen, er de gamle medlemmer, der igennem et langt liv har været solidariske i forhold til samtlige medlemmer i pensionskassen, herunder i en lang periode af deres opsparede formue har understøttet renten i forhold til de yngre generationer.

Der skulle meget nødig i pensionskassen udvikle sig en generationskrig, som den citerede passus kunne spille op til. Her ville pensionskassens ældre medlemmer og pensionister selvfølgelig blive taberne, allerede fordi de udgør et forsvindende lille mindretal i forhold til Lars Qvistgaards Overenskomstforening. 

Med venlig hilsen
Sven Ziegler
Formand for Pensionistforeningen i Djøf

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet