Panelet af fagfæller udpeger den indiskfødte Raghuram Rajan fra University of Chicago som den største teoretiker. Rajan har en fortid som cheføkonom i Den Internationale Valutafond og et bijob som særlig rådgiver for den indiske premierminister. Han blev omstridt, da han i 2005 advarede om, at der blev løbet unødvendige risici i finanssektoren, og det kunne udløse en katastrofe. Han påpegede senere, at voksende social ulighed fik regeringer til at øge kreditmulighederne, hvilket bidrog til krisen. Han opfordrer til en skrappere regulering af finanssektoren, så der ikke opstår så voldsomme udsving mellem henholdsvis op- og nedgangstider.