Flere højtuddannede i det private

22-03-2011
2 min.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (C).

Er du enig i, at et løft af videnindholdet i de små og mellemstore virksomheders (smv’er) produkter og services er afgørende, hvis Danmarks produktivitet skal øges?

”Danmark har en stor udfordring i forhold til produktiviteten. Blandt OECD-landene er det kun Italien, der i de sidste ti år har haft en lavere vækst i produktiviteten end os. Økonomi- og Erhvervsministeriet var blandt de første til at sætte spot på udfordringen.

Der er ikke én forklaring på vores lave vækst i produktiviteten. Men jeg er enig i, at manglende innovation i virksomhederne kan være en del af forklaringen. Analyser viser, at højtuddannede medarbejdere kan styrke virksomhedernes innovation. Det gælder både store og små virksomheder.

Heldigvis får stadig flere en videregående uddannelse. Konkurrenceevneredegørelsen 2010 viser, at ca. 37 procent af de 25-34-årige havde en videregående uddannelse i 2009 mod 27 procent i 2001 – og andelen er stadig stigende. Der kan dog ligge et potentiale i at få flere højtuddannede ud i virksomhederne. Derfor er det også positivt, at tre ud af fire djøfere er ansat i den private sektor.”

Indeholder jeres strategi for højere vækst konkrete, nye initiativer til at løse SMV´ernes vækstproblemer gennem flere højtuddannede?

”Væksten skabes som bekendt i de private virksomheder. Derfor har regeringen haft stort fokus på at styrke rammerne for vækst i Danmark, herunder i små og mellemstore virksomheder. Der er sat ind over en bred kam. Indsatsen har blandt andet haft fokus på at få mere viden og flere højtuddannede ud i de private virksomheder gennem flere erhvervs-ph.d.’ere og videnpiloter.

Vi vil i regeringen i foråret 2011 i en ny strategi sætte mere fokus på, hvordan vi får skabt mere vækst i vores underskov af små og mellemstore virksomheder. Strategien vil blandt andet have fokus på, hvordan vi styrker kompetencerne i små og mellemstore virksomheder i Danmark yderligere. Og på hvordan vi i fællesskab får udbredt en større konkurrencementalitet og vækstkultur i Danmark.”

Djøf vil gerne matche virksomhedernes specifikke vidensbehov med udvalgte, ledige akademikere. Hvad synes du om den ide?

”Vi er i regeringen meget opmærksomme på, at virksomhederne skal have adgang til højtkvalificeret arbejdskraft, og emnet har blandt andet været drøftet med Vækstforum.



Og regeringen har allerede taget en lang række initiativer, som skal øge andelen af højtuddannede i de små og mellemstore virksomheder. Akademikerkampagnen fra 2010 fokuserer netop på matchet mellem nyuddannede akademikere og de små og mellemstore virksomheder.

Men jeg vil også fremhæve Videnpilotordningen. Her kan små og mellemstore virksomheder søge om løntilskud til at ansætte en højtuddannet medarbejder til et konkret udviklingsprojekt. Den ordning har regeringen 11,4 mio. kr. til både i 2011 og 2012. Samtidig er det er område, vi også i fremtiden vil have fokus på.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.