Firmaets mænd

”Jeg synes bare ikke, det er vigtigt”.

Men det synes Christoph Ellersgaard, 29, og Anton Grau Larsen, 27. De er sociologer, og da de satte sig ned for at kortlægge de danske topdirektørers kollektive biografi i deres speciale, skulle far med.

Deres undersøgelse kom til at vise, at vejen til den øverste chefstol er nemmere for nogle sociale grupper end andre.

De øverste direktører for landets 82 største virksomheder har 1,1 millioner medarbejdere under sig, men de ligner ikke deres mange ansatte. Kun to er kvinder, og kun seks er opvokset i arbejderklassehjem. 80 procent af dem kommer fra den øverste femtedel af det danske samfund. En tredjedel af dem er vokset op som direktørbørn.

Topdirektørerne følger ikke én bestemt vej til toppen, men de ligner hinanden, når de når derop.

”De følger forskellige veje – til at blive meget ens,” siger de to sociologer og fortsætter:

”Problemet med at være ens er, at der er en masse vedtagne sandheder, som ikke udfordres. Når topdirektørerne så kigger efter lederkompetencer, kigger de efter de egenskaber, de kender og synes er gode – hvilket er det samme som deres egne. Det er blandt andet derfor, at der kun er to kvinder med i vores undersøgelse.”

Nils, Jørgen og alle de andre

Sociologer plejer ikke at sætte navn på individerne i deres undersøgelser, men det tabu bryder de to unge sociologer. Så Nils Smedegaard Andersen, Jørgen Buhl Rasmussen og Jørgen Mads Clausen, og hvad de ellers hedder, optræder med navns nævnelse i tabeller og figurer.

”Navnene skal med, så folk kan gå os efter i sømmene med hensyn til, hvem vi har valgt ud.”

Groft sagt spiller dét faktum at være søn af en direktør eller virksomhedsejer en større rolle end uddannelse for at have nået toppen.

Overraskende mange – over en tredjedel – af de i alt 100 undersøgte topdirektører har ikke taget en høj uddannelse i deres ungdom. De har en kortere merkantil grunduddannelse eller er gået elevvejen i en virksomhed, som det fx gælder for mange af direktørerne i Mærsk og for Ditlev Engel, der har en HD i regnskabsvæsen og blev elev i Hempel som helt ung.

I Danmark er der ingen eliteuddannelse, som integrerer topdirektørerne i en særlig korpsånd som fx i UK, Frankrig og USA.

”I Danmark er topdirektørerne på mange måder firmaets mænd.”

Blandt dem med en høj uddannelse i ungdommen dominerede ingeniørstudiet førhen, men nu er cand.merc.erne og cand.oecon.erne på vej ind som de førende.

”En af grundene er, at ingeniørstudiet ikke har holdt fast i den gamle polytekniske læreanstalts eksklusivitet. I fx Frankrig har man udskilt en særlig, lille eliteuddannelse på ingeniørstudiet.”

Samtidig findes der som sagt et mønster med at have ’arvet’ særlige sociale kompetencer hjemmefra. Det letter vejen til toppen, fordi man kan gebærde sig på en bestemt måde – og de to sociologer tvivler på, at det ændrer sig med de unge generationer.

”Det korte svar er, at dette mønster ikke har ændret sig siden 1955, hvor det sidst blev undersøgt. Det er en meget stabil mekanisme.”

Bliv ikke for længe ude

Det kan være dårligt ikke at have erfaringer fra udlandet, men man skal ikke have været væk for længe. Dem, der har været ude i mere end syv år, sidder ikke i udprægede prestigejobs.

”Et til syv år er bedst, og dem, der er vendt tilbage til et topjob, har typisk været udstationeret for en dansk virksomhed. De har holdt gryden i kog derhjemme. Det er så vigtigt, at kunne begå sig blandt den danske elite, at man misser noget ved at være ude for længe.”

Dansk erhvervsliv trækker bestemt udlændinge ind, men det er på de lavere niveauer, ikke på topplan, ligesom danske topdirektører heller ikke headhuntes til det store udland – medmindre vi taler om skandinavisk fusionerende virksomheder. Fx har Ecco godt nok en polsk topdirektør, men han er gift med datteren af Eccos stifter, og Rockwools hollandske direktør har boet her i 30 år.

Alt det ændrer globaliseringen ikke på: En danskejet virksomhed har en dansk topdirektør – også selvom det meste af dens aktiviteter ligger i udlandet. Det er ikke udtryk for provinsialisme, for sådan er det også i toppen af andre landes store virksomheder.

”Der er ikke et internationalt marked for talent på topplan ligesom i fodbold.”

Præcis som i 1950’erne

Nogle virksomheder – og dermed deres topdirektører – har højere status end andre, fordi disse virksomheder besidder en særlig symbolsk kapital som gamle og hæderkronede.

Det ser ud, som om disse prestigevirksomheder tilgodeser børn af prestigefulde fædre. Direktøren skal have en vis ’tyngde’, og den afhænger også af måden, hvorpå direktøren fører sin krop, og hvilken historie han har bag sig.

Om direktørerne kommer til at indgå i de rette, ’fine’ sammenhænge afhænger af virksomhedens prestige – ikke dens størrelse. LEGO er et godt eksempel, da den er et internationalt klenodie. DSVs direktør er der ingen, der kender, selvom det er landets 16. største virksomhed målt på omsætning.

De to forskere har været på kongehuset.dk og læst gæstelister for at få navnene på topdirektørernes hustruer. Direktørerne med den mest elitære baggrund er også gift med de kvinder, som har den mest elitære baggrund. Og det er i nærmest livslange ægteskaber.

”Direktørsønnerne, som selv bliver direktører, gifter sig med direktørdøtre. Det gjorde de i 1955, og det gjorde de i 2008. Sociologer vil så gerne finde forandringer, men her ser vi den samme livshistorie udspille sig i dag som i 1950’erne.”

Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen skal nu skrive en ph.d., hvor de sætter topdirektørerne ind i det generelle billede af styrkeforholdet internt i den samlede danske magtelite.