En tænker inden for sociale medier

08-03-2011
9 min.

Han er stifter af flere virksomheder, guider statsministre i profilering, vender op og ned på klassiske tanker om ledelse og global markedsforståelse. Var et problembarn i folkeskolen og tog ingen videregående uddannelse. Velkommen til Jacob Bøtter.

”The world is becoming too fast, too complex and too networked for any company to have all the answers inside.” 

Citatet er hentet hos Harvardprofessor og specialist i netværk Yochai Benkler, og det er indgangsbønnen til ’Glem din IQ – Tænk over din NQ’, der handler om social kapital og skabelse af netværk på sociale medier.

Jacob Bøtters produktion af bogen er en illustration af de uendelige muligheder, sociale medier rummer, hvis man tør lægge hovedet på den offentlige blog. Jacob Bøtter valgte at lægge udkastet til bogens kapitler på nettet, hvor alverdens brugere uden omsvøb kunne kommentere indholdet. Der var øjeblikkeligt stor interesse blandt brugere for at bidrage til bogprojektet, som blev til over kun to måneder.

”Hvorfor gå og ruge over sine ideer alene, når man kan bruge sine åbne netværk til at få konstruktive bidrag?” lyder spørgsmålet fra den unge forfatter og iværksætter. 

Sociale medier revolutionerer ledelsesformer

Bogen skal ses som et vækkelseskald til direktionsgange og ledere, der endnu ikke har forstået, at sociale medier skaber lavineskred i krav til ledelse, vidensdeling og virksomhedens legitimitet.

”Vi befinder os i øjeblikket i et paradigmeskift, hvor verden gennemgår en demokratisering i adgangen til viden og mulighed for at skabe netværk,” fortæller Jacob Bøtter, der har brugt de seneste fem år på at banke konsulentvirksomheden Wemind op på 15 ansatte og et leverandørnetværk på 100 medlemmer med Lars Kolind ved bestyrelsesankeret.

Jacob Bøtter betoner, at vi i flere hundrede år har levet i geniernes regime, hvor viden og magt har været centreret i toppen af ledelsespyramiden. I dag bevæger vi os med høj hastighed fra en vertikal til en mere horisontal videns- og ledelsesstruktur.

Udviklingen svækker den magtfokuserede leder, der ønsker at sidde alvidende på toppen af virksomheder og organisationer. Ledere, der naturligt evner at skabe og bruge netværk på sociale medier, dele viden samt uddele ansvar og frihed til medarbejdere bliver vinderne i en tid, hvor ukontrolleret flow af viden ind og ud af organisationer bliver en stadig vigtigere nøgle til at etablere netværk og succes, bedyrer Jacob Bøtter.

”Se blot på ledelsesformen i virksomheden Facebook, der har ikonstatus blandt sociale medier. Her leder de 2.000 ingeniører projekter fra ide til produkt på sitet uden indblanding fra top- eller mellemledere. Ingen arbejdscensur, kontrol eller langsommelige godkendelsesprocedurer op og ned i virksomheden. Det kan man lære noget af i blandt andet Kina, Nordkorea og Danske Bank, hvor man blokerer for henholdsvis borgernes og medarbejdernes brug af Facebook,” forklarer Jacob Bøtter, der også mener, at teoribøger om ledelse og kommunikation med blot et par år på bagen stort set bør skrives om eller sendes i papirkurven, fordi felterne for stedse er forandret med de sociale mediers indtog.

Aldeles uakademisk selfmade man

Jacob Bøtter understreger, at han ikke selv er akademiker, og at han aldrig har brudt sig om hverken skolegang eller teoribøger. Opvæksten i Næstved rummer da også fortællingen om store vanskeligheder ved at tilegne sig viden på traditionel folkeskolemanér.

”Jeg synes, det var mærkværdigt at sidde i et klasselokale og svare pænt på lærerens spørgsmål. Det var ren top-down-kommunikation, og jeg følte mig decideret placeret på en forkert planet,” fortæller Jacob Bøtter lige ud af posen.

Mens skolegang ikke interesserede Jacob Bøtter, havde han derimod kronede dage på hjemmeadressen, hvor han dag ind og ud sad musestille og kiggede over skulderen på sin storebror, der var computerentusiast.

Uden succes i folkeskolen flød Jacob Bøtter længere og længere ind i verdenen af virtuelle netværk, og i 7.- 8. klasse skulkede han i lange perioder for at deltage i globale virtuelle netværk for grafikere og designere. Her mødte han en malaysisk kvinde, og de skabte i fællesskab – og uden nogensinde at møde hinanden i den fysiske verden – virksomheden KwanStudios.

Fortællingen om det utraditionelle bureau gik som varmt brød blandt netdesignere verden over, og efter ét år stod virksomheden opført på BusinessWeeks liste over verdens største designbureauer med over 250 designere og kontorer i 50 lande.

KwanStudios gav Jacob Bøtter iværksætterblod på tanden, men han kunne i længden ikke holde til at være online 24/7 for rådgivning og chat med designere i forskellige tidszoner verden over. Han måtte derfor opgive KwanStudios til fordel for virksomheden Effekt2, som han kort efter stiftede med en kammerat. Tiden i Effekt2 blev på mange måder skelsættende for tilværelsen som iværksætter, fordi den startede som en succes og endte i sand katastrofe, som Jacob Bøtter formulerer det.

”Vores virksomhed fik gennem en dansk kontakt en ordre på 100.000 kroner for markedsføring af simkort til mobiltelefoner. Beløbets størrelse virkede astronomisk på mig. Jeg gik jo kun i 1.g,” forklarer Jacob Bøtter. 

Uden reel virksomhedserfaring gik han og kammeraten over hals og hoved i gang med at hyre fotografer og bureauer til produktion af markedsføringsmateriale til 50 magasiner.

”Desværre viste det sig efter kort tid, at vores kundes projekt var varm luft, og at der ikke var penge bag, men vi skyldte penge til alle underleverandører. Det var et mareridt,” indrømmer Jacob Bøtter. Historien trak overskrifter i flere lokalaviser og på mindre tv-stationer, fordi den naive iværksætter havde brændt kontakter, underleverandører og flere hundredetusinde kroner af – kun 17 år gammel.

Comeback kid

”Hvad gør du i en situation, hvor hele dit professionelle netværk føler sig misbrugt, og din troværdighed som iværksætter befinder sig under nulpunktet?” spørger Jacob Bøtter. ”Du bliver ved, og du bliver ved,” lyder hans simple opskrift. Jacob Bøtter fremhæver, at én af hans stærkeste sider er hans ukuelighed og det at være et Comeback kid. Det har han blandt andet fundet frem til gennem personlig coaching hos cand.psych. og ekstern lektor på CBS, Lars Ginnerup, der har fulgt Jacob Bøtter i flere år.

Ginnerup tøver ikke med at kalde den unge leder for indbegrebet af et progressivt globalt mindset, og virksomhedspsykologen siger: ”Jeg bruger ofte Jacob som eksempel på, hvor langt man kan komme, hvis man har stamina og er villig til åbent at erkende sine fejl og komme videre. Derudover er Jacob eksemplet på, hvad det vil sige at være uspoleret af lange ophold på højere læreanstalter med indbegrebet af nulfejlskultur, der fortsætter i praksis i den danske virksomheds- og organisationsverden.” 

Dansk nulfejlskultur er livstruende

De voldsomme oplevelser med egen virksomhed i så ung en alder har givet Jacob Bøtter en tidlig iværksætterballast, som han på ingen måde begræder.

”I USA klapper man hinanden på skulderen, når man går i gang med første, anden eller tredje virksomhed – også selvom de første forsøg ikke har været succesfulde. I Danmark møder du bagklogskab, formaninger og besserwissen, når du starter, går ned eller genstarter virksomhed,” siger Jacob Bøtter.

Jacob Bøtter ser, at dansk virksomheds- og organisationskultur ofte lider af behagesyge og en stræben efter en nulfejlskultur, som er både konformitetsskabende og livstruende for vores evne til at være innovative i en global verden med stærk konkurrence og behov for tiltrækning af de bedste talenter.



Det nemmeste for ham efter de første virksomhedsflop ville have været at tage en uddannelse og ende som djøfer i et kedeligt ministerium eller en styrelse, hvor ekspedition af sager går deres vante daglige elevatorgang op og ned i beslutningshierarkiet, for at hver enkelt led kan sikre et resultat, som er røntgenfotograferet for mulige fejl.

”Den slags arbejde inspirerer mig på ingen måde, og jeg ser ikke, at dagens ledere er specielt stærke på den visionære front. Eksempelvis optræder en typisk djøfer i 2011 på linje med den klassiske umoderne boss, der har behov for at kontrollere de mindste detaljer i virksomhedens eller organisationens output. Fremtidens ledertype vil træde i baggrunden og tegne de overordnede linjer, mens han eller hun lader medarbejderne træde frem i rampelyset,” lyder vurderingen fra Jacob Bøtter, der i øjeblikket sammen med Lars Kolind arbejder på en ny bog om fremtidens ledertype, som de kalder ’The Unboss’. 

Mødet med Kolind

Erhvervsmanden Lars Kolind indtager en væsentlig plads for enden af bestyrelsesbordet i Wemind. Bøtter og Kolind mødte hinanden på en konference i 2007, hvor Kolind fortalte om en kommende præsentation af bogen ’Kolindkuren’. Jacob Bøtter bemærkede, at markedsføringen af bogprojektet virkede temmelig gammeldags, og at bloggen var et oplagt forum for at lade brugere kommentere direkte på bogens indhold. Mødet blev kimen til Weminds samarbejde med Kolind, som hurtigt så, at Jacob Bøtter havde blik for de udfordringer, som direktionsgange i hele verden står over for med sociale medier.

Kolind fortæller om Jacob Bøtter, at han er en myreflittig og utålmodig iværksætter, der går bedst på stier, som ingen andre har betrådt. Kolind vurderer også, at Jacob Bøtter om få år vil blive regnet blandt verdens førende tænkere og praktikere inden for sociale medier og ledelsesmæssige udfordringer.

”Den færd ser jeg frem til at følge som bestyrelsesformand i Wemind,” lyder skudsmålet.

Kjeld Zacho, der er administrerende direktør i Billund Lufthavn, har netop deltaget i én af de executive briefings for topledere, som Jacob Bøtter med jævne mellemrum gennemfører for at kortlægge landskabet af udfordringer og muligheder med sociale medier. Zacho fortæller, at Jacob Bøtter har et blændende blik for øjeblikkeligt at tænke ny teknologi på tværs af en virksomheds kompetencer til gavn for både medarbejdere og kunder.

”Derudover er Jacob interessant, fordi han tør smide forsigtigheden over bord og gå planken ud med sine ideer. Det kan vi alle lære noget af,” fortæller lufthavnsdirektøren. De udsagn er administrerende direktør i Toms Group og formand for DI Jesper Møller enig i. Han fortæller samtidig, at Jacob Bøtters uakademiske baggrund, direkte facon og stærke analytiske egenskaber giver den unge iværksætter særklasse.

På den hårde vej mod succes har det ikke skadet Jacob Bøtter og Wemind at have rådgivet både forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og statsminister Lars Løkke Rasmussen i deres debut på Twitter og Facebook, men det er ikke store titler og status, der driver værket.

”Statsministre og store ledere er almindelige mennesker som du og jeg. Jeg vil hellere være med til at forandre verden, og hvis virksomheder i fremtiden forstår at involvere deres kunder og medarbejdere bedre gennem sociale medier, vil det resultere i løsninger, der giver øget global velstand. Dét projekt driver mig,” lyder meldingen fra den 24-årige iværksætter.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.