Embedsmænd og politikere - ret og pligt

22-03-2011
3 min.

Kommentar.

For tiden er der ”blæst” omkring embedsmænds ageren i flere ministerier og styrelser og i nogle kommuner. Det hænger for de statslige myndigheders side givetvis i flere tilfælde sammen med den i realiteten igangværende, men endnu ikke officielt proklamerede valgkamp – og så er der jo også Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen.

De politiske ledere, det være sig ministre eller borgmestre, er sat i spidsen for nogle undertiden meget store forvaltninger, der i det daglige udfører en række planlægnings-, forvaltnings- og serviceopgaver på politikernes eller institutionernes vegne. Det er vigtigt, at der er rimeligt klare og gensidigt accepterede arbejdsfordelinger. Ellers kan man risikere et kaos til skade for opgaveløsningen.

Det er fx vigtigt for en minister eller borgmester, at de oplysninger og vurderinger, der lægges frem af embedsværket, er korrekte. Ellers kan politikeren risikere at komme i uføre, når der skal besluttes og handles. Tilsvarende må embedsværket ikke politisk intimideres og få stillet krav om at udvise politisk følgagtighed på bekostning af faglighed mv.

Der er i årenes løb udarbejdet rapporter og bøger om samspillet mellem politikere og embedsfolk og især adskillige om embedsmænds rådgivning og bistand til ministre. Således affødte tamilsagen i begyndelsen af 1990´erne en bog, der siden blev en klassisk reference, nemlig Nordskov Nielsen-udvalgets beretning fra 1993 om fagligt-etiske spørgsmål for offentligt ansatte. Djøf tilsluttede sig hurtigt beretningen som forbundets videre politik.

Senere kom flere redegørelser til, mest markant rapporter om chefers ansvar og om særlige rådgiveres (”spindoktores”) stilling. Og så har vi jo også set konkrete sager – være sig egentlige tjenestemandssager, ”fyringer” eller diverse omplaceringer af ledende chefer.

For ministre gælder – udover statsministerens velvilje - at en minister skal overholde reglerne i ministeransvarlighedsloven, og dette uanset om en rigsretssag kan komme på tale af parlamentariske grunde (folketingsflertal).

Herudover skal en minister være opmærksom på ikke at politisere sit embedsværk og ikke misbruge sine særlige rådgivere i parti-valgkampagner. Endeligt er en minister ”direktøren for det hele” og har det overordnede ansvar for at drive et veltilrettelagt opgave- og organisationssystem.

For embedsfolks rådgivning og sagsbehandling gælder overordnet politisk neutralitet fire principper: Lovlighed, sandhed, faglighed og politisk neutralitet.

Respekt for gældende ret er en logisk følge af eksistensen af et retssamfund, hvor loven forstået i vid forstand, inkl. opfølgende regler og ”præjudikater” skal efterleves - konventioner, EU-regler, domme, nævnsafgørelser, ombudsmand mv. Det indebærer på den anden side også, at politikere ikke kan pålægge embedsmænd at handle (klart) ulovligt.

Sandhedsforpligtelsen indebærer, at der ikke må videregives urigtige eller vildledende oplysninger, ligesom fortielser kan være utilladelige.  



Fagligheden hos de forskellige personalegrupper er et centralt punkt. Det indebærer, at opgaverne skal løses på et fagligt forsvarligt grundlag ud fra god professionsskik i forhold til de pågældendes faglige baggrund. En følge heraf er fx, at man ikke må opstille bevidst urealistiske forudsætninger eller prognoser for at opnå et ønsket resultat.

Politisk neutralitet betyder, at embedsfolk ikke må betjene en minister i rent partimæssige sammenhænge, ligesom embedsmænd naturligvis ikke må forfølge egne personlige politiske hensyn i opgavevaretagelsen. Men naturligvis er det opgaven at betjene ministeren eller borgmesteren loyalt, så politikerens ønsker til gennemførelsen af en bestemt politik fremmes. En forvaltning er jo ikke en del af et universitet.

Når en minister eller en borgmester og deres respektive embedsværker er sig bevidste om ovennævnte rammer, da vil der være øget tiltro af udøvelsen af politisk og administrativ virksomhed. Derfor denne kommentar til påmindelse og udbredelse i medlemskredsen!

Peter Arnborg er jurist i en statslig styrelse, initiativtager i 1991 til nedsættelse af Nordskov-udvalget, tidl. ekstern lektor i offentlig ret, Statskundskab, Københavns Universitet.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.