Mellem forsvarspolitik og forretningsforståelse

23.2.2011

af

I forsvarsvirksomheden Terma kan cand.scient.pol. Kristoffer Groth Jakobsen forene sin interesse for storpolitik med sin baggrundsviden fra en fortid i forsvaret.

Kristoffer Groth Jakobsen er business development director i Terma, der som Danmarks største forsvarsvirksomhed laver flydele, forsvarselektronik, radarudstyr og komponenter til rumfartsindustrien. Kunderne udgør primært stater og regeringer, og virksomheden er derfor stærkt påvirket af, hvilke forsvarspolitiske beslutninger der træffes rundt om i verden.

Beslutter Nato eksempelvis at gå ind i en ny mission, eller vedtager den danske regering nyt forsvarsforlig kan det pludseligt påvirke virksomhedens forretningsmuligheder. For når en kunde ønsker at forbedre sin forsvarskapacitet, kan det skabe efterspørgsel efter helt ny forsvarsteknologi.

”At kunne begå sig på vores marked, handler i høj grad om at kunne koble en forståelse for det forsvars- og industripolitiske miljø i de lande, som er vores kunder, med en forståelse for vores forretningsudvikling. Det er netop i det krydsfelt, jeg arbejder,” fortæller Kristoffer Groth Jakobsen, 35 år og uddannet cand.scient.pol.

En stor del af hans job handler om at etablere strategiske alliancer med de virksomheder, stater og regeringer, der kan blive fremtidige kunder for Terma. Og samtidig om at omsætte sin forsvarspolitiske viden fra potentielle kunder til konkrete forretningsmuligheder for virksomheden.

”En vigtig del af mit arbejde går ud på at samarbejde tæt med firmaets interne salgsstyrke ud fra en forsvars- og industripolitisk vinkel i de lande, som Terma på sigt gerne vil sælge teknologi til. Det er en utrolig spændende kobling, synes jeg,” siger Kristoffer Groth Jakobsen.

Hvorfor søgte du job i Terma?

”Terma er en speciel virksomhed, fordi den er så afhængig af globale ændringer i verdenspolitikken. Det fascinerede mig. Derudover er jeg tidligere reserveofficer og har haft bred berøring med forsvaret. Siden har jeg læst cand.scient.pol. og øjnede derfor en mulighed for at forene min baggrundsviden fra forsvaret med min store interesse for politik.”

Du har lige skiftet job internt. Hvad skal du lave fremover?

Jeg skal i den kommende tid rykke tættere på forretningen og på Asien og Termas datterselskab i Singapore, som mest fokuserer på radarer og forsvarselektronik. Min opgave bliver at være med til at opdyrke nye markeder i fjernøsten. Det bliver en utrolig lærerig oplevelse. Før var jeg i Termas afdeling for forretningsudvikling og internationalisering, alliancer og public affairs, og skal nu bruge de kompetencer til at stille skarpt på Asien.”

Hvad er du mest stolt af ved din arbejdsplads?

”At vi som dansk virksomhed kan levere teknologi og komponenter til en industri med de absolut højeste kvalitetskrav. Intet må fejle. Det er sejt, at vi er med i en liga med de største globale forsvarsvirksomheder. Det er jeg stolt af.”

Hvilket af din virksomheds produkter eller teknologier, er du mest fascineret af?

”Vi deltager i et stort globalt samarbejde om fremtidens jagerfly, F 35 Joint Strike Fighter. Det bliver et fly, der rent teknologisk vil kunne noget, som aldrig er set før. Vi er med til at udvikle en række dele og teknologier til flyet, blandt andet halepartiet. Det lyder måske ikke af meget, men er faktisk en utrolig vigtig og meget kompleks del af flyet.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet