Magtmobning: Hvorfor bliver det ved?

Sidste gang jeg var til lønsamtale fik jeg at vide at jeg ikke kunne forvente at få mere i løn da jeg alligevel skulle på pension. Ialt under den samme chef fik jeg kun 3% lønstigning over 4 år.
Da jeg fik forhandlet en fratrædelsesordning (ved hjælp af Marianne) fik jeg til sidst at vide at det var godt at jeg rejste da jeg var kun 80% værd (jeg var gået 1 dag ned på efterløn) og nu kunne de ansætte en 100% medarbejder.

Der er altså ikke forståelse for seniormedarbejdere så jeg er glad for at kunne holde et år tidlæigere end beregnet.

Mobning i de amerikanske selskaber er meget værre end I tror - det er nok derfor vi tjener 'the big bucks'...

Må tilstå, at det der chokerer mig er, at Djøfs sekretariat var chokeret.

Det er almindelig abeadfærd at dominerende kliker slår ned på de andre, enten hver for sig eller i flok. Når ledere ganske åbent hyres ud fra deres dominerende adfærd (gennemslagskraft), er det tydeligvis fordi abeadfærd gøres til en dyd. De der ønsker sig en arbejdsplads hvor samarbejdet foregår på et refleksivt niveau, må se i øjnene at de fleste befinder sig på abeniveau'et.

Det lyder jo så fint at det kommer bag på nogle.
Men stemningen bliver sjældent bedre i krisetider, så forvent mere af samme skuffe, og være særlig opmærksom på det når der er prikkerunder.

Jeg var ude for at få en ny chef efter en lille omrokade, som startede MU samtalen med "Jeg kan ikke li' dig.." og et "tilbud" om selv at sige op! *suk* :)

Årsagen var vist at der var en spids-kompetence i en anden afdeling han gerne ville have fat i, men som han ikke kunne få på budgettet medmindre nogen selv sagde op...

Det endte så "godt" i en massefyringspulje, men ikke uden ar i sjælen for mig synes jeg.

Om det var hans generelle ledelsesstil eller bare mig ved jeg ikke, men når krybben er tom...

Mvh Henrik

Et af problemerne for os DJØF'ere (og selvfølgelig mange andre) er, at vi er bange for at sige fra overfor mobning, stress m.v. Der er nok mange grunde til dette, men ofte oplever jeg selv en frygt for at den/de pågældende person/personer - fx chefen - skal blive vrede på en. Og så står man der og føler sig alene, og måske begynder fantasier om en eventuel fyring at køre i hovedet på en.

Jeg tror vi skal blive bedre til at sige fra på alle planer. Og jeg mener ikke nødvendigvis en dramatisk sigen fra. Men man kan stille og roligt sige: "Jeg blev såret over det du sagde der". Eller: "Jeg har simpelthen for meget at bestille; jeg kan ikke tage flere arbejdsopgaver ind lige nu".

Har man prøvet seriøst at få ændret det, der generer en, og det ikke er lykkedes, ja, så er der vel ikke andet at gøre, end at prøve at finde sig et andet job.

Jeg ved godt det ofte er mere kompliceret end som så, men man må starte med at sige fra. På en god måde.

Min tidligere chef var den mobbende leder. Ved en tilfældighed fandt jeg ud af, at han havde efterladt sig et blodigt spor af offere på sine tidligere arbejdspladser (hvor han iøvrigt aldrig var ret længe).: Offerne var altid en kvinde og altid en bestemt type. Sådan en lidt glad, faglig dygtig og rapkæftet type. Han fortsatte med at mobbe i sit nye job. Hvorfor jeg ved det? Blev ringet op af en grædende sygemeldt kvinde fra hans nye arbejdsplads. Og de ting hun kunne beskrive var en fuldstændig kopi, at den adfærd han udviste overfor mig. I dag er han igen rejst videre og ansat et nyt sted. Hvordan får man dog stoppet sådan en?

Desværre er jeg ikke overrasket over hvor længe mobning kan stå på med eller uden tillidsrepærsentantens vidende. Har selv prøvet det, og mødte en tillidsrepræsentant som ikke troede på mig, så da jeg gik ned med stress var det jer I Kbh jeg tog fat i og ikke som det burde være min tillidsrepræsentant. Jo det foregår og det vil altid foregå, når cheferne føler sig truede af dygtige medarbejdere, og de sidder tilpas langt fra den øvrige ledelse til de kan køre deres eget show.

Jeg har på min arbejdsplads været vidne til længerevarende og ødelæggende dårlig ledelse og bevidst bortforklaring af problemer med mobnig - også selv om det var dokumenteret i trivselsundersøgelser. I krisetider ansættes ledere med gode resultater med kontrol, overvågning og "skræmmende" opførsel, og alle forsøg på at italesætte problemerne bliver stemt ned som "oprør" og besværlige medarbejdere. "Heldigvis" var der mange der oplevede det samme, men at stå alene med sådanne oplevelser kan virkelig give ar på sjælen. Stress og dårlig trivsel gøres til individuelle problemer, og alle fralægger sig ansvaret.

Djøf bør ikke længere være overrasket, der skal til at ske noget...