Forskerrollen i samfundsdebatten

08-02-2011
6 min.

Professor Jan Rose Skaksen ser både muligheder og faldgruber, når forskere bliver en del af mediebilledet.

For syv år siden blev Jan Rose Skaksen kastet ud, hvor han ikke kunne bunde. Som nyudnævnt økonomisk vismand var det ikke den faglige ekspertise, der svigtede. Usikkerheden handlede derimod om debuten i de danske medier, hvor han som vismand pludselig blev ”smidt i gryden,” som han formulerer det.

Kort tid efter udnævnelsen som vismand blev et langt interview sat på forsiden af Jyllands-Posten med overskriften: “Vismand til regeringen: Drop alle valgløfter.”

”Tak for kaffe, tænkte jeg. Det var ikke lige det, der var meningen med mine udtalelser, så det var en ilddåb, jeg lærte af,” siger professor Jan Rose Skaksen fra Økonomisk Institut på CBS.

Mere skræmt af debuten i medieverdenen var han dog ikke, end at han sidenhen er blevet en af de forskere, journalisterne ofte ringer til for en kommentar eller skarp analyse:

”Der er en meget klar skillelinje mellem før og efter, jeg blev vismand. Før jeg blev vismand, sad jeg i elfenbenstårnet og var en klassisk forskernørd, der ikke sagde ret meget. Men jeg har efterfølgende lært at sige noget til medierne, så det er forståeligt og indeholder en vis kant eller skarphed.”

Vi skal legitimere os selv

”Hvis vi synes, vores forskning og analyser er relevante for omgivelserne, er vi forpligtede til at fortælle om det i offentligheden. Det betyder meget for mig at kommunikere mit fag til ikke-akademikere, som også kan bruge min forskning til noget. Man kan sige, at de forskningsresultater, der har relevans for offentligheden, skal ud at leve uden for murene. Det handler også om, at vi som uddannelsesinstitution skal legitimere det, vi laver ”at det ikke kun er for vores egen fornøjelses skyld, men at det rent faktisk kan bruges til noget,” siger Jan Rose Skaksen.

”Det er de aktuelle problemstillinger i samfundet, der driver min forskning, og når journalisterne ringer for at få en kommentar, forsøger jeg ofte at dreje samtalen hen på et af de forskningsprojekter, jeg har gang i. Det bliver selvfølgelig lettere, når man kender journalisterne og deres stofområder. Jeg har efterhånden opbygget et netværk, hvor jeg kan spørge et medie, om en aktuel analyse kunne være interessant. Journalister elsker jo solohistorier, og man kan komme af med meget, hvis man gør en indsats for at fortælle, hvorfor det er relevant. Ofte laver jeg en lille side, hvor jeg kort og kontant fortæller pointerne, og hvorfor det er en god historie,” siger han og fortsætter:

”Det er meget nemt at komme i medierne, hvis man vil det. Hvis du har en titel og siger noget, der er tilstrækkeligt kontroversielt, skal du nok komme i medierne. Men så holder du ikke i særlig lang tid som ekspert, fordi det bliver utroværdigt, og både politikere og organisationer holder øje med din legitimitet. I forhold til hvordan min rolle skulle være i medierne, gjorde jeg op med mig selv, at der var to måder at optræde på: på den korte eller lange bane. Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan andre skal gøre, men for mig var det vigtigt, at der bliver en respekt for det, du siger på lang sigt. Ellers risikerer man blot at blive et tågehorn, ingen gider høre på.”

”Det er afgørende, at vi som universitet bidrager til at løse samfundets problemstillinger, men det må ikke ske på bekostning af grundforskningen. Jeg havde en periode, hvor jeg kun beskæftigede mig med grundforskning, og det har gjort mig til en bedre forsker i dag. Vi skal fastholde en meget høj kvalitet i grundforskningen og ikke blot forsøge at ramme tidsånden med vores analyser,” fastslår han.

Undgå politisering

Balancen mellem at melde tilstrækkeligt interessant ud i medierne og samtidig bevare en seriøsitet som forsker er dog en svær balancegang:

”Som forskere er vi vant til at formulere os med en helt masse forbehold og antagelser. Når man er i medierne, er det omvendt. Her skal man melde resultatet ud så kontant som muligt, og her skal man så finde balancen, så folk ikke synes, at det, du siger, er fuldstændigt uinteressant.

På spørgsmålet om man altid kan stole på, at det, der siges til journalisterne, også er det, der kommer i avisen, lyder svaret fra Jan Rose Skaksen:

”Ikke altid, men langt hen ad vejen kan du. Hvis du beder om at få dine citater til gennemsyn, får du det også. Men den kontekst, som dine udtalelser bliver sat ind i, har du til gengæld ikke kontrol over. Det synes mange af mine kolleger sikkert er ubehageligt, men jeg er ligeglad med, hvordan konteksten er. Så længe jeg kan stå inde for det, jeg siger, så må andre bruge det, som de vil.”

Rift om Skaksen

Som tidligere økonomisk vismand og medievant ekspert er Jan Rose Skaksen ikke kun populær i spalterne og på tv. Han deltager også i forskellige fora, hvor der trækkes på hans ekspertise. Aktuelt er han medlem af regeringens Vækstforum, hvor han sammen med en lang række erhvervsfolk og eksperter skal bidrage med analyser til morgendagens udfordringer og komme med ideer til, hvordan vi kan ruste dansk økonomi til fornyet vækst.



Jan Rose Skaksen mener, at han godt kan undgå at politisere, selvom han sidder med i et forum, der er nedsat af regeringen:

”Vi bør rådgive regeringen så godt, vi kan, uanset om den er rød eller blå, og jeg kommer gerne med nogle bud på, hvordan man kan håndtere nogle konkrete problemstillinger. Men jeg er hele tiden bevidst om, at jeg er med som ekspert. Min grænse går, hvis et parti spørger, om jeg vil være med til at lave politikudvikling. Så vil jeg helt klart svare nej tak, ligegyldigt hvilket parti der spørger. Jeg deltager heller aldrig i debatter med politikere, fordi så kan du ikke undgå at politisere, for du kan næsten ikke undgå at blive tvunget over på deres bane, når du deltager i den slags,” siger han.

Når man udtaler sig offentligt om et emne, befinder man sig i et hajfyldt farvand. Politikere og organisationer snakker om det samme som dig, og de har nogle helt andre interesser på spil. Jeg tror i hvert fald, det kræver, at man er meget bevidst om, hvad man vil være med til. De meget slagkraftige udmeldinger bliver ofte også meget politiske. Journalisterne presser dog ofte på for at få den slags udmeldinger, så jeg er meget bevidst om mit ordvalg i de situationer, og hver gang, jeg hører en stemme i mit hoved sige: ’Jeg synes’ eller ’Jeg mener”, så blinker advarselslamperne. 

Bedre forskning

”Det tager tid fra forskningen at være udadvendt og fortælle om det, jeg arbejder med, men det er helt klart også medvirkende til, at jeg holder mig skarp og hele tiden følger med i, hvilke problemstillinger der behandles lige nu, og som er vigtige for min forskning. Jeg er med andre ord tvunget til at følge med i debatten, hvor man ellers godt kunne springe lidt lettere over det, der foregår uden for murene på CBS. At være opdateret er med til at give mig gode ideer til, hvilke forskningsprojekter jeg kan kaste mig over.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.