Et aktiveringssystem uden fokus

I september sagde jeg op. Jeg blev ikke fyret, men valgte at stoppe, fordi jeg ønsker et brancheskift. Dette kunne ikke lade sig gøre, mens jeg arbejdede, fordi jeg ikke kunne fokusere på et, når jeg lavede noget andet. Jeg havde både set og hørt i nyhederne og fra venner, hvilket system jeg ville møde, men virkeligheden overgår fantasien.

På trods af min privilegerede baggrund er jeg både irriteret og forvirret. Lad mig skitsere en ellers uoverskuelig dagpengelov og beskæftigelsespolitik. Senest efter 13 ugers arbejdsløshed skal man starte i et såkaldt aktiveringsforløb, der skal strække sig over 26 sammenhængende uger. Man kan vælge enten at sidde på et aktiveringscenter på jobsøgningskursus, virksomhedspraktik (at arbejde gratis i fire uger for skiftende arbejdsgivere) eller job med løntilskud (op til et helt år, hvor du arbejder gratis i det offentlige og har noget at skrive på dit cv). Selvom du arbejder gratis, bruger du alligevel af din dagpengeperiode, som er nedsat til to år. Det vil sige, du skal søge job.

Fordi jeg ikke var tilfreds med at komme på aktiveringscenteret dagligt, har jobkonsulenten ladet mig vide, at det er, hvad jeg skal gøre for at få mine dagpenge, og: ’Det er jo ikke anderledes, end hvis du havde et hvilket som helst andet job’. For mig er det overhovedet ikke det samme. Der er absolut ingen anerkendelse i at komme der. Du får ikke i nærheden af en almindelig lønudbetaling, du har ingen virksomhed at forholde dig til, ingen reelle arbejdsopgaver/udbytte og intet kollegialt fællesskab.

Jeg deler hold med kvinder, der er næsten ti år yngre end mig selv, som endnu ikke ved, hvad de vil med deres liv og fx bruger min tid på at give fif til deres cv. Jeg tror ikke, at vores arbejdsløshed skyldes fejl og mangler i vores cv.

På jobsøgningskurset skal jeg naturligvis søge de job, jeg gerne vil have. Desuden skal jeg søge job, der bare er et job – såkaldte rugbrødsjob – for at komme ud af arbejdsløsheden. Jeg har forsøgt at forklare, at det lige præcis er, hvad jeg stoppede mit tidligere arbejde på grund af; fordi jeg ikke kunne fokusere på det, jeg egentlig gerne ville, når jeg skulle lave noget andet samtidigt med. Det kan jeg slet ikke nu. Efter min mening har aktiveringssystemet kun et formål, og det er en indirekte trussel: Enten kommer du i arbejde, ellers bliver vi ved med at chikanere dig med meningsløshed.

Alene i den korte periode, jeg har været arbejdsløs, har jeg mødt et utal af personer, som har oplevet eller oplever præcis det samme som mig. Meget intelligente og kompetente profiler, der i stedet for at fokusere på at finde et job, fokuserer på, hvordan de undgår at komme ind på aktiveringscenteret, og hvad nedværdigelsen gør ved dem. Op til flere af dem har nævnt, at systemet på et tidspunkt fik dem så langt ned, at de overvejede at bruge deres opsparing og melde sig helt ud. Jeg synes, det er en total falliterklæring for Danmark, at systemet ikke er bygget op omkring respekt for personer, der gerne vil arbejde, men ikke vil drives rundt i manegen af gud ved hvem.

Jeg skriver på vegne af en generation, der bliver ofre for, at der er økonomisk krise, og at politikerne hverken har tid eller forståelse for, hvordan mennesket har det i den her situation. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvem der har fat i den lange ende og er duperet over, at der ikke er nogen, der kan se det her cirkus og gøre noget ved det. Man er ikke ond, fordi man ikke har et arbejde. Man er ikke dum, doven, nasser eller lignende. Man kan bare være en helt almindelig dansker, der vil noget med tilværelsen og sagtens formår at gøre det på egen hånd.