Alene i den korte periode, jeg har været arbejdsløs, har jeg mødt et utal af personer, som har oplevet eller oplever præcis det samme som mig. Meget intelligente og kompetente profiler, der i stedet for at fokusere på at finde et job, fokuserer på, hvordan de undgår at komme ind på aktiveringscenteret, og hvad nedværdigelsen gør ved dem. Op til flere af dem har nævnt, at systemet på et tidspunkt fik dem så langt ned, at de overvejede at bruge deres opsparing og melde sig helt ud. Jeg synes, det er en total falliterklæring for Danmark, at systemet ikke er bygget op omkring respekt for personer, der gerne vil arbejde, men ikke vil drives rundt i manegen af gud ved hvem.