Den akademiske korsfarer

Han er glad for sit job som bogopsætter på biblioteket i Vorup uden for Randers i 1973, men da han og de jævnaldrende kolleger opdager, at de bliver snydt, organiserer de sig og beslutter at strejke, indtil de får mere i løn. Protestaktionen lykkes efter en uges tid, og drengene scorer 50 procent mere i løn.

Det var Anders Ladekarls første kamp for retfærdighed. Og han kunne lide følelsen af at gøre en forskel. 

Røde Kors som en helhed

Det var også visionen om at gøre en forskel, der skaffede Anders Ladekarl jobbet som generalsekretær i Dansk Røde Kors. Han ville have alle ansatte, medlemmer og frivillige til at føle, at de gjorde en forskel.

Han havde været international chef i Dansk Røde Kors i fem år, da Jørgen Poulsen i 2007 valgte at gå ind i politik, og generalsekretærposten derfor blev ledig i 2008.

I ansøgningen til jobbet forklarede Anders Ladekarl, hvordan han ville føre organisationen ind i det 21. århundrede. ”Organisationen skal ikke kun være en international katastrofeorganisation, men også en organisation, som bidrager til at få hele Danmark til at hænge sammen,” fortæller Anders Ladekarl.

Hans første moderniseringsprojekt var at få skabt et indtryk af Røde Kors som en helhed. Nationalt skulle medlemmerne og de frivillige ikke kun være stolte af det internationale katastrofearbejde, organisationen laver, men også af det store sociale arbejde, som mange bruger rigtig meget tid på. Internationalt skulle man tænke i helheder og ikke i siloer. Medarbejderne skulle opfattes som en fælles ressource, og alt, hvad organisationen foretog sig internationalt, skulle man tænke på som et fælles projekt.

Ud til kriseområder

Anders Ladekarl havde gennem flere år været vant til at operere i kriseramte lande. Det var således ham, der stod i spidsen for genopbygningen i Indonesien efter tsunamien i 2004. 

”Jeg måtte ofte undvære ham, fordi han var så efterspurgt internationalt,” fortæller hans daværende chef, tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen, om Anders Ladekarl, der som international chef har rejst i over 100 lande.

”Han kan operere i katastrofer. Han kan optræde som en cowboy og tænke som en akademiker,” forklarer Poulsen og fortsætter: ”De gamle hærdede delegater ved nok, hvordan man får vand ind i landet, men ser ikke helheden. Omvendt hjælper det ikke at tale og analysere, når der er liv på spil. Anders har cowboyens fremdrift, men samtidig er analysen i orden.”

Som international chef var Anders Ladekarl udsendt til alverdens kriser og katastrofer omkring 120 dage om året. Han lavede en aftale med sine to børn (siden er nummer tre og en ny kone kommet til, red.) om, at der kun blev delt gaver ud, hvis han havde været væk i mindst en uge ad gangen. Børnene vidste ikke, at gaverne ikke var købt i en eksotisk lufthavn, men i stedet kom fra en pose i skabet. Deres far hentede en gang imellem en stor pose gaver i Fætter BR, som han løbende kunne dele ud af.

Selvom der stadig er rejser til kriseområder, er turene blevet færre og også mindre farlige, så forhåbentlig bliver der ikke flere oplevelser, som dengang hans bil pludselig blev stoppet på vejen i Congo.

”Dér var jeg bange,” siger Anders Ladekarl, som i 1994, sammen med et par andre internationale hjælpearbejdere, var på vej tilbage fra de store flygtningelejre i Rwanda efter folkemordet i det afrikanske land.

En gruppe tungt bevæbnede drenge på omkring 12-18 år standsede dem og så på dem med narkobedøvede blikke. Anders Ladekarl forstod ikke deres sprog, men udmærket deres tegnsprog via løbet på en AK47. Efter en halv time i uvished, om de ville komme levende væk derfra, fik de lov at køre.

”Det, der er så uhyggeligt ved børnesoldater, er, at man ikke kan snakke med dem. I sådan en situation må man bryde med alle principper om at argumentere og bare give dem pengene,” fortæller Anders Ladekarl og fortsætter: ”Man må vælge sit liv.”

Medierne vil have et ansigt

I dag er Anders Ladekarl stadig jævnligt ude i verdens brændpunkter, men på langt de fleste rejsedage går turen til Skjern eller Vordingborg eller rundt til andre af landets 250 lokalafdelinger.

Når han ikke rejser, styrer han butikken fra hovedkvarteret på Blegdamsvej i København, hvor vi taler sammen på hans kontor.

 ”Du behøver ikke spørge mig, du kører bare videre efter din egen sunde fornuft.” Anders Ladekarl afbryder interviewet for at tale i telefon med sin nyansatte asylchef. Hun får carte blanche til selv at udtale sig i medierne i sagen om græske asylansøgere, hvor der er faldet dom om, at deres sag skal påbegyndes.

Anders Ladekarl lagde en mediestrategi, da han tiltrådte. Han ville sprede billedet af Røde Kors fra én person til en faglighed. ”En organisation bliver meget sårbar ved kun at have ét ansigt, det oplevede vi, da min forgænger gik,” forklarer han med henvisning til den store medieståhej om Jørgen Poulsens aftrædelse. ”Det led vi under både økonomisk og imagemæssigt, og det gør vi stadig,” siger generalsekretæren.

Han forsøger at sende mange forskellige ansigter ud som repræsentant for Røde Kors, men mener, det er svært, fordi medierne helst kun vil have én person at forholde sig til.

Modernisering af Røde Kors

”Man bliver ikke døv af at være leder, men man får sat høreværn på af organisationen,” siger Ladekarl om rolleskiftet, efter han er blevet øverste chef. Derfor har han sammensat en chefgruppe, som kan fortælle ham sandhederne.

”Han er meget motiverende og begejstrer medarbejderne med sit nærvær og sin klare strategi,” siger Janne Gry Poulsen, som er afdelingschef for det nationale arbejde og én af de personer, der indimellem skal løfte osteklokken. ”Svagheden ved ham er, at han sætter så meget i gang og forventer så hurtige resultater, at han forpuster folk.”

Anders Ladekarl var ivrig efter at komme i gang med at modernisere Røde Kors, som han tænkte på som en slumrende dame med et kæmpestort uudnyttet potentiale, da han tiltrådte.

Men organisationen var ikke så hurtig at få frisket op, som Ladekarl havde forestillet sig, og så blev han utålmodig. ”Hver dag har jeg en million ideer til, hvad vi kan sætte i gang, og jeg gik til moderniseringsprojektet med en overmodig optimisme. Jeg troede, at jeg kunne gennemføre projektet i løbet af et år. Her tre år efter er vi ved at se resultaterne,” fortæller Anders Ladekarl.

Det viste sig, at der nok er mere cowboy end akademiker i Anders Ladekarl, for han interesserer sig ikke særlig meget for maskinrummet, men er i stedet meget optaget af udviklingsrummet.

Da generalsekretæren fx var klar til at sætte det nye blad for frivillige i søen, måtte han lige vente på, at 250 databaser ude i lokalafdelingerne skulle centraliseres.

”Det at få sat nye systemer i gang har taget og kræver stadig meget energi. Jeg har mange gange skullet starte langt længere nede, end jeg havde forestillet mig.” I sådanne situationer har chefgruppen måttet sige til generalsekretæren, at nu skal han lige tage det roligt.

”Jeg gav for lidt anerkendelse og opmærksomhed til de medarbejdere, der knoklede for at få systemerne op at køre, fordi jeg er så utålmodig efter at se resultater,” erkender chefen.

En ting er at arbejde i felten for at genopbygge fra kaos, noget andet er at skifte datasystemer og få regnskabsafdelinger til at forny sig hjemme i Danmark.

Giver andre skylden

Tidligere kolleger kritiserer Anders Ladekarl for at træde på andre for selv at komme frem. De fortæller om en mand, som kan være brutal og vælger at fremhæve sig selv på bekostning af andre. Og de mener, at man kunne se karaktertrækket, da Anders Ladekarl gav Jørgen Poulsen skylden for dårlige indsamlingsresultater i 2008 og 2009, selvom det var den nye generalsekretærs ansvar. Og igen da generalsekretæren for nylig langede ud efter én af giganterne på hjælpearbejdets internationale scene, Bill Clinton.

Anders Ladekarl kalder det at være indigneret: ”Jeg mener, at Bill Clinton og FN har svigtet deres ansvar og opnået alt for lidt i det forløbne år i Haiti. Det er ikke en strategi for at få Røde Kors til at stå bedre, men det er indignation over manglende prioriteringer fra verdenssamfundets side og stigende frustration over FNs og dermed regeringernes evne til at levere, hvad de lover. Men det er også for at understrege, at det ikke er Røde Kors’ ansvar at løse de opgaver, FN påtager sig, og at situationen er, som den er i Haiti.”

Anders Ladekarl er en mand, som siden ungdommen har holdt af klare budskaber, og at tingene bliver sagt uden omsvøb.

Plan om toppost i Socialdemokratiet

”I klæder os af til skindet,” stod der på det kæmpebanner, som Anders Ladekarl og hans kammerater i Danske Studenters Fællesråd marcherede ned ad Strøget med i 1981.

Aktivisterne havde en stige under armen og fik banneret hængt op på Danske Banks tagterrasse. Fra gaden kunne folk se ikke bare budskabet om, at banklån til studerende var for dyre, men også aktivisterne, som Gud havde skabt dem. ”Det var sjovt at være med til at sætte dagsordenen med kreativitet. Det var slet ikke noget med konfrontation eller slagsmål. Der var masser af møder, og jeg lærte meget om organisation og presse. Fotografiet fra bankaktionen har været på forsiden af Ekstra Bladet, jeg ved ikke hvor mange gange.”

Anders Ladekarls politiske engagement begyndte hos kommunisterne i Randers, da han var omkring 14 år. Ideen om, at alle skal behandles lige, var et simpelt svar på verdens uretfærdigheder, som tiltalte ham.

Han forlod siden politikken til fordel for hjælpearbejdet, men var tæt på at komme tilbage på topplan, efter at Poul Nyrup Rasmussen tabte valget til Anders Fogh Rasmussen i 2001.

Inden det blev besluttet, at Mogens Lykketoft skulle overtage posten som partiformand, havde Nyrup planer om at kæmpe videre med et nyt hold. Og her stod Anders Ladekarl listet ud for posten som næstformand i Socialdemokratiet.

Som bekendt blev planen ikke til noget. Og da han tog posten som generalsekretær i Røde Kors fravalgte han ethvert partipolitisk engagement og medlemskab. Og han savner det ikke. ”Jeg er alt for følsom. Jeg har oplevet, at politik kræver en kynisme og råhed, som gør venskaber og samarbejder umulige,” fortæller han.

Fællesskab styrkes

I dag er kampen for retfærdighed for lønmodtagerne på biblioteket i Vorup skiftet ud med kommende kontroversielle initiativer og samarbejder for Røde Kors.

”Vi kommer snart med et samarbejde med Lægeforeningen, der indeholder et sundhedstilbud for udokumenterede migranter i Danmark. Det er et statement fra vores side om, at vi ikke kun gør det i ord, men også i handling, og at vi tør være kontroversielle.”

Kommunikationsmæssigt er de nøgne aktioner skiftet ud med en snarlig helt ny grafisk identitet for Røde Kors i Danmark.

Anders Ladekarl fortæller om succeserne i sine tre år som mægtigste mand i den danske afdeling af verdens største hjælpeorganisation. Og ikke mindst om visionerne på sigt: ”Det bliver mere og mere klart for mig, at organisationen er en vigtig sammenhængskraft. Det betyder noget for Danmark, at tusindvis af mennesker forbindes og er engagerede i lokalsamfundene.”

Generalsekretæren ser det som Røde Kors’ ansvar at sørge for, at det fællesskab styrkes og udvikles. ”Om 20 år kommer vi til at tage os mere af hinanden, venner og familier, for det kan samfundet ikke blive ved med, og her vil Røde Kors spille en stor rolle i et nyt velfærdsbegreb som dem, der kan facilitere det.”