95 procent fagøkonomer

Nu ved jeg ikke, hvem formanden regner som fagøkonomer. Men jeg vil da antage, at det må være alle Djøf-medlemmer med en polit.- eller en anden økonomisk uddannelse.

Derfor må jeg lige meddele formanden, at jeg som ’fagøkonom’ faktisk ikke tilhører de påståede 95 procent. Jeg er heller aldrig blevet spurgt, om jeg går ind for en afskaffelse af efterlønnen (endsige om en forhøjelse af aldersgrænsen for folkepensionen). Hvordan formanden så har kunnet tælle sig frem til, at 95 procent af økonomerne deler regeringens synspunkt, fortaber sig i tågerne.

Derimod må langt de fleste fagøkonomer vel kunne give mig ret i, at der ikke er nogen direkte og bevist sammenhæng mellem et øget udbud af arbejdskraft og et øget udbud af arbejdspladser. Den påståede sammenhæng, der - måske - kunne være tale om, kan vel kun bygge på en teori om, at stiger arbejdskraftudbuddet, så falder lønningerne, og det kan - måske - øge udbuddet af jobs (underbetalte). Er det den sammenhæng, som formanden bygger sine synspunkter på, så burde han melde klart ud om, at vi og alle andre får for meget i løn!

Den virkelige sammenhæng mellem en mulig afskaffelse af efterlønnen og behovet for arbejdskraft er snarere, at bliver de ældre nødtvungent længere på arbejdsmarkedet, så vil ungdomsarbejdsløsheden - også for nyuddannede politter og andre økonomer - vokse.

De, der ikke bliver opfattet som noget ’gråt guld’ af private og offentlige arbejdsgivere, bliver så sendt på arbejdsløshedsdagpenge (så længe det holder), på førtidspension, på kontanthjælp eller må sælge bil og hus eller leve af en eventuel ægtefælles indkomst.

At støtte en sådan politik er ikke nogen fagforening værdig - heller ikke en fagforening for bedrelønnede fag-økonomer!

Venlig hilsen
Bo Møller
Cand.polit. (fagøkonom?) og mangeårigt medlem af Djøf

Svar:

Kære Bo Møller

Du har helt ret i, at udtrykket ”95 procent af dette lands fagøkonomer” er en stramning.

Men jeg ville med udtrykket sige, at der er en meget bred tilkendegivelse fra de økonomer, der arbejder med den nationaløkonomiske udvikling. Over en bred front peges på, at efterlønnen bør afvikles.

Når Djøf har valgt at støtte en afvikling af efterlønnen – på betingelse af bl.a. en udviklet førtidspension, en stærk arbejdsmiljøindsats og et mere fleksibelt tilbagetrækningssystem – skyldes det de udfordringer, ændringerne i arbejdsstyrken giver os.

Det er nemlig ikke sådan, at arbejdsstyrken bare vil stige, hvis efterlønnen gradvis afskaffes. Selv med en afskaffelse af efterlønnen vil arbejdsstyrken falde – nu bare ikke helt så meget.

Vi er alle sammen afhængige af, at der kan findes nødvendig arbejdskraft til at løse samfundets mange opgaver. Og det gælder ikke mindst et stigende behov for uddannet arbejdskraft. Alene for djøf-uddannelserne peger undersøgelser på, at der vil mangle 20.000 på arbejdsmarkedet i 2030, hvis vi ikke får taget helt nødvendige initiativer for at ændre udviklingen.

Det er selvfølgelig stærkt interessant for enhver djøfer, at vores arbejdsmarked udvikler sig, og at det drives med en høj produktivitet. På den måde bliver der plads til ordentlige løn- og arbejdsvilkår og til at investere i udviklingen. Men den udvikling kommer ikke af sig selv. Den kræver, at der er en arbejdsstyrke til at udføre arbejdet. Derfor er Djøf at finde i debatten.