Vi skal simpelthen tage de spontane kaffepauser og kollegasnakke! Og det er ikke bare snak, siger professor Kurt Aagaard Nielsen. For ifølge ham går det både ud over det psykiske arbejdsmiljø og det faglige niveau, hvis ikke vi finder tiden til at knytte kollegiale bånd.
Men det kniber gevaldigt med det kollegiale fællesskab, for pauserne og den uformelle snak med kollegerne er sat på vågeblus, viser ny forskning, som Kurt Aagaard Nielsen står bag.
Der skal knyttes bånd
Men vi skal have fat i det fællesskab med kollegerne igen, siger han. Og det er ikke nok, at vi holder en årlig julefrokost. Det er den daglige snak med kollegerne, der er vigtig.
”I forhold til det psykiske arbejdsmiljø er det afgørende, at vi kan dele vores tanker om arbejdspres og om, at vi har svært ved at sove om natten. Men det kræver, at vi kender hinanden tilstrækkelig godt. Her er det ikke nok med en professionel relation,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Der skal være åndehuller
Og ifølge ham går det altså også ud over det faglige niveau, hvis ikke vi giver plads til den spontane snak eller de tilrettelagte åndehuller sammen med kollegerne.
”Det giver en fælles forståelse for det faglige niveau. Vi kan spejle os i hinanden – hvad er jeg dygtig til, og hvad er jeg mindre dygtig til i forhold til mine kolleger? Hvis ikke vi har den spejling, går vores egen faglige udvikling nemt i stå,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Der skal være plads til andet end arbejdet
Men hvorfor har vi så skruet ned på den sociale omgang med kollegerne?
”Pauserne – både de spontane og tilrettelagte - er blevet hårdt trængte på grund af en stigende individualisering i moderne organisationer. Vi arbejder i stigende grad for os selv, og beskæftiger os kun rent forretningsmæssigt med kollegerne,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Og det passer tilsyneladende mange af os godt.
”Vi vælger i højere og højere grad den individuelle tilgang til jobbet. Vi kan godt lide at tilrettelægge selv. Tidligere lappede vores arbejdsliv og fritidsliv over hinanden, og vi så oftere venskaber kolleger imellem. I dag er det to adskilte verdener,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Det skal være ok at fejre 25 års jubilæum
Men det kan godt være, at vi umiddelbart selv er ganske godt tilfredse med ikke at mikse de to verdener.
Det er bare ikke sundt – hverken for os medarbejdere eller for arbejdspladsen er Kurt Aagaards påstand. Og det kan også godt være, at det på et eller andet plan er os, der vælger, at det skal være sådan, men han mener som sagt, at det i langt højere grad skyldes nye organisationsformer, og så den trend der tilsiger, at vi helst ikke skal være på en arbejdsplads ret længe af gangen.
”Der er kommet en kultur, hvor det er negativt at være længe på samme arbejdsplads, men det betyder også, at det kollegiale eroderer. Derfor ligger der et stort ledelsesansvar i forhold til at få opmærksomhed på det problem. Men det paradoksale er, at lederne, der burde sikre det kollegiale sammenhold, er dem, der er allermest individualistiske og typisk skifter arbejdsplads oftest,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Det skal være ok at være offline
Samtidig giver han også de nye kommunikationsformer en del af skylden for de efterhånden tyndslidte kollegiale bånd.
”Sammen med de nye kommunikationsformer er der kommet en anden form for tidskultur. Det forventes, at vi hele tiden er online. At vi hele tiden svarer på mails og mobiltelefon. Forventningen til effektiviteten er kommet så langt, at vi ikke har tid til at vente bare et øjeblik. Vi kaster os straks over noget andet, hvis vi mangler en tilbagemelding for at kunne afslutte en opgave. Samtidig finder vi alle oplysninger på nettet – vi behøver ikke længere at spørge en kollega eller gå ned ad gangen for at finde en bog at slå op i,” siger Kurt Aagaard Nielsen.
Men hvad med hans egen arbejdsplads – får de drukket deres kaffe med kollegerne, og får de knyttet tætte kollegiale bånd?
”Jeg har bestemt ikke nogen gode historier. Universitetet er blandt de værste. Vi italesætter det meget, men vi er ikke ret langt,” konstaterer Kurt Aagaard Nielsen.