Ny regering forventes at spare på Slotsholmen

01-11-2011
1 min.

Under sloganet ’Fokuseret administration’ pålagde VR-regeringen på falderebet centraladministrationen en fem procents besparelse i 2012-13. Det var prisen for det såkaldte ’håndværkerfradrag’, hvor ministerierne altså skulle levere finansieringen.

Nu har den nye regering afskaffet håndværkerfradraget pr. 1. januar og afløst det af et grønt energitilskud. Hvad der sker med fem-procents besparelsen afgøres først i de pågående finanslovsforhandlinger.

Lars Qvistgaard, formand for DJØFs Overenskomstforening, har dog ingen tiltro til, at den nye regering tager besparelsen af bordet.



”Det har jeg ikke set nogen antydning af. Regeringen har behov for penge til alle deres initiativer. Men man kan ikke bare presse citronen yderligere under dække af at kalde det fokuseret administration. Det er helt klart nødvendigt, at man fra politisk hold prioriterer, hvad vi skal lave, og hvad vi ikke skal lave.”

Indtil regeringsskiftet har ministerierne ledt efter forslag til besparelser. Der kan sågar findes eksempler på, at man fra øverste plan har bragt forslag om kollektiv lønnedgang på banen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.