Jeg er den samme leder som før

01-11-2011
6 min.

Mangfoldighedsledelse, Diversity at Work … vi kender de fine ord. Men kender du en chef, der har skiftet køn og nu hedder Kirsten og ikke længere Poul? Det gør de i Coops hovedkvarter.

Midt i den store vandrehal i Coops hovedkvarter i Albertslund støder to chefer på hinanden i synlig gensynsglæde. Det er it-produktionschef Kirsten Mols, der hilser på den nye direktør for SuperBrugsen, som netop er vendt hjem til Coop efter to års topchefjob ude i byen i en anden stor koncern.

Der udveksles vittigheder om e-mailarkiveringssystemer – en gammel joke, de to vist har haft sammen. Kirsten Mols, som denne onsdag er i en pastelmønstret kjole, er halvandet hoved højere end den ikke så høje SuperBrugsen-mand.

Forklaringen på højden er, at Kirsten Mols er født som mand, men er transperson. Det vil sige, at hun føler sig som kvinde og klæder sig derefter i kjole, paryk og makeup.

For to år siden traf hun efter flere års overvejelser en modig beslutning. Hun gik til topledelsen og sagde, at hun ønskede at leve som kvinde også på jobbet.

Godt nok bekender Coop sig til et værdisæt om rummelighed, men hvor meget der var realitet, når det virkelig gjaldt, vidste hun ganske enkelt ikke på forhånd.

Hun havde dog fået et hint. I sommeren 2009 var der World Outgames i København – en kroppens og åndens verdensolympiade for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner. På listen over de mange involverede hjælpere stod Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille, forhenværende it-guru med MouseHouse, nuværende grevinde og medlem af Coops bestyrelse.

”Jeg fandt hendes mobilnummer på nettet. Hun tog telefonen, hun mente, at Coop godt kunne rumme det, og hun sagde til mig, at jeg skulle gå til Coops HR-direktør og sige det hele til hende.”

Det store spring

Da den daværende HR-direktør var kommet over sin forskrækkelse – hun troede, Kirsten Mols kom med en meddelelse om en alvorlig sygdom – bad hun Kirsten Mols om nøje at overveje, hvad det ville betyde for relationen til hendes medarbejdere. Men hvis hun var klar, så var Coop det også. Den beslutning, hun måtte træffe, ville ikke få ansættelsesmæssig konsekvens.

”Jeg risikerede altså kun latterligggørelse, ikke jobbet. Men det gør man jo alligevel – risikerer jobbet – for det kunne jo være, det ikke gik.”

HR-direktøren sagde også, at når Kirsten Mols havde truffet sit valg, ville e-mailen, visitkortet og navnet på intranettet blive ændret fra Poul Mols til Kirsten Mols.

De første, Kirsten Mols gav besked, var hendes dengang seks mellemledere.

”Jeg fortalte dem det på et ledermøde – under punktet eventuelt. Først var der meget stille. Så var der én, der sagde: ’Pyha, jeg troede, du ville sige op’. Den eneste kvindelige mellemleder ved bordet sagde: ’Nå ja, jeg har godt set, du er begyndt at gå med klar neglelak’. De spurgte mig, hvad de skulle kalde mig, og jeg sagde, jeg ville blive glad, hvis de ville kalde mig Kirsten og sige ’hun’ om mig.”

Kirsten Mols valgte at gå gradvist frem med tøjet – damemodel i buks, lidt smykker og lidt klar læbestift. Det store spring kom til en kær kvindelig kollegas 25-års jubilæumsfest.

”Der mødte jeg for første gang op i kjole, højhælede sko, fuld makeup og paryk. Det var en dejlig dag, og min kollega var stolt af, at det var til hendes fest, det skete.”

Og hendes 65 medarbejdere? Ja, de yngre rummer det hele, de har altid været vant til at vide, at den slags findes. Og de ældre? Kirsten Mols tror, at de i hvert fald ser sådan på det, at de har en chef, der tør løbe en risiko.

”Jeg ved ikke, hvad folk tænker. Men det kan godt være, at de synes, det er sjovt, at det lige er hos os i Coop, det her sker.”

Lykken er at være kvinde

Kirsten Mols tager ikke kønshormoner, er ikke kønsskifteopereret og har en kvindelig kæreste og et 21-årigt langt tidligere ægteskab bag sig og to børn på 15 og 20 år.

”Lykken er at være kvinde og være sammen med den kvinde, jeg elsker, for jeg bliver jo forelsket i kvinder. Jeg ønsker ikke at lemlæste mig selv med operationer og medicin for at opnå omgivelsernes og lovgivningens accept. Derfor kan jeg heller ikke få lov til at skifte mit cpr-nummer, for så skal man være opereret.”

Da en af Coops kommunikationsfolk en tidlig morgen lige efter forvandlingen mødte hende i mændenes omklædningsrum – som hun nødtvungent bruger, fordi hun har fravalgt kønsoperation – i færd med at tage bh på efter cykelturen til jobbet, ringede han lidt efter til hende for at høre, om de ikke lige skulle lægge en lille artikel og et foto på intranettet. Overskriften blev ’Kollega fra Coop IT lægger dobbeltliv bag sig’.

Kirsten Mols har været leder, siden hun var 28 – i Baltica, Værdipapircentralen, TDC Internet og andre steder. Eller måske rettere sagt siden hun var 12 og blev tropsfører i FDF (Frivilligt Drenge Forbund, red.). En af dem, der blev genvalgt gang på gang.

”Egentlig ville jeg jo helst være i FPF (Frivilligt Pige Forbund, red.). Hvor jeg dog ønskede, det var mig, når pigegarden kom i deres hvide, lårkorte nederdele,” fortæller Kirsten Mols, der kan huske sin fascination af pigetøj tilbage til langt før skolealderen.

”Det gik aldrig væk. Jo, da jeg fik min første kæreste som 19-årig. Så gik det væk. I tre måneder. Så måtte jeg i klædeskabet igen.”

I de første mange barndomsår troede hun, at hun var den eneste i verden. Indtil der kom en bog, som hed ’Den lille røde bog for skoleelever’. Der stod der noget om det.

Kirsten Mols har flere gange været ude at holde oplæg i regi af karrierenetværket WOW Exenet, som i foråret var med til at udgive analysen Diversity at Work – for øvrigt senest med Djøf som vært. Hun bliver hver gang spurgt, hvad der er forskellen på at være mandlig og kvindelig chef, for: ’Du har jo prøvet begge dele’.

”Jeg svarer, at jeg er den samme leder og det samme menneske som før. Jeg er lige så sød og fleksibel og irriterende, som jeg plejer.”

”Jeg siger, at vi alle har både maskuline og feminine sider i vores personlighed, og hvordan ville det gå, hvis vi som ledere kun brugte de egenskaber, der knytter os til vores fysiske køn. Ikke godt. Der er fortsat en masse kultur, fordomme og stereotyper i vores hoveder om det at være enten mand eller kvinde. Det bør vi få ryddet ud i, men det vil tage sin tid.”

Jeg står ved mig selv

Hvad er svært i livet i dag for Kirsten Mols? Det er at føle sig som kvinde og ønske at se ud som kvinde, men ikke at gøre og være det 100 procent.



”Med hormoner og operationer kan det blive en kamp uden ende. Jeg har valgt at leve med, som jeg nu engang er skabt og ser ud. Jeg prøver så at sige at få det godt med mig selv indefra uden ydre indgreb,” siger hun.

”Jeg står ved, at jeg er en mand i kvindetøj med dén latterliggørelse og hån, som det kan udsætte mig for. Det er bare ikke den reaktion, jeg føler, jeg får her i Coop eller andre steder, hvor jeg færdes,” tilføjer hun midt i Coops store vandrehal, da hun følger djøfbladet ud.

Tør du søge et nyt job?

”Ja. Der findes andre store virksomheder, som også kan rumme sådan én som mig.”

Koncerndirektør i Coop Elise Brøchner får det sidste ord:

”Som virksomhed har vi lært meget af Kirstens historie. Man kommer langt både som virksomhed og person ved dialog og åbenhed. Kirsten er et meget synligt bevis på vores holdning til diversitet, og jeg er sikker på, at hendes mod og færden dagligt nedbryder tabuer og fordomme.”

Og så skal det lige pointeres, at Kirsten Mols altså leverer resultater og en faglig indsats, som Coop er meget glad for, understreger koncerndirektøren.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.