Tjener mindre end udenlandske kolleger

18-10-2011
3 min.

Cheferne i den offentlige sektor i Italien, England, Irland, USA, Belgien og Australien får en væsentligt højere løn end de danske offentlige topchefer, viser ny OECD-undersøgelse.

I den seneste tid har debatten om lønnen til de offentlige topchefer raset i Danmark. Det har blandt andet resulteret i, at regeringens støtteparti Enhedslisten har været ude at kræve et øjeblikkeligt stop for alle lønstigninger til topcheferne i det offentlige, der ifølge gruppeformand Per Clausen har fået uacceptable store lønhop i de senere år.

Set i en international sammenhæng er det dog ikke, fordi de offentlige topchefer i Danmark får en synderlig høj løn. Det viser en ny undersøgelse fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der har kigget nærmere på lønniveauet blandt offentligt ansatte i de 34 medlemslande.

Størst løn får topcheferne i den offentlige sektor i Italien, der – korrigeret for købekraft, feriedage og arbejdsgivers betaling af sociale bidrag – i gennemsnit får en løn på 405.000 amerikanske dollars om året – svarende til knap 2.250.000 kroner ved vekselkursen i skrivende stund. Den næsthøjeste løn får topcheferne i New Zealand, der i snit får cirka 2,1 millioner kroner om året, efterfulgt af de britiske topchefer med en gennemsnitlig årsløn på 2 millioner kroner.

På en ottende plads kommer de danske topchefer, der ifølge OECD tjener cirka 1,32 millioner kroner i snit – 60.000 kroner over gennemsnittet i OECD på cirka 1,26 millioner om året. De danske topchefer tjener også lidt mere end de offentlige topledere i Sverige og Norge, der må klare sig for knap 1,1 millioner kroner om året.

Kigger man på niveauet lige under departementscheferne, så må cheferne i den offentlige sektor i Danmark til gengæld tage til takke med en løn, der er under standard i OECD. Hvor de næstøverste danske chefer i snit tjener 938.000 kroner om året, er gennemsnittet for OECD som helhed 50.000 kroner højere og på 988.000 kroner årligt.

Forskellige traditioner

Ifølge professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen fra Aarhus Universitet stemmer OECD’s undersøgelse godt overens med tidligere forskning på området. I det store og hele er det de samme lande, der ligger i top som før.

”Forklaringen er blandt andet, at man har forskellige traditioner. I de nordiske lande har vi tradition for en relativt flad lønstruktur. Sådan er det ikke i andre dele af Europa, hvor man heller ikke har samme fokus på emnet som herhjemme,” siger han og fortsætter:

”Det bemærkelsesværdige er måske mest af alt, at det er svært at konstatere en sammenhæng mellem, hvor høje lønningerne er til de offentlige topchefer, og hvor velfungerende det enkelte lands offentlige sektor er.”

Jørgen Grønnegaard Christensen tilføjer, at det ikke fremgår af OECD’s statistik, at løngabet mellem de offentlige chefer og de almindelige medarbejdere er vokset på det seneste, efter at lønskalaen i perioden frem til 1990 var blevet klemt i mange lande.

Ikke en gavebod

Formand for Offentlige chefer i Djøf Per Hansen bider mærke i, at OECD’s undersøgelse viser, at lønnen til toppen af den offentlige sektor i Danmark er på niveau med eller lige under gennemsnittet i den vestlige verden.

”Heller ikke i forhold til situationen i verden uden for Danmark, er der nogen som helst grund til den kritik af de offentlige chefers lønniveau i Danmark, som på det seneste har været rejst herhjemme på et forkert og urimeligt grundlag. Det er godt, men ikke overraskende,” siger han.

”Det bekræfter klart, at lønudviklingen for offentlige chefer hverken bærer præg af et tagselvbord, en gavebod eller en løbsk lønudvikling, som det er blevet formuleret af nogle i den offentlige debat i Danmark.”



Desuden minder Per Hansen om, at lønnen også skal ses i forhold til kvaliteten af den service, som borgerne får.

”Sammenlignes kvaliteten af den offentlige administration i Danmark med de øvrige lande, er jeg sikker på, at vi i Danmark får usædvanligt meget for vores skattekroner.”

 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.