Powerpoint har taget magten

5.10.2011

af

Det populære præsentationsprogram hæmmer kreativitet i organisationen og fjerner opmærksomhed fra budskabet, siger kritikere.

I løbet af 1990’erne trængte PowerPoint ind i virksomheders og institutioners mødelokaler, og der skønnes nu at være en halv milliard brugere verden over. Det er bekvemt for oplægsholderen at støtte sig til præsentationsprogrammet, der både kan fremhæve vigtige pointer og illustrere komplicerede detaljer.

Men fremrykningen er kommet alt for langt, mener det voksende kor af kritikere. PowerPoint har taget magten fra taleren og svækker eller - værre endnu - dækker over budskabet.

Franskmanden Franck Frommer klager over, at der ligefrem er opstået en særlig PowerPoint-tænkning, som blev udviklet parallelt med overgangen i ledelsesstruktur fra en hierarkisk, opsplittet organisation til tværgående projektledelse for 10-15 år siden. PowerPoint er det nye kommunikationsmedie, det universelle sprog, til at henvende sig til folk fra forskellige sektorer i organisationen og på forskellige ledelsesniveauer, mener Franck Frommer, som er tidligere mangeårig journalist og nu privat ansat kommunikationsrådgiver. Han har udgivet bogen La pensée PowerPoint, som også kommer på engelsk.

En styret tænkning

Man kunne vælge at tolke Frommers bog som gallisk galde rettet mod en amerikansk mastodont, Microsoft, som jo udgiver PowerPoint. Men der findes også amerikanske kritikere, heriblandt Christopher Witt, forfatter af bogen Real Leaders Don’t Do PowerPoint.

Både Frommer og Witt fremfører, at PowerPoint fjerner fokus fra det væsentlige. Dels bruger taleren uforholdsmæssig megen tid på at udarbejde PowerPoint-præsentationen, der kunne være anvendt til noget mere fornuftigt. Dels er præsentationen i sin form begrænsende for indholdet, for substansen.

“Kreativitet sættes højt i den nye æra, men paradoksalt nok fremmer PowerPoint en meget styret og fattig form for organisering af tankerne: Man skal gå direkte til sagen, vise styrke og glemme svagheder og udvikle centrale koncepter,” siger Franck Frommer til djøfbladet.

Frommer mener, at PowerPoint ødelægger sproget. Det bliver til fængende infinitiver, der er arrangeret som en menu.

“Vores måde at tænke på bliver som en række kommandoer eller et computerprogram uden at vise årsagssammenhæng. Det er ikke en tankebane. Logikken om gensidighed mellem faktorer forsvinder,” siger Franck Frommer.

Informationer forsvinder

Christopher Witts tilgang i sin PowerPoint-kritik er snarere praktisk end intellektuel. Han mener, at PowerPoint i langt de fleste tilfælde ikke har den ønskede effekt.

“PowerPoint keder, det forenkler indholdet, og det presser taleren ud til siden, hvor han forholder sig til præsentationen, ikke til publikum,” siger Christopher Witt til djøfbladet. Han er kommunikationskonsulent med eget firma i Californien.

Witt tilføjer, at PowerPoint understøtter det visuelle - man taler jo om billedets magt: “Men tilhøreren sidder bagefter og konstaterer, at der ikke var noget til intellektet. Der var ingen informationer, som satte sig fast i bevidstheden.”

Christopher Witt er en ivrig tilhænger af den traditionelle tale som præsentationsform - manden på ølkassen. Her sætter taleren sig selv på spil, men opnår til gengæld kontakt med publikum i stedet for at forsvinde bort i mørket ved siden af den hvide skærm. Det hele bliver mere organisk, mere engagerende, og budskabet aftegner sig tydeligere hos modtageren.

Hverken Frommer eller Witt accepterer at blive bortdømt som maskinstormere for deres afvisning af PowerPoint. Programmet kan fint anvendes, hvis det sker med måde, med pauser, og hvis taleren husker på, at han eller hun selv er den vigtigste budbringer, medgiver de. Og glem ikke interaktionen!

“PowerPoint-præsentationer afskærer debat om deres sandhedsværdi. En ægte læreproces er baseret på udveksling,” understreger Franck Frommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet