Den undergravende korruption

18-10-2011
3 min.

Mads Brüggers dokumentarfilm Ambassadøren bliver kaldt ”anskuelighedsundervisning” i problemet med korruption.

Han sejler ned af Congofloden iført lyst jakkesæt, lange læderstøvler og cigaretrør. Han besøger diamantminer og drikker champagne med ministre, der husker de gode sider ved den kannibalistiske diktator Bokassa, og fortæller Hitlervittigheder med begejstring.

Mads Brügger begiver sig i Ambassadøren ind i et embedsværk, der er mere end flosset i kanten. Med et købt liberiansk diplomatpas og medfølgende immunitet tager han til Centralafrika, officielt for at åbne en tændstikfabrik, uofficielt for at få adgang til landets store diamantreserver og ultimativt for at afdække et styre og en diplomatisk virkelighed, hvor korruption og bestikkelse hører til dagens orden.

Lykkens kuverter

En håndfuld ”lykkens kuverter” fyldt med dollars og CFA-franc skaffer Mads Brügger adgang til magtens inderste cirkler. Her meler grådige ministre, topadvokater og europæiske diplomater deres egen kage, og Mads Brügger får med sin tilstedeværelse og sit skjulte kamera de grimmeste sider af den afrikanske virkelighed frem.

Christian Bjørnskov, lektor på ASB, kalder Mads Brüggers tilgang for ”anskuelighedsundervisning,” der gør opmærksom på problemet med korruption. Og det er enormt, fortæller lektoren.

”Danmark og resten af Norden hører til de få steder i verden, hvor man stort set ikke oplever det. Man skal bare til Sydeuropa, før det ser anderledes ud.”

Korruption er undergravende for et samfund, fordi det betyder, at alle indretter sig på at søge bestikkelse frem for at lave noget produktivt. Så snart vi som danskere samarbejder med eller støtter korrupte lande med vores bistandskroner, står vi i et dilemma.

”Jo mere kontakt og samhandel vi har med korrupte lande, jo mere kan vi inspirere dem til at bygge systemer, der fungerer uden bestikkelse. Men for at være til stede må vi acceptere korruption og bestikkelse til en vis grad,” siger Christian Bjørnskov og nævner, hvordan nogle private danske virksomheder kommer omkring problemet ved at ansætte lokale og give dem et budget, der er møntet på bestikkelse.  

Nul-tolerance og et sejt træk

Spørger man i Udenrigsministeriet, har man fra officielt hold principielt nul-tolerance overfor korruption.



”Vi arbejder systematisk på at forhindre svindel med danske midler og slår ned på enhver mistanke. Vi er akut bevidste om, at vi opererer i bl.a. decideret skrøbelige stater, hvor der er stor risiko for, at det sker,” siger Nicolai Ruge, kontorchef i ministeriets kontor for Kvalitetssikring af udviklingsbistanden.

I 2003 fik ministeriet kritik for ikke at være systematisk nok i sin bekæmpelse af korruption – siden har man sat ekstra ind på området – har formuleret en politik og handlingsplan, sat ind med kompetenceudvikling af alle ansatte ude og hjemme, og oprettet en hotline, hvor enhver mistanke om svindel kan indrapporteres. Men der foregår dog hele tiden en afvejning mellem ønsket om optimal kontrol og ønsket om lave administrationsomkostninger.

”Vi vurderer, om vores investeringer står mål med udbyttet og den kalkulerede risiko og søger at være transparente i forhold til at forfølge og orientere Rigsrevisionen og offentligheden om hver eneste mistanke om svindel. Endelig arbejder Danida med at opbygge systemer og kapacitet i modtagerlandene, så de på sigt selv kan håndtere og reducere den samfundsødelæggende korruption,” siger Nicolai Ruge, der oplever, at udviklingen går i den rigtige retning. Men det er et langt sejt træk. Hvilket Ambassadøren giver en kraftig fornemmelse af.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.