Den globale vision

18-10-2011
4 min.

Lighed for loven er et af de elementer, Nieves Molina-Clemente kigger på, når hun skal vurdere, om et FN-støttet projekt rent faktisk også lever op til de intentioner, der står på papiret.

Hvad har infrastruktur med menneskerettigheder at gøre? En hel del.

Det mener Nieves Molina-Clemente, der arbejder i UNOPS (United Nations Office for Project Services) – en FN-institution, der hjælper FN og FN’s partnere med at sikre implementeringen af fredsskabende, humanitære og udviklingsorienterede aktiviteter.

Den juristuddannede Nieves Molina-Clemente har siden hun startede i 2010 tjekket fx projekteringen af de FN-støttede fængsler: Er der fx adgang til vand? Og et nybygget mellemøstligt bibliotek: Har kvinder fx adgang på lige fod med mænd?

”Et er, at ordene, der formidler et projekt, er de rigtige. Noget andet er, hvordan det så i virkeligheden folder sig ud. I forbindelse med biblioteksprojektet i det mellemøstlige land blev det ved nærmere eftersyn klart, at der ikke var nogen toiletter til kvinder. Hvor lige rettigheder er der så?” spørger Nieves Molina-Clemente og kommer med et andet eksempel på, hvordan intentionerne med et projekt kan vise sig at have en vanskelig gang på jord.

”Vi blev bedt om at hjælpe med at støtte opbygningen af nogle retssale, hvilket i sig selv er et godt projekt, men kun hvis der er kvalificerede dommere til at bemande dem. Det var der ikke i dette tilfælde. Og så skal FN eller vores partnere hellere støtte projektet på en anden måde,” siger Nieves Molina-Clemente, og understreger samtidig at hendes kommentarer står for egen regning og ikke FNs. 

Fra sin lederpost i UNOPS’ hovedkontor i København har Nieves Molina-Clemente det overordnede ansvar for at sikre, at de støttede projekter lever op til menneskerettighederne. Men den praktiske implementering af organisationens mere end 1.000 projekter i 80 lande sikres af ansatte på fem regionale kontorer. Selv er Nieves Molina-Clemente uddannet i Spanien, men har altid vidst, at hun gerne ville være en del af FN-diplomatiet.

”Jeg har altid gerne villet arbejde for FN – for den globale vision. Da jeg blev færdig som jurist, var Kosovo et varmt emne, og Spanien sendte mig til UNHCR (UN High Commisioner for Refugees, red.) for at sikre, at menneskerettighederne blev overholdt. Det ændrede mit liv,” siger Nieves Molina-Clemente og husker, hvordan hun i starten af sin udsendelse kæmpede for at skaffe medicin til en ung kvinde med brystkræft i en flygtningelejr.

”Det lykkedes ikke i tide, og kvinden døde. Hun var på alder med mig. Fra da af vidste jeg, at jeg ikke bare kunne tage tilbage til universitetet i Madrid og undervise i forfatningsret.” Hun holder en pause, før hun slutter af: ”Jeg tror på menneskerettigheder. Det er det, jeg vil bruge mit liv på.” 

Du har som jurist været med til at skrive forfatninger for lande, der stadig var på randen af krig og knap kunne hænge sammen. Giver en forfatning så overhovedet mening?

”Det er vigtigt at putte systemer på plads med det samme og dermed styrke folks tro på varig fred. Jeg tror på fred. Men jeg ved også, at en masse love er baseret på en formodning om, hvordan tingene skulle være. Her i UNOPS har vi en meget pragmatisk tilgang. Vi ser på, om de principper, der ligger bag reglerne, rent faktisk bliver ført ud i livet.”

Hvad med de mellemøstlige lande som Tunesien, Egypten osv., der i øjeblikket kæmper for demokrati. Tror du på, at de selv får skabt holdbare systemer?

”Jeg tror på, at de vil få systemer på plads, som er stabile for dem. Jeg ved ikke, om de vil få demokrati, men jeg ved, at befolkningerne længes efter værdighed. Og det vil de opnå.”

Hvad skal der til, for at FN griber ind?

”Vi monitorerer udviklingen tæt, men vi griber først ind og hjælper med at opbygge nye institutioner, når vi bliver inviteret til det af regeringen, eller når en stat er totalt brudt sammen, og FN’s Sikkerhedsråd beslutter sig for, at det er nødvendigt. Egypten og Tunesien har kapaciteterne til at skabe nye bæredygtige samfund. Men begge steder er der store forskelle på by og land, på uddannede og uuddannede.”

Danmark er ofte udsat for kritik på grund af sin håndtering af menneskerettighedsspørgsmål. Hvor gode er vi egentlig, når det kommer til stykket?

”Danmark har virkelig gode menneskeretlige institutioner og ngo’er. Det danske Institut for Menneskerettigheder er et godt eksempel. Jeg tror dog, at menneskerettigheder for nogle år siden var noget, der lå hver enkelt dansker meget på sinde. Interessen virker ikke længere helt så høj. Men I har virkelig gode institutioner. De kunne godt blive profileret mere.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.