Efter finansfesten

Klokken lidt over syv kommer han ind på sit kontor i Londons statelige Mayfair-distrikt med en espresso-to-go i hånden. Lettere irriteret bemærker han, at ingen af hans medarbejdere er mødt endnu. Lars Kroijer tænder sine tre fladskærme.

I emnelinjen til dagens første mail står en overskrift, der øjeblikkeligt sender hans hjerte op i halsen:

Aker Yards Profit Warning ... bad.

Lars Kroijer har uden at vide det taget hul på den dag, som enhver hedgefondmanager frygter: Dagen, hvor en finansiel forudsigelse viser sig slet, slet ikke at holde stik.

Aker Yards er en norsk værftskoncern, som Lars Kroijers firma, Holte Capital, for nylig kastede et trecifret millionbeløb efter. Ikke fordi det gik godt, selskabet var faktisk kriseramt, men fordi markedet tilsyneladende undervurderede dets værdi. Undervejs granskede Lars Kroijer og hans folk enhver detalje, de med febrilsk effektivitet kunne opstøve om Aker Yards forretninger. Konklusion: De norskejede værfter stod foran en overtagelse, hvilket ville sende koncernens aktiekurs mod stjernerne. Som ekstra sikkerhed havde Holte Capital som sædvanligt opsnuset en person med særligt indblik i branchen, og ifølge kilden havde Aker Yards ry for at være en sund forretning. Lars Kroijer og hans firma skruede en investeringspakke sammen. De valgte kun i begrænset grad at nedbringe handlens risiko med eksempelvis kontrainvesteringer i selskabets konkurrenter.

Fra sin plads ved skrivebordet læser Lars Kroijer endnu en gang pressemeddelelsen, som den katastrofale mail henviser til. Uforudsete udgifter på et værft i Finland. Aker Yards udtrykker sig i tågede vendinger. Lars Kroijer griber telefonen. Nogle må vide noget.

Da aktiemarkederne åbner, falder Aker Yards som en sten. ”Vi har mistet en million dollars,” tænker Lars Kroijer. Nej, vent. To millioner. Tre. Syv. Ti.

Lars Kroijers første tanke er, at markedets reaktion virker panisk. Som hedgefondmanager bør han i sådan en situation købe aktier i selskabet, men han ved stadig for lidt om krisen hos Aker Yards. Ingen af telefonopkaldene gør ham klogere. På skærmen fortsætter decimaltallene med at blinke, og hver gang skrumper Aker Yards’ værdi en lille smule. Lars føler det, som om parketgulvet forsvinder under ham.

Midt i det hele ringer telefonen. I røret fortæller en vuggestuepædagog, at et stykke metal har sat sig fast i hans ene datters øje.

En misforstået branche

Tre år efter den fatale dag ankommer Lars Kroijer til D’Angleterre så tidligt om morgenen, at man må ringe på hos natportieren, hvis man vil indenfor. Han har selv valgt tidspunktet.

”Jeg har det fint med at stå tidligt op,” som han siger.

Foran det gamle hotels facade ligger Kongens Nytorv mørk hen. Londons døgnoplyste finansdistrikter kunne befinde sig på en anden planet. Lars Kroijer sætter sig i lobbyen og begynder at tale energisk om sine fem år i spidsen for hedgefonden Holte Capital, som rummede over en milliard dollar på dens højdepunkt. Han befandt sig med andre ord i hjertet af den finansindustri, som skød mod stjernerne i 00’erne – lige indtil tyngdeloven fremprovokerede en nedadgående spiral kendt som den globale finanskrise. På få år gik Lars Kroijers branche fra at være stort set ukendt til at blive en af verdens mest udskældte, anklaget for at undergrave den økonomiske stabilitet med hit’n’run-spekulation.

Den 38-årige økonom sidder fremadlænet, så langt fra lædersofaens bløde magelighed som muligt. Hans sætninger skyder direkte frem mod deres pointer, og når han taler eller tænker, registrerer han tilsyneladende slet ikke sine omgivelser. Lars Kroijer virker med andre ord som skabt til et job, hvor økonomiske beslutninger træffes i et hysterisk tempo og med voldsomme konsekvenser.

”Helt grundlæggende kan man sige: Hvis du ikke tror på, du kan slå markedet, skal du ikke have med hedgefonde at gøre,” fortæller Lars Kroijer.

Ideen bag en hedgefond er for så vidt enkel: Uanset hvordan et marked udvikler sig på kort sigt, kan man tjene penge på at forudsige, hvad der vil ske. Forudsætningerne er analysekraft, mod og et arsenal af finansielle greb, der kan være svære at krølle hjernen om, hvis man aldrig har arbejdet på Wall Street. Ved at låne aktier, som hedgefonden derefter sælger – såkaldt shorting – kan den eksempelvis tjene penge på et kursfald. Inden aktien skal leveres tilbage, køber man den simpelthen retur til en kurs, der forhåbentlig er faldet i mellemtiden. Et andet redskab er handel med derivater, hvilket groft sagt går ud på, at man køber og sælger forventninger snarere end aktiver. Hvis man undervejs belåner sine aktiver og geninvesterer de lånte penge – såkaldt gearing – kan forretningen svulme voldsomt. Betragter man aktier som sammensatte væsner, der kan skilles ad og kombineres på nye måder, ender man med et uendeligt antal finansielle kombinationsmuligheder. Og spørger man Lars Kroijer, trækker det højintense arbejde i en hedgefond langt mere end den klassiske kapitalfond, hvor man i relativt ro og mag investerer i et flerårigt perspektiv.

”Følelsen kan være magisk. Det er dig mod markedet, og du sidder foran et stort og kompliceret puslespil. Du skal studere virksomheder som levende organismer,” fortæller Lars Kroijer.

Den største misforståelse omkring hedgefonde, tilføjer han, er, at deres metoder per definition er tvivlsomme. Hedgefonde kan have en hvilken som helst risikoprofil, og de kan sagtens være en stabiliserende kraft i markedet. Ordet ’hedge’ henviser til det engelske ord for hæk eller læhegn; for en pensionskasse kan det eksempelvis være glimrende at tjene penge, selv når markedet falder. I 00’erne eksploderede antallet af hedgefonde. Set i bakspejlet fungerede en del af dem ved, at velklædte unge mænd kasinoinvesterede andre folks opsparing. Men sådan arbejdede flertallet ikke, siger Lars Kroijer.

”Mange af vores investorer syntes faktisk, at vi var for konservative, at vi ikke gearede vores investeringer nok. Det er mærkeligt for mig at blive forbundet med højrisikoinvesteringer, når jeg hele min karriere er blevet beskyldt for det modsatte.”

Begyndelsen

Når Lars Kroijer skal forklare, hvordan han som 29-årig endte i finansverdenens øverste luftlag, bruger han udtrykket ’heldig’. Efter gymnasiet rejste han til USA for at forbedre sit engelsk inden økonomistudiet i København. I stedet blev han optaget på Harvard, og Lars Kroijer viste sig at have netop den blanding af selvtillid, arbejdsomhed og analytiske evner, der giver forretningssucces i USA.

Med sine Harvard-papirer fik han lynadgang til finanslivets æresdivision, og inden længe sad han i en kapitalfond på Wall Street. Siden flyttede han til London og delte kontor med Kurt Björklund, der i 2005 stod i spidsen for opkøbet af TDC. ”Superflink fyr,” som Lars Kroijer siger om en af Skandinaviens mest tilknappede erhvervsfyrster.

Undervejs havde Lars Kroijer opbygget, hvad han i dag betragter som en noget oppustet selvtillid. Sammen med en kammerat besluttede han i 2002 at åbne sin egen hedgefond – en investeringsdisciplin, hvis dynamik og kompleksitet tiltalte ham. Men utallige salgsrejser verden rundt førte ingenting med sig for de unge opkomlinge, og få uger inden fonden slog dørene op, stod Holte Capital foran den totale ydmygelse: at åbne med nøjagtig nul kroner at investere for og efterfølgende gå konkurs.

I sidste sekund dukkede nogle få investorer op med i alt 3,55 millioner dollars. Beløbet var en fjortendedel af, hvad de havde håbet på. Men efter et par måneder ringede en mellemstor investor ud af det blå med 25 millioner dollars. Da firmaets udgifter var de samme som dagen før, voksede indtægterne med ét slag med 30.000 dollars om måneden – alene på gebyrer.

Da det trecifrede millionbeløb landede på kontoen, fejrede det lille firma sejren på den lokale pub.

Pludselig rullede Lars Kroijers biks. De samme pengefolk, der året tidligere havde reageret med pinlig tavshed, når Lars Kroijer præsenterede sin strategi, inviterede inden længe på golf i Frankrig i deres privatfly. Lidt over et år efter den dårlige start bestyrede Holte Capital over en milliard kroner, og væksten fortsatte derfra. Han var i den liga, hvor store kunder rutinemæssigt bestilte detektivundersøgelser af hans fortid, og hvor firmaet dagligt blev kontaktet af investeringsbanker, som ville servicere Holte Capital med dets finansielle transaktioner – mod at få en lille bid af kagen hver gang, naturligvis.

På kontoret knoklede syv medarbejdere i en flad struktur. Tonen var bramfri og jakkesæt et særsyn, det daglige arbejde lignede mere et researchbibliotek end en aktiebasar. Medarbejderne sad omkranset af aviser, regnskaber og finansrapporter, som tilsammen skulle give det lille, afgørende forspring til markedet. Tilsammen beherskede Holte Capitals medarbejdere stort set alle Vesteuropas sprog.

Tvivlen nager

Desværre hvilede Lars Kroijers nye liv på en problematisk præmis. Han arbejdede døgnet rundt. Hvis han ikke sad foran sine tre computerskærme, besøgte han virksomheder, holdt møder eller gik til middage. Han var rasende god til sit arbejde – men i den private sfære rumlede et tordenvejr i horisonten.

I 2003 var Lars Kroijer blevet gift med danske Puk i en idyllisk kirke nær Holte. Året efter fik parret tvillinger, og pigerne blev født for tidligt. Hjemmet krævede hans opmærksomhed, men hver morgen slog han øjnene op og vidste, at hedgefondens dispositioner også denne dag både kunne føre til storslåede resultater og økonomisk ruin. Han havde svært ved at slippe arbejdet. De fleste uger så han stort set kun sine børn i weekenden. Det gik op for ham, at familiens ferierejser helst skulle gå til tidszonerne vestpå. I Caribien lukkede verdensmarkederne nemlig midt på dagen. Først da kunne han for alvor dirigere sin opmærksomhed i omgivelsernes retning.

Også selve handlerne begyndte at påvirke ham på nye måder. Efter terrorangrebet i London i 2005 frygtede han i flere timer, at søsteren Anne var blandt ofrene. Lettelsen over søsterens velbefindende gled over i erkendelse af en bizar indtjeningsmulighed: Hvis firmaet ind gennem vinduerne hørte et bombedrøn et sted i London, ville det potentielt kunne tjene millioner på sin viden. Det var med en mærkelig fornemmelse i kroppen, at Lars Kroijer forberedte en ’katastrofeliste’ af 20 europæiske aktier, som Holte Capital i tilfælde af et nyt angreb kunne handle inden for få sekunder. Da virksomheden senere spekulerede imod en flig af det tyske medicinalfirma Fresenius, begyndte Lars Kroijers tanker igen at rumstere. Han vidste, at selskabet forskede i de dialyseapparater, som holder mennesker med nyresvigt i live.

Et afgørende vendepunkt fandt sted i 2006. Lars Kroijer mødte til en bryllupsmiddag i USA en venlig dame ved navn Mrs. Straw. Mødet gjorde et voldsomt indtryk på ham. Da han fortalte om sit arbejde, svarede hun, at en del af hendes mands pension fra automobilindustrien var investeret i hedgefonde. Om et par år skulle han på pension. Ifølge Mrs. Straw var hedgefonde fortræffelige. Pensionsrådgiveren havde fortalt, at hedgefonde var en slags garanti mod et nedadgående marked. Hun nævnte, at pengene blev fordelt gennem en såkaldt ’fond af fonde’, som fordeler sine midler strategisk mellem forskellige hedgefonde.

Allerede samme dag begyndte Lars Kroijer at regne på Mr. Straws pensionsformue. Da regnestykket først fik tag i hans hjerne, ville det ikke give slip. Efterhånden som han lagde gebyrsatserne sammen i alle finansapparatets enkeltdele, svulmede gebyrprocenten. Han nåede frem til, at selv hvis samtlige de hedgefonde, der administrerede Mr. og Mrs. Straws penge, opnåede et glimrende afkast på ti procent, ville kun tre procent gå til det ældre ægtepar. Resten ville groft sagt gå til villaer og privatskoler i den finansielle overklasse, hos regnskabsfolk, sagførere, mellemhandlere osv. osv.

”Der mødte jeg den person, som kunne have haft penge hos mig. Det er et problem, at det skal være så dyrt, at så mange led af habitklædte mænd skal tjene penge. Måske er der ingen billigere måde at gøre det på, men jeg kan garantere for, at branchen ikke leder efter den.”

Slutningen

En fornemmelse af at være udbrændt kom snigende. Når han kiggede på sin formue, kunne han dårligt forestille sig at få behov for flere penge. Folk i hans bekendtskabskreds tjente så mange penge, som de efterfølgende brændte af, at det fik ham til at tænke på årene, inden it-boblen sprang. Tvillingerne gik i en vuggestue, der kostede lige så meget som hans Harvard-uddannelse.

Da Aker Yards-handlen gik i vasken, havde Lars Kroijers makker fra firmaet allerede trukket sig. Arbejdspresset slukkede gnisten i ham, og han ville ud at se verden. Tabet på ti millioner dollars fra Aker Yards svarede kun til et par procent af Holte Capitals pengepulje, men de store investorer begyndte gradvist at kigge andre steder hen, og firmaet lukkede så småt ned.

Branchen havde sat sig sine spor. På opfordring fra sin hustru fik Lars Kroijer lavet et omfattende sundhedstjek. Den 35-årige tidligere fodboldkaptajn og maratonløber var tydeligt mærket af årene i en konstant stresstilstand. Hans krop svarede til en 50-årigs, sagde lægerne.

Finanskrisen var under opsejling, og mange hedgefonde skulle følge efter Holte Capital. Blandt dem var samtlige de risikable og uansvarlige firmaer, som i krisens kølvand for alvor kom til at tegne debatten om branchen i offentligheden. Når Lars Kroijer ser tilbage, var det et tilfælde, at det blev en dårlig forretning, som var med til at stoppe Holte Capital. Hans hustru, hans helbred eller hans humør kunne lige så vel have væltet læsset.

”Jeg styrede mit liv på en måde, som var uholdbart i længden. Hvis jeg var fortsat, var jeg helt sikkert blevet skilt, og jeg så knap mine børn de første år af deres liv. Nogle i branchen vågner søndag morgen og ville ønske, at det var mandag, for så åbner markederne. Jeg har været ude i to år, og jeg har endnu ikke savnet det.”

Læren fra Aker Yards

Når Lars Kroijer i dag betragter Aker Yards-handlen, ser han ikke en usund og risikabel revolverinvestering. Forløbet var tværtimod udtryk for noget sundt ved hele princippet om hedgefonde, forklarer han.

”I 2008 tabte fondene mere, end de havde lovet deres investorer, som efterfølgende trak sig ud. 3-4.000 hedgefonde røg i svinget. Det er for mig et enormt sundhedstegn: Hvis du ikke gør det godt nok, ryger du ud. For mig er det simpelthen dynamisk kapitalisme. Hedgefondene modtager aldrig en krone i statsstøtte – i modsætning til bankerne.”

Lars Kroijers mål er at få proportionerne på plads – han beder om, at bankerne, Finanstilsynet, politikerne og befolkningen tager sin del af ansvaret for finanskrisen. I hans øjne medvirkede stort set alle til en boblekultur, hvor store lån ikke længere indebar en risiko.

”I en hedgefond sætter man typisk størstedelen af sine egne penge i fonden – jeg har aldrig mødt en investor, der ikke har spurgt, hvor mange af mine penge, jeg selv havde på højkant. Hvis det går helt i ged, sætter du størstedelen af din egen velstand på spil. Som investeringsrådgiver i en stor bank påvirker dine beslutninger ikke kursen det mindste. Når du samtidig får en check hvert år baseret på din indtjening, har du incitament til at tage en vildt stor risiko. Opturen er penge i banken, nedturen er nogle andres problem.”

Derfor er Lars Kroijers konklusion på finanskrisen, at de vestlige lande bør splitte deres store banker op i mindre enheder, der ganske som hedgefonde kan tåle at gå konkurs. Først da kan man forvente ansvarlighed fra bankernes side. Indtil videre ser han nemlig få tegn på, at noget har forandret sig.