Ideen bag en hedgefond er for så vidt enkel: Uanset hvordan et marked udvikler sig på kort sigt, kan man tjene penge på at forudsige, hvad der vil ske. Forudsætningerne er analysekraft, mod og et arsenal af finansielle greb, der kan være svære at krølle hjernen om, hvis man aldrig har arbejdet på Wall Street. Ved at låne aktier, som hedgefonden derefter sælger – såkaldt shorting – kan den eksempelvis tjene penge på et kursfald. Inden aktien skal leveres tilbage, køber man den simpelthen retur til en kurs, der forhåbentlig er faldet i mellemtiden. Et andet redskab er handel med derivater, hvilket groft sagt går ud på, at man køber og sælger forventninger snarere end aktiver. Hvis man undervejs belåner sine aktiver og geninvesterer de lånte penge – såkaldt gearing – kan forretningen svulme voldsomt. Betragter man aktier som sammensatte væsner, der kan skilles ad og kombineres på nye måder, ender man med et uendeligt antal finansielle kombinationsmuligheder. Og spørger man Lars Kroijer, trækker det højintense arbejde i en hedgefond langt mere end den klassiske kapitalfond, hvor man i relativt ro og mag investerer i et flerårigt perspektiv.