Offentligt ansatte i Danmark kan sove roligt

07-09-2010
2 min.

De offentligt ansatte i Danmark har ikke grund til at frygte en lavere løn lige nu, mener arbejdsmarkedsekspert. Men kommer der et nyt dyk i verdensøkonomien, så vil det også smitte af på den offentlige sektor.

Selvom den offentlige sektor i Danmark skal spare i de kommende år, så behøver de offentligt ansatte ikke frygte, at deres lønninger bliver beskåret kraftigt, som det er sket i mange andre dele af Europa, mener professor og arbejdsmarkedsekspert Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

”Dogmet i den offentlige sektor i Danmark er, at man aldrig har direkte lønreduktioner. Og det tror jeg, at der bliver holdt fast i de kommende år,” siger han.

Imidlertid er det helt afgørende, hvad der kommer til at ske med lønningerne på det private arbejdsmarked. I Danmark er det nemlig sådan, at lønningerne på det private og offentlige arbejdsmarked er knyttet tæt sammen gennem reguleringsordningen. Stiger lønninger i det private, så følger de offentlige lønninger med op og omvendt, forklarer Flemming Ibsen.

”Så skal vi se faldende lønninger i det offentlige, så skal det være fordi, at lønninger i det private pludselig bliver sat drastisk ned.” 

Det er der dog ikke meget, som der tyder på lige nu. Ifølge Danmarks Statistik så er lønstigningstakten i det private øget fra fjerde kvartal 2009 til første kvartal 2010, så lønninger nu ligger 2,6 procent højere end for et år siden. Og fremadrettet er forventningen, at der bliver tale om en begrænset, men stadig positiv lønfremgang på et par procent i de kommende par år.

Offentligt ansatte tjener godt

Der bliver dog næppe tale om den samme grad af lønfest i den offentlige sektor, som der har været i 2008 og 2009, hvor de statsansattes løn ifølge Danmarks Statistik er steget med 8,3 procent.

Forklaringen er, at lønningerne i det private er steget væsentligt mindre i den samme periode, og det skal udlignes i de kommende år. De offentligt ansatte kan altså se frem til nogle særdeles magre lønår, hvor en stigning i inflationen tilmed kan gøre det vanskeligt at fastholde en positiv reallønsudvikling.

Endnu værre bliver det, hvis verdensøkonomien tager et nyt dyk, som et stigende antal økonomiske eksperter er begyndt at forvente. Bliver de dystre profetier til virkelighed, vil det også gå ud over de danske virksomheder, der kan blive tvunget til at skære i de ansattes løn. Via reguleringsordninger vil det før eller siden smitte af på de offentlige lønninger.



Ifølge Flemming Ibsen kan de offentligt ansatte i den situation dog trøste sig med, at de er relativt godt lønnet i forhold til deres europæiske kolleger.

”I dele af Europa er der sket en proletarisering af det offentlige, men det har vi undgået i Danmark,” siger han.

På længere sigt mener Flemming Ibsen også, at det er afgørende, at de offentlige lønninger ikke kommer til at halte voldsomt bagefter den private sektor.

”Hvis staten og kommunerne skal have en chance for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, så er det simpelthen afgørende, at lønniveauet i det offentlige er konkurrencedygtigt. Det gælder især i de kommende år, hvor de store efterkrigsårgange forlader arbejdsmarkedet,” siger han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.