Ledere! Tryk stop og kig indad

07-09-2010
1 min.

I KL spørger ledergruppen sig selv: Er vi gode nok til at lede disse engagerede, selvledende specialister på den rigtige måde?

Kommunernes Landsforenings hus på Islands Brygge med de store glasfacader er til hverdag fyldt med højt specialiserede folk, som drøner rundt og bestemmer over deres eget arbejde. Fordi sådan vil de have det, og fordi det er dem, som kender deres eget fagområde bedst.

Men i denne velsmurte vidensmaskine med 430 ansatte er ledelsen nødt til at trykke stop og kigge indad: Er vi gode nok til at lede disse engagerede specialister på den rigtige måde?

Derfor har KL nu søsat en proces om ledelse af selvledende medarbejdere – i første omgang blandt husets 22 kontorchefer.

”Det er nødvendigt for organisationer af vores slags, hvis vi også i fremtiden skal kunne tiltrække og fastholde dygtige eksperter,” forklarer personalechef Hans Christian Andersen.

I dette forum skal lederne tale ledelse uafhængigt af den daglige sagsbehandlerkultur.

”Det vil sige ledelse i forhold til dét at drive forretningen KL på en måde, så medarbejderne synes, det er spændende at arbejde her,” forklarer han og fortsætter:

”Vi skal kunne binde den større dagsorden sammen, trække den røde tråd op og skabe mening for vores medarbejdere. Hvis vi mister overblikket over organisationens mål og retning, så gør medarbejderne det også, og så er KL ikke et attraktivt sted at være.”

Ikke noget nederlag at give op

I hverdagens daglige, sagsorienterede prioritering er udfordringen at få en åben dialog mellem chef og medarbejder, hvis man bliver overbelastet, understreger Hans Christian Andersen.



”Vores medarbejdere er så engagerede, at de kan opleve det som et nederlag at gå til chefen og sige, at man har brug for at tale om, hvordan man prioriterer sine opgaver.”

Vi er nødt at sætte sprog på, at det ikke er noget nederlag, men dét vi er der for som ledere, understreger han.

”Det er tilladt for alle medarbejdere – uanset, hvor længe man har været her – at blive usikre omkring prioritering og vigtighed af ens opgaver. Som ledere siger vi jo ofte, at alting er vigtigt, medmindre vi bliver bedt om at prioritere.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.