Jeg kunne have sparet mig en DJØF medlemsfordel

10-08-2010
Af: Zen Donen
1 min.

Læserbrev fra Zen Donen.

Som medlem af DJØF læser jeg nysgerrigt jeres udbud af medlemsfordele. Jeg har venner, som er læger, lærere og håndværkere, og deres fagforeninger har ofte gode medlemsfordele, som jeg har været misundelig på, men nu skulle det være min tur!

Jeg tog derfor kontakt til Lån og Spar Bank for at få en høj lønrente konto - det skulle jo være så nemt at skifte bank, skriver de. Jeg fik en sød telefonpasser i røret, som spurgte mig ud om alle mine og min mands forhold: løn, studiegæld, boligsituation og kreditlån mv., og jeg svarede detaljeret på det hele. Herefter skulle jeg sende alle mine papirer og blev indkaldt til et møde med en rådgiver. Til mødet gennemgik vi alle mine oplysninger, og jeg ville få besked hurtigst muligt.

Så fik jeg svaret: Hvis jeg skulle have en konto hos dem, skulle vores hus vurderes, da lånet i det er større end den offentlige vurdering - hvilket nok er tilfældet for ret mange djøfere på min alder, der er kommet på markedet sent. Vurderingen koster 4000 kroner, som vi selv skal betale. Hvis det ikke var så komisk, ville jeg nok være blevet ualmindeligt sur, sikket spild af min tid - og deres!

For fremtiden synes jeg DJØF skulle undersøge, hvilke „gode tilbud“ de sørger for at få til medlemmerne - jeg synes i hvert fald, det er lige dyrt nok at blive kunde hos Lån og Spar, det eneste, jeg har sparet, er 4000 kroner på IKKE at blive kunde.“

Med venlig hilsen
Zen Donen

Svar

DJØF har forelagt henvendelsen for Lån & Spar Bank, der har undersøgt sagen. I den pågældende sag fremfører Lån & Spar Bank, at hver enkelt sag bliver behandlet individuelt, og at de procedurer, der gælder for behandling af lån og kreditter i banken, er blevet fulgt.



I forbindelse med de rabataftaler, som DJØF indgår, bestræber DJØF sig naturligvis på, at aftalerne lever op til de høje krav, som medlemmerne har. Men i sidste ende vil det være medlemmets egen afgørelse, om der er en anden leverandør, der passer bedre til det enkelte medlems ønsker til ydelser eller produkter.

Med venlig hilsen
Peter Vindelin Nielsen
Medlemsadm.chef / Medlemsadministrationen

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.